Godmorgen, hr. journalist, foredragsholder og musiker Torben Steno. »Goddag, hr. Henrik Vesterberg. Vi siger nu ikke godmorgen, når klokken er over 13«. Jeg ville nu bare være høflig. Det kunne jo tænkes, De havde sovet lidt længe. »Det er også rigtigt«. Jeg ville ikke fornærme Dem ved at stille mig overfrisk an, blot fordi klokken har passeret 13«. »Men når De siger godmorgen på dette tidspunkt, antyder De jo, at jeg er en døgenigt«. Men det er De jo også, hr. foredragsholder, forfatter, journalist og musiker Torben Steno. »Enhver, der er tilknyttet de moderne sociale medier, vil jo kunne se, at jeg tidligt i morges har lagt et Rolling Stones-klip ud på Facebook«. Jeg er glad for, at de lyder så frisk og veloplagt i dag. For ret beset kan De jo godt være noget af et surt røvhul at møde på gaden, hr. Torben Steno. »Ja, det er meget, meget sandsynligt«. Måske kunne hele denne misere om Deres længsel efter faste former og Deres følelse af isolation over for moderne mennesker afhjælpes ved, at De så andre mennesker i øjnene med et imødekommende smil. Så ville den respekt og anerkendelse, De savner, måske komme til Dem ganske naturligt? »Det var en meget lang én. Men jeg vil da sige så meget, at det da er muligt. Vi kender jo alle flosklen: smil til verden, så smiler verden til dig. Så nemt er det jo ikke i mit tilfælde. Jeg er nemlig født med et meget løsthængende underansigt. Med høflige omgangsformer forestiller jeg mig nu heller ikke, at man nødvendigvis skal gå rundt og smile. Høflige omgangsformer er jo netop noget, man kan bruge, når man ikke har overskud til at smile. Men når De nu taler om ensomhed og isolation, afslører De rent ud, at De ikke har læst min bog. For det skriver jeg jo ikke om«. Nej, men jeg udtrykker nu blot min opfattelse af Dem, hr. Torben Steno, og Deres optræden i det offentlige københavnske rum gennem 18-17-15 år efterhånden. Hvor De jo altså tit og ofte kommer til at stå lidt for Dem selv med Deres løsthængende underansigt. »Det er nemlig rigtigt. Men det at stå i 15-17-18 år i en krog lidt for sig selv kan også være et valg«. Jeg mente bestemt ikke noget uhøfligt med ensomhed og isolation. »Nej, men jeg ville ikke have noget mod at indrømme det, hvis det var sandt. Men jeg er jo for eksempel lykkelig gift. Det ville være taktløst over for min hustru«. Det er ikke for at score Deres kone, jeg ringer. »Nej, det ville nok heller ikke være muligt for Dem«. Bevares. Men det behøver vi ikke komme nærmere ind på. Det er jo i ren professionelt ærinde, jeg ringer til Dem, hr. forfatter, foredragsholder og musiker Torben Steno. Men De vil nu kunne hjælpe Dem selv, hvis De nu gav Dem til at hilse på folk, De allerede er blevet introduceret for. »Det plejer jeg nu også at gøre«. Jeg mener nu, at De ofte overser mig, på trods af at vi er blevet præsenteret for hinanden som hæderlige mennesker, første gang for mindst 15 år tilbage. Jeg vil kunne navngive flere, der har den samme oplevelse med Dem. »At glemme mennesker er jo ikke nødvendigvis udtryk for uhøflighed. Høflighed er nu også noget, jeg blot er begyndt at praktisere inden for det seneste halve år, fordi jeg ved at skrive den bog er blevet opmærksom på det. Der er også flere af Politikens læsere, der har skrevet på internettet, at jeg har opført mig uforskammet i 7-Eleven på Vesterbro. Det er jo fuldstændig korrekt. Men jeg øver mig i høflighed. Man kan jo godt prøve at gøre noget ved det selv«. Javel, det er altså et terapeutisk forløb, De bringer ud i offentligheden? »Nej, men det ville jo være underligt, hvis jeg ikke prøvede at gøre noget ved det selv. Men jeg er ikke et høfligt menneske og har aldrig været det. Det handler bogen også om. Ved at læse den vil De måske få forklaringen på, hvorfor jeg har glemt at hilse på Dem i en periode på 15-18 år«. Jeg siger blot, at en smule opmærksomhed rettet mod omverden kunne overflødiggøre hele deres vrantne bogprojekt. Forholder det sig ikke sådan, at De har været et indadvendt, surt, gammelt røvhul allerede fra 14-års alderen? »Nej, ikke indadvendt, og jeg vil heller ikke bruge den betegnelse for endetarmsåbningen om mig selv, De dér bruger. Men jeg har været meget sur. Det hænger nu mere sammen med usikkerhed og det løsthængende underansigt«. De kan vel nok også se de ironiske for mange i det forhold, at De komme anstigende der fra bøhlandet med Deres længsel efter gamle former og skal lære os københavnere urbane omgangsformer? »Nu er jeg jo ikke i gang med at lære nogen noget om gamle omgangsformer. Jeg skriver netop, at vi må finde nogle nye«. Men der er nu en vis understrøm i teksten om, at alt var bedre i gamle dage, hvor man ikke skulle uddele knus og stryge hinanden op og ned ad ryggen. »Jeg vil sætte stor pris på at slippe for de kejtede og kolde kram. Det vil være til gavn for hele nationen«. Men så vil jeg sige Dem tak for samtalen. »Ja, selv tak. Jeg har faktisk også en aftale med min læge nu«. Jeg ønsker Dem fortsat godt helbred. Og ønsker Dem i øvrigt god jul. Hvis de altså holder den? »Det gør jeg ikke«. Men så vil jeg ønske Dem glæde i de dage, hvor det er jul, selv om De ikke holder den. »Fuldstændig enig«. Farvel, hr. foredragsholder, journalist og musiker Torben Steno. »Farvel«. FACEBOOK