Vi kører over Knippelsbro og videre langs de graffitimalede vægge på Christiania. Vejen er så slidt, at brostenene bryder op gennem asfalten. Vi svinger til højre og så til venstre. Så er vi på Refshalevej. Den eneste vej, der fører ud til øen, som ingen skilte endnu viser vej til. Asfaltvejen pløjer sig gennem et stengærde, og så er vi der. Næsten. For vejen deler sig i to. Drejer man til højre, ender man hos sejlklubben Lynetten. Vi drejer til venstre og ender på Klaus Hahns kontor. Han har inviteret på en guidet tur rundt på Refshaleøen. Men først bænker han fotografen og mig foran en model af øen, hvor Burmeister & Wain frem til 1996 byggede skibe. »I 1950’erne blev der bygget skibe i de store haller, der var så lange, at de næsten ramte Den Lille Havfrue. Nu bliver de brugt til kulisselager for Det Kongelige Teater«, siger Klaus Hahn. Han er økonomidirektør i Refshaleøens Ejendomsselskab. Klædt i hvid skjorte og sort jakke står han i et lokale i selskabets lille gule kontorbygning og viser med en pind, hvor hvad befinder sig på de 500.250 kvadratmeter, som selskabet bestyrer. Syv minutter »Det tager kun syv minutter at komme ind til Rådhuspladsen«, siger han. »Hvis du er i bil, og trafikken ikke er for tæt«. Efter historiefortællingen går vi udenfor i solen. Klaus Hahn fører os ned til en lille elbil med hvide lædersæder. »Øen er for stor til, at man kan gå hele vejen rundt«, siger han. Vi er taget herud for at finde ud af, hvad der findes på øen, og hvad der skal ske med den. I B&W’s kronede dage arbejdede op mod 10.000 personer ad gangen på øen. Så gik værftet konkurs. Siden har øen været ejet af fire store pensionskasser, og endnu har kommunen ikke fundet ud af, hvad der skal ske med området. Rockmusikere og kunstnere Vi stiger op i den miljøvenlige bil, der ville passe fint til Thomas Bjørn og Tiger Woods. Knap har bilen kørte de første meter, før en gul bil med en kendt dansk rocksanger med meget langt hår bag rattet ræser forbi. Klaus Hahns venstre hånd forlader rattet og strækker sig ud gennem bilens side for at hilse. »Det var Jesper Binzer«, siger han. Den gule bil parkerer uden for en dør og under en række vinduer, hvoraf adskillige er knuste. Rocksangeren og hans band har et øvelokale på øen. Det samme har omkring 60 andre bands. Fotografen har hørt et rygte om, at en anden kendis skulle være herude. Eller i hvert fald et af hans værker. Et stort Asger Jorn-maleri skulle pryde en stor væg i nogle gamle svejsehaller. »Det ved jeg faktisk ikke. Men vi kan da spørge, når vi kommer ned til Det Kongelige Teaters kulisselager«, siger Klaus Hahn. Anderledes aktiviteter Da B&W gik konkurs, opkøbte pensionskasserne skibsværftets bygninger og grunde på Refshaleøen. Det er Refshaleøens Ejendomsselskab, der bestyrer hele herligheden. Hvad der fremover skal ske med øen, er der ingen, der ved. For i kommuneplanen er den kun opstillet som et »perspektivområde«. Københavns Kommune har ingen planer om at lave en kommuneplan for øen før tidligst i år 2021. Andre steder har højere prioritering – Ørestad, Nordhavn, Carlsberg. Men der skal ikke bare lukkes får ind på arealet indtil da. Det skal udnyttes og udvikles. Det fortæller Klaus Hahns chef i telefonen: »Vi tror på, at de her aktiviteter til sin tid vil gøre det mere attraktivt for folk at flytte herud. Og det er ikke noget, der kun skal være her, indtil der skal bygges«, siger Christian Herskind, der er direktør for Refshaleøens Ejendomsselskab. De anderledes aktiviteter skal fortsætte, og der må gerne blive endnu flere af dem, mener direktøren. Det er blandt andet derfor, at han har ansøgt kommune og politi om at få opsat skilte, der viser vej til Refshaleøen. Plads til udfoldelse Golfvognen triller roligt af sted mellem store gamle industribygninger med knuste ruder og facader i forfald. Ved kanten til vandet holder Copenhagen Steel til. De laver alt i rustfrit stål og kan kigge over på Østerbro og kan med et langspyt måske ramme Hendes Majestæt eller Mærsks esplanade.
Ved siden af holder en autoophugger til, og minutter fra smedene går en rusten trappe næsten lodret op og bliver ved med det, indtil man kommer til Skabelonloftet. Et arbejdskollektiv for designere, malere, arkitekter og fotografer. Længere oppe ad trappen ligger endnu et arbejdskollektiv. Og nede på landjorden og lidt derfra ligger der såmænd et til. Vender man sig om på trappens top, kan man se over på teatret Asterions Hus, der opfører forestillinger på Refshaleøen. Sådan er det på øen. Industri og smede går op og ned ad arbejdskollektiver og kunstnere. Der er plads til at udfolde de ting, som der ikke er plads til inde i København, hvor naboklager gør det svært at smede en rustfri trappe eller øve til weekendens koncert. Wozniacki og raketter Cirka 74.000 kvadratmeter af øen er under tag. Ud af det tal bliver 80 procent brugt til en eller anden aktivitet. Aktiviteter, der spænder vidt. En lejer byggede en raket og sejlede den til Bornholm i en ubåd. En anden vil sætte fokus på tiåret for terrorangrebet 11. september ved at fremstille tvillingetårnene i røg på Hudson River i New York. En tredje lejer er en autodidakt præst, der har sin egen frikirke. En fjerde holder møbelloppemarkeder hver måned. Mens en femte startede øens tennisklub, da han fandt en tennisbane i et krat. En bane, som Caroline Wozniacki efterfølgende spillede på i en reklamefilm: »Det kunne ikke blive råt nok, så de havde selv skrald med herud og en brandbil, der skulle sprøjte vand på hende. Men det stod ned i stænger den dag, så det blev ikke nødvendigt«, siger Klaus Hahn. Består af tre dele Der er kun tre huse på øen, hvor det er tilladt at have folkeregisteradresse. De tre huse er gule og ligger på rad og række, inden man kommer ind på industriområdet. Målsætningen for ejendomsselskabet og pensionskasserne bag er at gøre øen til det, der er behov for, på det tidspunkt kommunen giver dem lov til at udvikle. Men direktør Herskind kalder det »mærkværdigt«, hvis flere boliger ikke er en del af det. Men heller ikke han er sikker på, hvad der skal ske. Deler man Refshaleøen groft op, består den af tre dele. En del består af rensningsanlægget Lynetten, en anden af lystbådehavnen, hvor sejlklubben Lynetten holder til, mens den sidste og største del består af gamle industribygninger og bare områder, der hører under Refshaleøens Ejendomsselskab. Jagten på det gemte maleri Efter et par timer er rundturen med Klaus Hahn ved at være tilbage ved det gule ejendomsselskabs hus. Den lille elbil får de pauserende arbejdere på Det Kongelige Teaters kulisseværksted til at hilse med fingre og smil. Teatret er lejet ind i nogle af de gamle haller, og her bliver kulisser og rekvisitter til opera- og teaterforestillinger kreeret. Vi holder ved et kaffedrikkende og cigaretrygende sjak. Vi har et rygte at spørge til. »Hej. Vi har hørt, at der skulle være et gammelt Asger Jorn-maleri på en af væggene inde i de bygninger, I arbejder i. Ved I, om det passer«, spørger jeg. »Nej. Det har jeg ikke hørt noget om«, svarer en fra sjakket. »Hvem havde malet det«, spørger en anden. »Asger Jorn«, svarer jeg. »Der er ikke noget Asger Jorn. Men der var et stort Jørgen Nash-maleri på en af væggene. Men det er blevet malet over for længe siden. I modehvid«, siger han og fortæller om nogle søjler, der var i forskellige farver også. Humøret i golfvognen er allerede faldet. Og sekundet efter træder Klaus Hahn speederen i bund. Ingen Asger Jorn. Ikke engang et Jørgen Nash. Kun skyggen af Wozniacki og et glimt af den langhårede danske rocksanger. Til gengæld varer det kun en måned eller to, før skilte vil vise vej herud.
