Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville blive født i en alder af 60, i en højde af flere tusinde meter over Atlanterhavet. Og det er ikke volapyk. Det er, hvad jeg følte, da jeg blev løsladt fra fængslet i Cuba og udvist til Spanien. Min debut som samvittighedsfange skete tidligt i 2003, en periode, som i verdenspressen efterfølgende blev kaldt ’det sorte forår’. Jeg var bare en af de 75 cubanere, der var fængslet for vores tro på, at frihed er et opnåeligt mirakel og ikke en forbrydelse mod staten.
Man siger, at fængslet er en skole, og det er sandt. Jeg gjorde mit bedste for at være en god elev og holdt mine tårer tilbage. Det lykkedes så godt for mig, at mine fængselskammerater stadig betragter mig som en modig mand. I løbet af et par måneder lærte jeg at finde vej i de skibbrudne sjæles labyrinter. Jeg hørte alle hemmelighederne og alle historierne om lejemordere, narkosmuglere, håbefulde emigranter, hvis hemmelige rejse ikke havde været nogen hemmelighed for deres lande, og tyve, der gerne delte deres teskefuld sukker på dage med sult. Zoologi var et af de fag, vi havde hver dag. Jeg lærte at leve blandt rotter, og kom endda, på nætter under den tropiske vinter (som ikke desto mindre er vinter), til at stirre på dem med et blik, nogle ville kalde ’sultent’. Jeg var en ensom ven af de elegante edderkopper, der undertiden befriede mig fra den pinefulde summen og de blodige bid, der ledsagede min søvnløshed. Jeg blev velbevandret udi kosmisk ensomhed og stilhed. Jeg levede i en celle, der ikke var bredere end en mand med udstrakte arme. LÆS OGSÅKommentar: Cubansk systemkritiker kan endelig modtage Politikens Frihedspris. Jeg blev også fortrolig med stinkende overbelægning og uophørlige protester. Måneder med endeløst mørke, måneder med endeløst lys. I nogle fag var jeg blot tilhører. Jeg lærte, hvordan nogle fanger specialiserede sig i selvskade som en desperat løsning på deres fortvivlelse. Jeg var vidne til lemlæstede hænder og andre sår, lige så dødbringende eller tilgivelige som synder.
