'Kusse'-oprør skræmmer Putin

Revolte. Tre af medlemmerne af Pussy Riot karakteristisk maskeret bag deres farverige huer.
Revolte. Tre af medlemmerne af Pussy Riot karakteristisk maskeret bag deres farverige huer.
Lyt til artiklen

De gik ind i Frelserkirken i Moskva 21. februar som almindelige kirkegængere i mørkt vintertøj, løb op mod alteret, mens de smed overtøjet og afslørede farverige miniskørter og strømpebukser og trak de kulørte hjemmelavede skihuer, balaclavas, over hovederne. De spjættede begejstret med arme og ben under deres »punkbøn« for, at »Guds moder« ville smide daværende præsidentkandidat Vladimir Putin ud. Det blev til en meget kort optræden, for chokerede rengøringskoner og sikkerhedsvagter fik dem stoppet, men den under et minut lange optræden har siden splittet det russiske samfund. Ikke mindst under den retssag, der indledtes 30. juli ved en distriktsdomstol i Moskva og blev afsluttet i onsdags. For alle forholder sig i øjeblikket til Pussy Riot, som har slået kraftigere igennem i Rusland og internationalt end alle de måneder lange demonstrationer mod Putin tilsammen. LÆS OGSÅVesten holder øje med russisk punkretssag Punkkollektivet er unge og højtuddannede kvinder, der ud over aktionerne imod Vladimir Putin har aktioneret for miljøet, homoseksuelle og traumatiserede børn og gennemført mange kulturhappenings mod russisk konformitet og konservatisme. Da de tre fængslede punkere afrundede deres forsvar onsdag, var det med mange litterære henvisninger. »Som Solsjenitsyn tror jeg også på, at pennen er mægtigere end sværdet. Som Katja og Masja (de to medfanger, red.) er jeg i bur, men vi har ikke tabt. Som dissidenterne (i sovjettiden, red.), der blev sat i fængsel eller psykiatriske hospitaler, er vores skæbne en dom over regimet«, sagde et af de sigtede Pussy Riot-medlemmer, Nadesjda Tolokonnikova. Det bløde og det hårde Pussy Riot blev først verdensberømt, da en video af ’punkbønnen’ blev lagt ud på YouTube. Gruppen blev dannet i oktober sidste år i protest mod Putins melding om, at han stillede op til præsidentvalget i marts i år. De valgte navnet Pussy Riot som kombination af det ekstremt bløde: ’Pussy’ for kattekilling eller i de bramfri feministers sprog snarere slang for fisse, ’Riot’ for det ekstremt hårde. Kombinationen af deres meget feminine og sexede samt meget vrede sider. Ifølge den russiskortodokse kirke er punkkvinderne »djævelens værk«. Ifølge oppositionen selve symbolet på den udbredte vrede over Putins genindtog i Kreml. De har råbt og sunget mod det stadig mere autoritære russiske system på Moskvas travleste metrostationer og på taget af et fængsel efter demonstrationer 5. december sidste år imod valgsvindel. Videooptagelser viste betjente kravle desperat rundt for at hive dem ned fra taget, mens fængslede aktivister klappede fra cellevinduerne. LÆS OGSÅPussy Riot er blevet et russisk protestsymbol Pussy Riot sang sig for alvor ind i russernes bevidsthed, da de i januar på Den Røde Plads i Moskva fra platformen, der var henrettelsesplads i tsartiden, opførte sangen ’Putin blev bange’.

Den blev et hit via internettet med omkvædet: »Revolte i Rusland – Protestens karisma. Revolte i Rusland – Putin blev bange. Revolte i Rusland – Vi eksisterer! Revolte in Rusland – Oprør! Oprør!«. De russiske punkere er inspireret af punkbevægelserne i New York i 1990’erne Riot Grrrl og Bikini Kill, der opererede iklædt guerillamasker, ligesom Pussy Riot bærer spraglede balaclavas. Gruppen kalder sig »et åbent kunstnerkollektiv« for alle feminister.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her