Der er øjeblikke, der står som ætset ind i ens erindring. Som den decemberaften for 35 år siden, da Thad Jones, dengang leder af The Thad Jones/Mel Lewis Orchestra, som dagen efter skulle give koncert i København, trådte ind det gamle Jazzhus Montmartre i Store Regnegade og pludselig, som ramt af lynet, blev stående, mens han forbløffet stirrede op mod scenen, hvor en ung bassist netop havde indledt en solo. En kort, hviskende samtale mellem Jones og en af hans musikere klarede tilsyneladende begreberne, for Jones nikkede, som om han ville sige, at »så kunne han bedre forstå det«. Bassisten var den 23-årige Niels-Henning Ørsted Pedersen. En musiker, hvis navn Jones åbenbart havde hørt omtalt, men aldrig hørt selv. Allerede dengang havde Niels-Henning Ørsted Pedersen imidlertid prøvet mere, end de fleste bassister nogensinde vil komme til. At netop bassen overhovedet blev hans instrument, skyldtes dog noget af en tilfældighed. Begyndte med klaver For hjemme i Osted var han begyndt med at spille klaver. Det samme gjorde hans legekammerat Ole Kock Hansen - og han gjorde det tilmed betydeligt bedre. Så da man ville danne et amatørorkester, foreslog man Niels-Henning at spille bas, for en sådan manglede man i bandet. Fornuftigt nok henvendte han sig til en af landets førende pædagoger, Oscar Hegner, lærer ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og under hans vejledning udviklede Niels-Henning hurtigt det talent, der allerede som 15-årig skulle gøre ham til vor ubestridt førende jazzbassist. Samme år, i 1962, medvirkede han også i sine første pladeindspilninger, bl.a. med den legendariske pianist Bud Powell. I 1966 valgtes han til Årets Danske Jazzmusiker, og i 1968 blev han nr. 1 som bassist i det amerikanske jazztidsskrift Down Beats årlige kritikerafstemning i kategorien for 'Talent of Deserving Wider Recognition' (talent, der fortjener større opmærksomhed). Og i 1990 fik han Nordisk Råds musikpris. Verdensnavn Det var årene som husbassist i Store Regnegade, der satte gang i den karriere, som siden hen skulle gøre Niels-Henning Ørsted Pedersen til et af jazzens verdensnavne. Her mødte han bl.a. musikere som Lee Konitz, Warne Marsh, Roland Kirk, Yusef Lateef, Johnny Griffin, Don Byas, Tete Montoliu og Stuff Smith, men det var i særdeleshed det langvarige samarbejde med Dexter Gordon, Ben Webster og Kenny Drew, der alle var bosat her i landet, som var så lærerigt. Og naturligvis havde NHØP, som man var begyndt at kalde ham, i en årrække også sin faste plads i Radioens Big Band. Et tilbud om at blive medlem af Count Basies orkester takkede NHØP nej til. Men da Oscar Peterson i 1973 tilbød ham jobbet som bassist i sin trio, tog han imod det. En streng herre, der stillede høje krav og forventede at få dem opfyldt. Og NHØP vandt ikke blot dennes respekt, men også erfaringer, der ikke mindst kom ham til gode, da han i en periode turnerede med Norman Granz' Jazz At The Philharmonic, hvor der blandt de store drenge undertiden kunne være kamp til stregen. Ved siden af dette turneliv spillede NHØP både med egne og andres grupper, deltog i pladeindspilninger med navne som Stan Getz, Chet Baker, Toots Thielemans, Dexter Gordon, Philip Catherine, Palle Mikkelborg, Finn Ziegler, Ole Kock Hansen og mange, mange flere. Hans og Kenny Drews version af 'I skovens dybe, stille ro' har herhjemme nærmest fået klassikerstatus, men den blev også storsælger i Japan. Og uforglemmelig for dem, der oplevede det, er ligeledes en koncert i København med Sonny Rollins, Alan Dawson og NHØP, hvor den store tenorsaxofonist næsten ikke kunne løsrive sig for at spille selv. Optagelser fra koncerten eksisterer, men de blev aldrig udgivet officielt. Så meget desto højere står de i kurs blandt private samlere. Det danske islæt Det udstrakte turneliv, der i lange perioder holdt NHØP borte fra sin familie, fik ham på et tidspunkt til at sige sit samarbejde med Oscar Peterson op. Hvilket denne ikke tog ham specielt nådigt op. I stedet arbejdede NHØP på freelance-basis med andre musikere og ensembler samt sin egen trio, i hvilken det danske islæt i musikken med tiden var blevet stadig mere fremtrædende. Men også samarbejdet med Oscar Peterson havde NHØP genoptaget i de sidste år, efter at pianisten var blevet ramt af et slagtilfælde, der havde lammet hans venstre side, og dermed fået brug for en støtte, som NHØP kunne yde ham sammen med sin faste triopartner, guitaristen Ulf Wakenius. Med sit virtuose spil satte NHØP i sin tid en standard for det pizzikerede basspil, der nærmest syntes uopnåelig for andre. Siden har han været i stand til at raffinere det yderligere, men man kommer ikke uden om, at det også har kostet en del af den spontanitet, der kendetegnede det oprindeligt. Hvilket dog ikke kan ændre ved den kendsgerning, at dansk jazz ved NHØP's død har mistet sin internationalt mest velrenommerede repræsentant. Niels-Henning Ørsted Pedersen døde i sit hjem af et hjertestop. Han blev 58 år.