Hejsa, Rasmus. Er du begyndt at få det lidt svært med at møde nye mennesker? »Nej, ikke specielt«. Nå, der er ellers mit indtryk. Det sker jo for mange, når man ikke er 25 år længere. Pludselig bliver det jo svært bare at få tid til at se noget til dem, man kender i forvejen. Og så møder man ikke rigtig nogen nye. »Ja, det er rigtigt nok«. Jeg har jo i flere massemedier set dig og Martin Buch fortælle, at I gør grin med mennesker, I møder rundt omkring. Det er jo så påfaldende, at I ikke har mødt nogen nye mennesker overhoveder de seneste fem-seks år. »Nå, du tænker på, at det er de samme figurer, vi præsenterer omverdenen for?«. Ja, det er nemlig de samme figurer. Først var de i en revy, så i nogle kabareter, i radio og på tv. Nu skal de alle sammen på Bellevue Teatret. Så er det, man tænker på, om I aldrig møder nogen nye mennesker? »Vi holder jo bare meget af dem, vi har mødt. Vi er meget trofaste over for vores karakterer. Vi har skrevet på den samme sketch i seks år. Vi er ikke færdige med den endnu«. Og den bliver så bedre, hver gang man flytter den fra det ene medie til det andet? »Ja, så får man sådan lidt flere farver på hver gang, ikke?«. Ja, vi andre er jo opdraget til, at en vittighed fortæller man én gang. »Men nu har vi jo aldrig fortalt vittigheder. Vi skaber ...«. Fordi I er sådan nogle skabende mennesker? »Ja, vi er nogle meget skabende mennesker. Vi sætter også folk ind i skabe nogle gange. Vi er så skabende, at vi nogle gange ikke kan komme ud af skabet for bare skab«. Men for fanden, Rasmus: Bellevue Teatret. Så bliver man jo rig! »Ja, det er jo ikke til at vide. Det kommer an på, hvordan det går, jo«. Det har man set før: Det skete for Eddie Skoller, for Jan Gintberg, for Det Brune Punktum: kabaret, radio, tv, Bellevue Teateret: Og så bliver man rig«. »Hvis vi bliver rige, så har vi besluttet at åbne en frisør i Marstal«. O.k., skal Paprika Steen arbejde der? »Om Paprika Steen skal arbejde der? Det har vi ikke planlagt, men det kan da godt være«. Ja, for dem fra Det Brune Punktum havde jo lavet alt det andet sammen med Paprika. Men lige da de nåede til Bellevue Teatret, gad hun ikke være med. Så blev de andre rige, og Paprika blev nødt til at være med i samtlige danske film i ti år. For bare at komme nogenlunde på niveau. Så du kan godt se alternativet: Hvis I ikke bliver rige på Bellevue, bliver I nødt til at være med i alle film de næste ti år. »Så håber jeg, vi bliver rige«. Ja, men så ryger den nok, den med de rige snobber. Så er det jo ikke sjovt længere. »Nej, men så rige bliver vi jo ikke. Du skal tænke på, vi er jo 60 mennesker derude«. Men hvis I nu selv er rige ... I er jo skuespillere, så I er jo snobbede i forvejen. Det bliver jo ikke sjovt, når der sidder nogle rige snobber og gør grin med nogle rige snobber? »Jo, jeg tror stadig, det kunne være sjovt«. I kunne så lave noget med nogle fattige, der gør grin med de rige? »Ja, det er jo aldrig set før«. Ja, så kunne I sidde der i Brøndbytrøjer og drikke Bjørnebryg og gøre grin med, hvor åndssvagt det er at spille golf, og hvor dårligt rødvin smager. »Hold kæft, det er en god ide. Det kan være, vi stjæler den«. Du er sød. Jeg kan godt li’ dig. »Du er også sød. Men du er også fræk«. Jeg slår dig kraftedeme ihjel. »Du skal holde din kæft. Stil mig nogle ordentlige spørgsmål, eller jeg flænser huden af din krop«.