Godmorgen, Jan. Det er Djævlens Advokat. »Ja«. Du må undskylde, jeg ringer lidt sent. Men jeg var til et møde nedenunder. Og så skulle jeg også lige skide, prutte, onanere og brække mig i halsen. Så har vi overstået det, Jan. »Er det dig, Ole?«. Nej, det er Djævlens Advokat. Jan, vi er kommet meget langt siden ’Panik i Pladderballe’. Kan du fortælle mig om de kunstneriske processer, du har gennemgået de senere år? »Når du siger, at du er Djævlens Advokat, så er du altså fra Politiken?«. Jeg er Djævlens Advokat, og dette bliver optaget med henblik på videreformidling i Politiken. Det kan jeg bekræfte. »O.k., så er jeg med. Jeg skal bare lige finde min hørechokoladebolle«. Det er du velkommen til. »... Godt, nu er jeg klar. Jeg havde fuldstændig glemt, jeg skulle ringes op. Godmorgen«. Godmorgen, det er Ole! Set i et kulturkritisk lys kan du så beskrive de kunstneriske processer, du har gennemgået siden ’Panik i Pladderballe’, hen over ’Sjofelheder på et fundament af plathed’ og frem til vore dages ’Senildemente sjuskemikler’? »Ens kunstneriske proces er jo betinget af de input, man får – og jeg er af den formening, at fra det øjeblik, Jørgen Mylius blev ansat i DR i 1963 og i al uskyldighed begyndte at præsentere popmusik i radioen, har den lille smule pop udviklet sig til en massekulturel tsunami: Folk har stået på ryggen af hinanden for at videreudvikle en flodbølge af pop! Jeg tænker her på kulturelle bannerførere som Pia Kjærsgaard og tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, hvis embedsførelse i stor udstrækning gik ud på at lade sig fotografere sammen med Flemming Østergaard. Alt ud over den almindelige gængse popmusik er skyllet bort og afløst af en evigt kværnende popmusik, sammensat ud fra såkaldte playlister, hvor et udvalg af radiofolk sidder og bestemmer, hvad folk skal høre i radioen – det er ulideligt«. Ja, Jan. Hvem kunne vide, at Chuck Berrys glade profeti, ’Rock & Roll is Here to Stay’, skulle vise sig at være en forbandelse? »Præcis! Og det vidste vi ikke dengang – vi så jo Jørgen Mylius som en frihedskæmper. Men i dag har det lagt sig som et åg over hele den vestlige verden. Og fjernsynet er jo ikke bedre! Da jeg var ung, i 1960’erne, var der aldrig popmusik i tv – og vi ville jo ellers gerne have set den tids ikoner. Men det fik vi ikke lov til. Når det gik højt, var der måske et program om pletfjerning med en farmaceut. I dag er der kun pop: lort pakket ind i cellofan«. Så Monrad & Rislunds strategi med at pakke lorten UD af cellofanen, tvære den rundt i hovedet og på den måde få de voksne til at grine ad de små frække drenge er – som subversiv kulturkampsstrategi betragtet – gået fuldstændig i smadder? »Jamen, det nytter jo ikke engang, at vi råber højt! Folk kan jo alligevel ikke høre det. Men når det så er sagt, vil jeg sige, at Monrad og Rislund i dag er en lille oase i et stort, stort ørkenlandskab. Vi er her endnu! Vi råber stadig op! Stadig altid syd for livremmen. Vi er stadig kulturbærere og sprogrevsere. Vi er her. Man skal bare holde øje med, hvor vi er. Og i morgen aften er vi altså på Refshaleøen«. Ja, og om et par uger er I i Stettin i Polen, hvor I underholder sammen med Susanne Lana og Amin Jensen på en luksusrejse. »Det er nu ikke en luksus«. Nej, ikke for jer! Men I markedsfører det jo som en luksusrejse! Til de stakkels proletarer, som betaler jeres løn. »Ja, det er sådan, at det er kommet ind i billedet, at vi lejlighedsvis kan tage en tur til Polen og underholde danske tandlægeturister. Vi tager det hele med. Man skal jo huske på, at alle kan have glæde af det. Jeg bliver også af og til kritiseret, fordi jeg skriver i Ekstra Bladet. Men hvorfor dog? Jeg kan da allerhøjst være med til at højne standarden«. »Vi er her endnu«. Hvorfor sagde du det? »Ja, nogen kunne jo tro, vi var afgået ved døden, al den stund vi er kommet op i årene. Det er også fremgået via en emsig journalist på B.T., at vi er gået fra hinanden. Men det er vi ikke. Søren havde en pause på et år i 2010, fordi han skulle have en ny hofte. Men så var det sjovere at skrive: »Monrad og Rislund er blevet uvenner og er gået fra hinanden«. Nej, gu’ er vi da ej blevet uvenner! Vi har været oppe at diskutere indimellem. Det gør man jo, når man er to. Men vi er jo så heldige, at i vores ægteskab skal vi ikke i bukserne på hinanden«. Har du tænkt på, at en dag skal du stå til Søren Rislunds begravelse. Hvad vil du så gøre? Du kan jo ikke stikke en mikrofon op i røvhullet og prutte dig igennem ’Nu falmer skoven trindt om land’? »Jeg er da glad for, at du mener, at jeg skal optræde til Rislunds begravelse. Men vi har begge et meget prosaisk forhold til døden. Søren ynder gerne at sige, at den dag, der ikke længere er målelig puls, skal hans kone bare sætte ham ud i en sort sæk til det andet storskrald. Der er jo ingen, der siger, at der behøver være en egentlig mindehøjtidelighed«. Jeg vidste, du ville dreje det i den retning, Jan. Inde bag alle de platheder, sjofelheder og ølsjatter bor der jo en ung smuk prins, der gerne vil ud. »Det gør der da«. Nå, endelig.FACEBOOK