»Det var noget, jeg havde i mig i lang tid. Jeg følte det som en pligt at tale om, hvad jeg så, en pligt over for mit folk, som nu ikke har en stemme. Det var en måde at fortælle folk, at alle har pligt til at bekæmpe folkedrab overalt. Det var først i 2003 ved en konference i Århus, at jeg talte om det. Da talte jeg ikke om mig selv, men bagefter spurgte mange, hvordan jeg havde overlevet. Derfor skrev jeg i avisen, men jeg gik først med det i halvandet år. Det vejede tungt. Faktisk har jeg en hel bog, 50 sider. Bagefter har jeg fået mange breve fra folk og organisationer. Det er jeg glad for. Jeg plejede at føle, at jeg skyldte noget, fordi jeg overlevede. Nu føler jeg, at jeg har betalt noget tilbage«.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Disse 5 fødevarer skal du spise for at holde tarmen sund
-
DR-vært var tydeligvis utryg ved gæstens insisteren på nuancer
-
Et toporkester faldt fra hinanden
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Jeg ringede til firmaet bag Aula for at høre, om Moderaternes påstand virkelig er sand
-
Det er at lukke øjnene, når vi nægter at erkende, at det har noget med etnicitet at gøre
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce