Det er alt eller intet, når man har et arbejde som Martin Dodds, og det har da også  sine omkostninger på privatfronten: Dodd er altid på rejse og har hverken kone eller børn. Men »hvis jeg bliver gift og får børn, kunne jeg godt tænke mig at være hjemmegående husmor«, siger den 40-årige dansker, der her er fotograferet i New York - på et hotel. Foto: Anders Reuter

Det er alt eller intet, når man har et arbejde som Martin Dodds, og det har da også sine omkostninger på privatfronten: Dodd er altid på rejse og har hverken kone eller børn. Men »hvis jeg bliver gift og får børn, kunne jeg godt tænke mig at være hjemmegående husmor«, siger den 40-årige dansker, der her er fotograferet i New York - på et hotel. Foto: Anders Reuter

Kultur

Superstjerner har diskret dansk bagmand

Han har opdyrket nogle af det seneste årtis største stjerner. Alligevel har stort set ingen hørt om danske Martin Dodd.

Kultur

I soveværelset ligger en halvt udpakket kuffert.

Martin Dodd sidder hjemmevant og afslappet i sofaen ved det store panoramavindue.

Fra 47. etage byder suitens stue på et imponerende vue til Manhattans række af lysende skyskrabere, der i de luftlag agerer nærmeste naboer til luksushotellet The London NYC i Midtown. Nede kan man skimte Central Park i efterårsfarver og 6th Avenues menneskemylder.

Byen, der aldrig sover, er det tætteste, den evigt rejsende Martin Dodd kommer på en hjemby. Men da det korte opholds møder var på hotellet, var det nemmere at indkvartere sig der end at tage frem og tilbage til den newyorkerlejlighed, der også er det tætteste, han har på et hjem.

Han har kun sovet to timer i nat. Han var til en koncert, der endte med en solopgang, og så var der et forretningsmøde kl. 10 i morges. Alligevel er Martin Dodd frisk og veloplagt. Men modstræbende.

»Jeg kan jo egentlig ikke lide at lave det her«, siger han.

Modvillige interviewpersoner fra musikbranchen er lidt af en kliché. Men lige netop Martin Dodd har andet end krukkeri at have det i. Det her er nemlig det første interview, han giver. Nogensinde. Han har indvilliget i at lade sig interviewe en enkelt gang for at fortælle, at der kræves fokus og hårdt arbejde bag kulisserne i toppen af popmusikken.

Hans arbejde har til gengæld ført til tusindvis af interview med andre. En googlesøgning på danske Martin Dodd giver blot en håndfuld hits.

Hvis man derimod googler Britney Spears, giver det 99.600.000 hits. Det var Martin Dodd, der i sin tid var med til at ’opfinde’ den Britney Spears, der siden er blevet et popfænomen.

Det samme gælder en lang række af de allerstørste popkunstnere, der omgiver os i dag. I radioen, på tv, i computerspil, på film.

Men hvad er det, den stille dansker kan? Eventyret startede i begyndelsen af 1990’erne med en vindende formel.

»Jeg kan huske, at jeg sad i en park i Amsterdam og kiggede på de her børn, der legede, og de havde baggy jeans på og hele hiphop-tingen kørende stilmæssigt. Om aftenen var jeg ude at høre r’n’b på en klub, men der var ikke nogen melodi, jeg kunne holde fast i. Meget få af de r’n’b-ting slog igennem over hele verden, men rent stilmæssigt, vibemæssigt og modemæssigt var den der. Der manglede bare melodilinjer«, siger Martin Dodd.

»Så startede vi med Backstreet Boys, som vi på det tidspunkt ikke rigtig vidste, hvad vi skulle gøre med. Jeg tog dem til Sverige og begyndte at lave plader med det formål. Jeg havde startet et produktionsselskab med Denniz Pop, som havde lavet Ace of Base for mig, og så tog jeg bare over til ham, og vi gik i gang med at indspille. Der lavede vi så Backstreets første plade på tre uger«.

Hitfabrikken
Produktionsselskabet hed Cheiron, og ud over den svenske popproducer Denniz Pop var en ung svensk rocksanger ved navn Max Martin blevet tilknyttet som producer og sangskriver.

Han havde i en årrække været lærling i Pops studie i Stockholm, hvor de havde skrevet et helt arsenal af popsange.

Max Martin viste sig at have en sjælden evne til at producere hits.

Med dette som musikalsk drivkraft begyndte hitfabrikken Cheiron at sprøjte den ene hitplade ud efter den anden, mens Dodd sørgede for at finde kunstnerne, de rigtige samarbejdspartnere og fandt på koncepter for dem.

Backstreet Boys endte med at blive musikhistoriens bedst sælgende boyband med over 100 mio. solgte album.

Også det dengang ukendte *NSYNC blev sendt til Sverige af Dodd. Ud af fabrikken kom endnu et succesrigt boyband, hvor en purung Justin Timberlakes karriere startede.

»Jeg kan huske, at jeg sad sammen med Justin, da han var ca. 14 år, ved den første session for den første *NSYNC-plade. De her drenge havde aldrig været uden for USA. Han havde lyttet til en masse skandinavisk popmusik og blandt andet de ting, vi havde lavet på Cheiron. Så kiggede han på mig og sagde: »Det er jo egentlig meget interessant, for det, I gør, er, at I tager hurtige beats, og så lægger I vokaler og tekster på, som er melankolske og nærmest balladeagtige. I USA er alt up tempo-musik lig med partytekster. Og alt, hvad der hedder dybde og melankoli, er altid på ballader. I bytter det rundt«. Han var 14-15 år, og jeg tænkte ’hold da op!’«.

Det var i den samme periode, at Dodd mødte en dengang kun 15-årig pige fra Louisiana.

»Vi havde sangen ’... Baby One More Time’, som vi havde lavet om flere gange. Pludselig var Britney der. Hun havde været en del af tv-showet Mickey Mouse Club, og hun kom over til os i New York og lavede en showcase for os, som var rigtig fed. Så indspillede vi den som den første sang, men inden brugte vi 11 måneder på at sætte pladen op med promotion, hvor hun spillede i ethvert indkøbscenter, du kan forestille dig«.

Hvordan fandt I på hele iscenesættelsen af hende?

»Vi sidder tit og definerer universet, før vi går i gang. Med Britney var det noget med amerikansk kultur. Men fordi det er set udefra – da man ikke er amerikaner – bliver det lidt overdrevet. Specielt med ’... Baby One More Time’, der bare var sådan superamerikansk, hvilket jeg nærmest kun tror, man kan gøre, hvis man ikke er amerikaner. Men skolepigeuniformen fandt hun selv på. Fuldstændigt. Hele sit image har hun selv styret lige fra starten. Hun havde jo været i gang med gamet, siden hun var bette, bette lille«.

Hvordan er det at tænke tilbage på den tid i 1990’erne, hvor I næsten ikke kunne gøre noget galt?

»Det var en skidesjov tid. Mest fordi det var sådan en drengeklub med mig, Max Martin og så Denniz, der desværre døde af kræft for nogle år siden. Da de her boygruppeting blev kæmpestore, var det da sjovt at indspille med tusind skrigende unger ude foran studiet. Det var meget sjovt. Jo. Men også sådan ... sobert«.

Han pauser et sekund.

»Nogle gange«, siger han med et smil, før han fortsætter:

»Det var hele tiden fremadstræbende. Der var ikke noget tidspunkt, hvor man satte sig ned og egentlig tænkte over, at vi lige havde solgt 25 millioner af den plade. Det var ikke det, det handlede om. Det var ’hvor er vi med næste plade?’ og at sørge for hele tiden ikke at tabe et skridt. Vi havde ikke nogen anelse om, hvordan resten af verden så ud, for vi var bare begravet i det her«.


Musikbranchens grædekor
1999 blev året, hvor det hele toppede med gigantiske albumsucceser for både Backstreet Boys og det nye popfænomen Britney Spears.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men året efter valgte Dodd og Max Martin at stoppe Cheiron. Der skulle ske noget nyt.

Samtidig var Denniz Pop død to år før, og med ham var en del af ånden gået bort.

Desuden var musikbranchen ved at ændre sig, og Dodd var ved at ændre sig med den.Plader solgte slet ikke i de samme mængder længere, og ulovlig digital musikdistribution over internettet blev syndebuk i en musikbranche, der langsomt begyndte at gå i panik.

Men ikke Dodd. Han startede et nyt selskab med verdens næststørste pladeselskab, Sony/BMG, og begyndte at lave tv-koncepter.

»Der var en, der fortalte mig, at der sad tre en halv gang så mange mennesker og så ’Big Brother’, da det kørte for fuld udblæsning, som der sad og så VM-finalen i fodbold – hver eneste dag. Og så tænkte jeg: Hold da kæft en pipeline at have direkte til folk. Og så gik jeg i gang med at pille ved tv«.

Og Dodd har ikke meget tilovers for det grædekor, der i musikbranchen tog til i takt med pladesalgets nedtur.

»Mulighederne for at få sine ting ud i verden er jo større, end de nogensinde har været. Der er masser af muligheder, der ikke var der for ti år siden. Så kan man sidde og fedte rundt i, at man måske sælger halvdelen af, hvad vi solgte for ti år siden, men folk har jo en kæmpe appetit på musik på alle mulige andre måder. Den bliver bare indtaget på en anden måde, og man er nødt til at være fleksibel. Herovre har de jo blandt andet regnet den ud med ’crossbranding’, hvor Jay Z har sit tøjmærke Rockawear, og Puffy har sit Sean John«.

Popstjerner, der bruger deres berømmelse til at starte virksomheder med sig selv som promoverende frontfigur, er i dag mere reglen end undtagelsen.

Fra gummisko til parfume til energidrikke. Stjernerne sælger mærkevarer som levende reklamebannere, men spørgsmålet er så, om popmusik bliver en form for marketing.

»Det er en forskel i forhold til tidligere. Man har ikke råd til at være så fintfølende i forhold til, hvordan man sælger sin musik. Tidligere blev der også set ned på, at man lagde sin musik på reklamer og tv-show osv. Nu tror jeg, at de fleste er meget positive over for det. Der er mange, der slår igennem på den måde. Også via f.eks. computerspil«, siger Martin Dodd.

»Tidligere købte folk et album. Det var et helt måltid, og folk blev mætte. Nu tror jeg, at musik bliver indtaget meget mere i sammenhæng med andre ting. Du kan sidde i Timbuktu og opbygge en kæmpe fanbase på MySpace, Facebook og YouTube. Den kreative proces er blevet udvidet med hele den side nu, og den også er blevet en del af industrien«.

Han siger det med begejstring.

Men samtidig også med en hovedrysten over for den del af pladebranchen, der endnu ikke har omstillet sig til popmusikkens nye vilkår.

»Vi har kæmpe problemer i musikbranchen, men det er strukturmæssigt. Pladeselskaber må skrive kontrakt med kunstnere til mere komplicerede strukturer, for de er nødt til at bruge andre indtægtskanaler. Og så skal de lave om på den måde, de lancerer ting. Der er al muligt, der foregår lige nu. Og masser af mennesker bliver fyret«, siger han, ikke nedladende, men konstaterende.

Og kunsten?
Det er svært ikke at blive revet med, når han dissekerer musikindustriens udvikling og endda giver den – hvis ikke en happy ending – så i hvert fald en smittende optimisme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så meget, at man næsten glemmer, hvordan pladeselskabsmanden Martin Dodd passer perfekt ind i popkritikerens billede af den onde forretningsmand, der udvander musikken med udspekulerede businessplaner og profitoptimering.

Hvor er musikken, sjælen og følelserne henne i popmusik, der bliver lavet for at kunne markedsføre sodavand?

»Man skal prøve at komme ud over den tankegang, man måske særlig har i Europa, hvor man laver musik, fordi man har et eller andet inden i sig selv, som man skal pleje – hvor musik skal være en proces, som er nærmest terapiagtig, i modsætning til at der er folk, der betaler én penge for at underholde. Man skal sørge for at tænke på, hvad man giver sit publikum. Og det tror jeg gælder for alle genrerne«.

Nogle vil så sige ’hvad med kunsten?’. Hvad hvis man godt vil udtrykke sine følelser?

»Men hvorfor skal de to ting være modsætninger? Det synes jeg ikke. Det der med, at man skal være plaget ... alle de der anmeldere, hvor man skal passe ind i en rolle, de har inde i deres hoved, før man har noget credibility. Det er jo ikke ægte. Det er jo dem, der er indskrænkede, når de ikke kan se noget indhold i andre mennesker«, siger Martin Dodd.

»Norah Jones, Britney eller Amy Winehouse – det er dybt forskellige ting, de står for, og hvis man har en eller anden forprogrammering inde i sin hjerne for, at man skal være på en bestemt måde, før det er kulturelt forsvarligt, så synes jeg nærmest, at det siger mere om anmelderen end om kunstneren. Amy Winehouse er sat’me fantastisk, men det synes jeg også, Rihanna er«.

Hvad er det, Britney kan?

»Hun har fokus som ingen andre. Og så er folk bare engagerede i hende på en måde, som går ud over, om de synes, hun laver en god plade eller ej. Hvis hun ikke var én, man bare ikke kunne tage øjnene fra, så ville det være gået i sin mor igen«.

Men der vel også en eller anden musikalsk side? Ellers ville hun jo bare være Paris Hilton?

»Det er sjovt, at du siger ’bare’. Så har du allerede lagt ud, hvad der er vigtigst. Men der tænker jeg helt anderledes. Jeg tænker, at Paris Hilton er Paris Hilton, og Britney er Britney, og de er begge to skidegode til at være det, de er. Jeg synes, at ’The Simple Life’ (tv-program med Paris Hilton, red.) er totalt fedt tv. Hun kan lave et tv-show, som folk ikke kan lade være med at se på. Det er da også et talent, synes jeg«.

Du har vel tjent de penge, du skal. Hvad motiverer dig i dag?

»Det er vel, fordi man har et eller andet inden i sig selv, hvor man synes, det er skideskægt at se en eller anden idé eller en sammensætning fungere og blive en realitet. At fungere behøver ikke at være, at man sælger 10 eller 50 mio. plader. Det kan være, at det bare fungerer inden for genren. At fuldføre det. Jeg tror, det er meget entreprenørisk«.

Overvejer du nogensinde at stoppe?

»Hvis jeg bliver gift og får børn, kunne jeg godt tænke mig at være hjemmegående husmor, men der skal være et andet formål med det end bare at slappe af og sove længe. Der skal være et familieformål. Det ville være skønt«.

Han siger det med et lille og lettere saligt smil, så man faktisk tror på, at han vil nyde det. Men samtidig virker det også, som om den 40-årige Dodd også har indstillet sig på, at den tid måske aldrig kommer.

At kufferten måske aldrig bliver pakket ud.

»Jeg tror, det er en del af en pris, man har betalt. Det er o.k. I de sidste par år er jeg begyndt at tænke på, at der er vigtigere ting end at være fuldstændig opslugt af de her ting«.

Han tænker sig om.

»Til gengæld tror jeg også, at man er nødt til at være opslugt. Jeg tror ikke, at man kan gøre det halvhjertet. Det er virkelig alt eller intet, og man kaster sig ind i det med liv og sjæl. Jo, jeg kunne da godt tænke mig at tage et halvt år til Tibet og plukke blomster og se på stjerner ... Men hvad så med dem, som man har lovet højt og helligt, at man vil banke deres ting igennem?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce