Jesus i København er langtfra outdoor-typen. Han er for eksempel ikke den, der driver den af som statue i byens parker, dingler på kors rundt omkring på pladserne eller betragter gadens vrimmel fra en billedfrise på en husmur. Faktisk er der kun en håndfuld steder i København, hvor han hænger ud på den måde i det fri.
Og når han gør det, er det på kirkelig grund. Som for eksempel på det kæmpestore bronzekors med den korsfæstede Jesus foran Jesuskirken i Valby. Blufærdig Men han er heller ikke en populær skikkelse i bylivet. Vi danskere er nemlig ret blufærdige, når det gælder Kristusbilleder, fortæller sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard. Vi synes ganske enkelt, at det bliver lidt for meget. Hvor man i et katolsk land som for eksempel Italien ser krucifikser på gader og stræder, har kirken herhjemme siden reformationen vægtet Guds ord frem for billederne af ham: »I Bibelen står der, at man skal gå ind i sit lønkammer, når man skal bede. Vi skal ikke være hykleriske farisæere, der står og beder på gadehjørnerne, hvor alle kan se os. I forhold til Jesus er der faktisk ikke noget, vi skal ude på gaden«, siger hun. Personligt ville hun ikke have noget imod, at der var flere Kristusbilleder i det fri – bortset fra at det kunne gå hen og blive vammelt. Som hun siger: »Der er en tendens til, at religiøse mennesker ikke er dem med den bedste kunstsmag på Jorden. Ærgerligt nok. For det ville da være mægtigt at få bibelhistorien ind i hverdagen på den måde«. Vejret? Lisbeth Smedegaard Andersen, der er teolog og forfatter til utallige bøger om Kristusbilleder, har et mere pragmatisk bud på, hvorfor der er langt mellem Jesusstatuer og krucifikser på vore breddegrader:
