Han har talt sig varm, der er længere og længere mellem pauserne, svarene begynder at ligne små forelæsninger, som han ubesværet skyder af sted fra sin plads mellem to tårnhøje reoler i det lille universitetskontor, mens hans hånd rammer bordet i rytmiske slag.
Og så. Stilhed. I 42 sekunder. Mikkel Bolt gransker sig selv, mens en byge bader Njalsgade på Amagers formiddagstrafik og netop når at aftage, før han finder svaret på spørgsmålet: Om han kan nævne et stykke dansk samtidskunst, der virkelig har begejstret ham?








