Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Rutineret. Goran Brkic har siden, 5A begyndte i 2002, styret sin 15 ton tunge arbejdsplads gennem København. »Efter så mange år på samme linje ved jeg næsten alt om skjulte sidegader, turistattraktioner på ruten, og hvad kunder og turister ellers kan finde på at spørge om. Det giver ro«, siger han.
Foto: Joachim Adrian

Rutineret. Goran Brkic har siden, 5A begyndte i 2002, styret sin 15 ton tunge arbejdsplads gennem København. »Efter så mange år på samme linje ved jeg næsten alt om skjulte sidegader, turistattraktioner på ruten, og hvad kunder og turister ellers kan finde på at spørge om. Det giver ro«, siger han.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Goran er chauffør på den mest hektiske rute gennem København

Buslinjen 5A har ry som langsom og ineffektiv, men på trods af det tiltrækker den kunder som aldrig før.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Klokken er 12.17, da 48-årige Goran Brkic vrider nøglen rundt i tændingen, sætter mekanikken i gang og forlader busholdepladsen med kurs mod Husum Torv.

Han kaster et rutinemæssigt blik på føreruret og konstaterer med tilfredshed, at ruteplanen stemmer.

Præcis 82 minutter har han nu til at tilbagelægge den 14,5 kilometer lange rute i buslinjen, der gennem det seneste årti har været i hastig vækst og i dag kan kalde sig den ubetinget største af slagsen i Nordeuropa. 65.000 københavnere skal linje 5A hver dag transportere gennem byen.

Fyldt på ingen tid »Lad os se, hvor lang tid der går, før bussen er fyldt«, siger Goran Brkic, før han holder ind ved rutens første stoppested på Amagerbrogade.



En daginstitution skal på tur og besætter bussens midterrum med to klapvogne og et halvt dusin højrøstede børn. Fire pensionister og en mand med et cykelhjul tager også plads. Ligesom en teenagepige med musik fra iPod’en i ørerne, en kvinde med hvalp og et yngre kærestepar, der fletter fingre mellem to sæder.

Det regner udenfor, og efter fire stoppesteder er de sidste ledige pladser besat.

Kært barn har mange navne
»5A er meget anderledes end alle andre busruter. Den er noget specielt på grund af presset, ruten hele vejen gennem byen, og fordi lydniveauet altid er lidt højere i 5A. Især når bussen er fyldt med børn. Derfor skal man som chauffør være forstående og fleksibel, hvis du vil køre den her linje. Personligt kan jeg rigtig godt lide den«, bemærker Goran. Og svinger ud fra et af rutens 110 indlagte stop.

Den efterhånden legendariske buslinje har med tiden tilegnet sig et utal af øgenavne. Ladningen afhænger af øjnene, der ser.

Efter så mange år på samme linje ved jeg næsten alt om skjulte sidegader, turistattraktioner på ruten, og hvad kunder og turister ellers kan finde på at spørge om. Det giver ro.

De unge på Nørrebro kalder den ’kødpølsen’ på grund af kundetætheden, i bredere folkemunde går den kaotiske buslinje under navnet ’Tarzanruten’, og buschauffører på de øvrige linjer i hovedstaden kalder 5A for ’dødens rute’.

Stort pres
Men trods linjens image som langsom, upålidelig og lummer, er antallet af passagerer de seneste år steget så hastigt, at linjens operatør, norske Nettbuss, nu må tænke kreativt for at »lette trykket«, som markedschef Joakim Nørholm Vasehus udtrykker det.

Derfor er ruten udstyret med en fleksibel køreplan, hvor der skeles til vejret og indsættes såkaldte ’regnvejrsbusser’, når himlen åbner sig. I kulisserne arbejdes der også med at nedbringe transporttiden og indsætte såkaldte busværter, der skal guide kunderne om bord og på plads hurtigst muligt.

»Ruten er blevet så stor, at vi må tage nye midler i brug«, siger Joakim Nørholm Vasehus.

Glæde på trods af gråvejr
Goran Brkic styrer ubesværet sin 15 ton tunge arbejdsplads over Langebro. Regnen er taget til i styrke, og trængslen i bussen ligeså.

Men det lader chaufføren sig ikke mærke med. Der skal tilsyneladende en del til at drive glæden ud af Goran Brkic. Også på en dag, hvor himlen udenfor er mørkegrå, forruden dugget, kunderne gennemblødte, og gulvet i bussen sjasket til.

Han fortrækker heller ikke en mine, da en teenagefyr kort efter prikker sin kammerat i siden og udbryder:

»Fuck, der stinker sgu da af lort herinde!«.

Skjulte sidegader
Om Goran Brkic er for træt til at reagere, fordi han har været på vagt siden klokken fem i morges og nu er halvvejs gennem dagens sidste tur, eller om han i stedet lytter til radioanlægget, der spiller Nancy Sinatra-klassikere, er uvist. Sikkert er det til gengæld, at han besidder erfaringens ro.

Serberen kom til Danmark i midten af 90’erne under Balkankrigen og regnede egentlig med at bruge sin uddannelse som biotekniker eller fortsætte den tandlægeuddannelse, han var begyndt på i sit hjemland.

Ruten er blevet så stor, at vi må tage nye midler i brug.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men af forskellige årsager måtte Goran sadle om, og siden 1999 har han fem dage om ugen bragt tusindvis af danskere gennem byens mylder. Goran Brkic sad også bag rattet, da bus 5A for første gang trawlede gennem byen 20. oktober 2002 – dagen efter metrotogenes jomfrurejse i København.

I fem år har han nu udelukkende kørt 5A, og det betaler sig:

»Efter så mange år på samme linje ved jeg næsten alt om skjulte sidegader, turistattraktioner på ruten, og hvad kunder og turister ellers kan finde på at spørge om. Det giver ro«, siger Goran Brkic, der i slalomkørsel passerer Nørreport Stations massive vejarbejde – arbejde, som har tvunget fire nye, værdifulde minutter ind i den i forvejen tætpakkede køreplan.

Kursus i konfliktløsning
Og ro er vigtigt. Ruten gennem flere af Københavns belastede kvarterer og den spraglede sammensætning af kunder stiller krav til chaufførerne. Nogle råber, mens andre kaster stængerne op på sædet eller nægter at betale. Derfor bliver chaufførerne stadig oftere sendt på efteruddannelse i konfliktløsning.

»Sammen med 2A, der kører fra Tingbjerg, og busser, som passerer Christiania, er 5A den mest udsatte rute. Desuden er kunderne i 5A blandt de buspassagerer, der snakker allermest, og mange har hele familien med i bussen. Oftest er det bare hyggeligt, men der er mange ting, der skal falde på plads, for at man undgår at blive lidt stresset«, siger Goran Brkic.

Hård jomfrurejse
Stresset blev den serbiske buschauffør til gengæld på sin allerførste tur. En fredag nat i marts 1999 satte han sig til rette i natbussen 97N, der skulle samle fulderikker op fra Rådhuspladsen og sætte dem af langs ruten til Køge.

Det var så tåget, at Goran ikke kunne se 50 meter frem for sig. Huske de 150 stoppesteder på ruten kunne han heller ikke. Og de fulde kunder stressede ham. Det hele endte med, at Goran måtte få assistance af en chaufførkammerat, der fra de forreste passagersæder hjalp med at bringe bussen gennem tågerne.



»Den tur glemmer jeg aldrig. Jeg troede ikke, jeg kunne finde ud af at køre bus«, sukker han.

I dag bliver stressen og spændingerne på 5A blandt andet bekæmpet med kampagner, der opfordrer kunder til at sende rosende sms’er til deres chauffør. Det har ifølge busoperatøren bag 5A hjulpet. Og flere chauffører på ruten modtog priser for deres kundebehandling ved den seneste branchefestival.

Bus for de dovne
Vi nærmer os Husum Torv. Trængslen i bussen ebber ud, efterhånden som Nørrebro forsvinder i bakspejlet, og ude bag vinduerne erstattes shawarmabarer og mellemøstlige rejsebureauer med antikvarer, isenkræmmere og genbrugsbutikker.

En mand sætter i løb for at nå bussen og er nær ved at blive påkørt, da han passerer vejen. Han når med, men optrinnet giver et sæt i flere passagerer, der ser det ud ad vinduet.

Også i 20-årige Celina Rasmussen, som sidder bagest i bussen. Kvinden, der er iført dunjakke og en taske af mærket Louis Vuitton, stod på ved Nørreport og skal hjem til Husum og skifte tøj, før hun om et par timer skal mødes med nogle veninder på Fisketorvet.

»Jeg pjækkede fra sidste time på hf. Jeg gad bare ikke rigtig«, siger hun.

Celina Rasmussen har i to år brugt bus 5A eller den rutemæssigt beslægtede 350S mindst to gange dagligt.

»Egentlig er 5A ikke særlig god, synes jeg. Den går næsten i stå nogle gange. Men der er for langt at cykle, og selv om der tit er ret pakket herinde, så skal man aldrig vente særlig længe på, at bussen kommer. Det handler vel også om, at jeg er lidt doven«.

Frem og tilbage gennem junglen

Lidt efter triller vi ind på Tarzanrutens endestation, og over bussens anlæg informerer en blød kvindestemme de tilbageværende i bussen om, at der ikke er mere at komme efter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Goran Brkic slukker for bussen og går en runde for at tjekke, at alt stemmer. En kvindetaske er blevet efterladt forrest i bussen, og der er knas med billetmaskinen, når serberen at konstatere, før afløseren hilser på og sætter sig bag rattet. Goran Brkic trækker sin jakke over hovedet, bevæger sig ud i regnen og i retning af garagen og en tår fyraftenskaffe. Bag ham brummer 5A igen, da motorerne startes.

Så glider bussen ud fra holdepladsen, på vej tilbage gennem junglen.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden