Bob, du og din fødselsdag, mand. Nu troede man endelig, at den sidste gamle hippie havde pakket sammen med de der usammenhængende vrøvlefilosofier. Nu er der runde fødselsdage og jubilæer, så man bliver helt skæv: Christiania, Thy-lejren og Femø-lejren.

»Når jeg ser billeder fra 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, kan jeg se, at det var anderledes dengang. Men jeg tror ikke, at den menneskelige forstand kan rumme fortid og fremtid. Begge dele er kun illusioner, som kan manipulere dig til at tro, at der er sket en form for forandring. Men når du har været her en rum tid, virker begge størrelser unaturlige. Det tager sig ud, som om vi bevæger os fremad. Men så begynder man at se ting, man har set før. Har du ikke oplevet det? Det virker, som om vi bevæger os i cirkler«. (1) Bob, du er jo blevet til den der Shu-bi-dua-sang: »Ja, nu er jeg blevet halvfjerds/og jeg synger mit sidste vers«. Men Shu-bi-dua er du vel for fin til at indrømme, du kender? »Nej, jeg var heller ikke rigtig på det, de var bare ... Jeg ved ikke ... jeg kaldte det ikke rigtig noget. Jeg sang ikke rigtig rock’n’roll. Jeg sang Muddy Waters-sange, og jeg sang også Hank Williams-sange og Johnny Cash, tror jeg«. (2) Hvordan vil du beskrive det? »Jeg beskriver ikke mig selv. Hvordan beskriver du dig selv?«. (3) Hvad er dit rigtige navn? Sig det nu, det bliver mellem os og læserne. »William W. Kasonavarich«. (3) Hvorfor skiftede du navn? »Ville du ikke have skiftet navn, hvis du hed William W. Kasonavarich? Jeg fik aldrig fat på en pige«. (3) Er der stunder, hvor du ikke kan holde dig selv ud? »Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Jeg kender ikke mig selv. Jeg ved ikke, hvem jeg selv er. Der er monteret spejle på indersiden af mine solbriller. Men for øvrigt blander jeg mig ikke i mit privatliv«. (3) Hvad gør du med alle de penge, du tjener? »Det slot, hvor Hamlet boede, Kronborg, hvor lang tid tager det at komme dertil på hesteryg?«. (3) Nu er det altså mig, der stiller spørgsmålene, Bob. Siden Buddy Holly har rocksangere skullet dø unge, hvis de mente noget med det. Er det en form for barnlig protest, der gør, at du ikke kradser af? »Mens vi indspillede ’Time Out of Mind’, var Buddy Holly over det hele. Det var noget underligt noget. Ligegyldigt hvor man vendte sig hen. Hvis man gik ned ad en gang, hørte man en Buddy Holly-plade som ’That’ll Be The Day’. Så satte man sig ind i bilen, så spillede de ’Rave On’. Så kom man ind i studiet, hvor der sad én og spillede et kassettebånd med ’It’s So Easy’. Og det skete den ene dag efter den anden. Stumper af Buddy Holly-sange kom ud af den blå luft. Det var helt uhyggeligt. Men efter vi havde indspillet pladen og var taget af sted, blev han i vores bevidsthed. Ja, jeg tror Buddy Hollys ånd må have været der et eller andet sted«. (4) Du skrev vel en sang om det? I anden person ental? »Nogle gange er du’et i mine sange mig, der taler til mig selv. Nogle gange kan det være en anden. Hvis jeg taler til mig selv i en sang, har jeg altså ikke tænkt mig at smide det hele overbord og sige: »O.k., nu taler jeg til dig«. Det er op til dig at finde ud af, hvem der er hvem. Mange gange er det et ’du’, der taler til ’dig’. ’Jeg’et som i ’jeg og mig’ skifter også. Det kunne være et ’jeg’, eller det kunne ikke være det ’jeg’, der skabte mig. Det kan også være, at det er en anden person, som siger ’jeg’. Når jeg siger ’jeg’ lige nu, ved jeg ikke, hvem jeg taler om«. Det er sikkert helt normalt. I hvert fald lige så normalt som at kalde sin turné ’The Never Ending Tour’? »Der var engang en ’Never Ending Tour’, men den ophørte i ’91, da guitaristen G.E. Smith forlod vores band. Men der har været andre turneer siden da: ’The Money Never Runs Out Tour’, ’Southern Sympathizer Tour’ og ’Why Do You Look At Me So Strangely Tour’ ...«. (5)
Noter til Bob Dylans genbrugssvar: (1) ’Fort Lauderdale Sun’ 6. okt. 1995. (2) Radioprogrammet ’The Folksinger’s Choice’ på New York-radiostationen WBAI 11. marts 1962. (3) Pressekonference på Hotel Marina, Vedbæk, maj, 1966. (4) Guitar World Magazine, marts 1999. (5) Cover-noter til albummet ’Good As I’ve Been To You, 1993