Palads’ aktuelle udstillinger tematiserer den danske familiefilm ’Min søsters børn i Afrika’ og den amerikanske western ’Django’. Udstillingsskabene kan ses ved indgangen til Palads.

Jacob Elkær-Hansen, jeg ringer jo, fordi jeg jo har lagt mærke til de tableauer, I har i foyeren i Palads?

»Ja, udstillingsskabene! Det kalder vi dem«.

Nå. Kan du måske forklare, hvad det er, I udstiller der?

»Det vi typisk gør er, at vi laver en udstilling, der tematiserer vores kommende film. Vi forsøger at gøre det på en måde, der virker inspirerende, samtidig med at det er sjovt at kigge på«.

Javel, ja. Har I nogensinde været ude for, at nogen er strøget lige over i billetlugen og har sagt: Næ, altså! Den udstilling, den virker SÅ inspirerende på mig, at jeg straks må købe fire billetter til den film?

»Faktisk ikke decideret«.

Det forstår jeg så udmærket.

»Ja«.

Så vi kan berolige læserne med, at det altså ikke er, fordi, I tror I sælger flere billetter, at I laver de her såkaldte udstillinger?

»Det handler om at sætte fokus på nogle film, om at udsmykke biografen med et filmrelateret tema og om at gøre opmærksom på kommende film i Palads«.

... Og derfor har I så et ikke nærmere defineret antal voksmannequiner, som I så klæder på med noget tøj, der ligner det, skuespillerne har på i filmen?

»Vi bruger andet end voksmannequiner. Lige nu har vi også en zebra!«.

Ja, i den aktuelle, såkaldte udstilling for ’Min søsters børn i Afrika’ har I nemlig en udstoppet zebraunge stående. Hvordan opstod ideen med at udstyre dette udstoppede dyr med en stor rød sløjfe?

»Det kan godt være, vores dekoratør har været en lille smule kæk den dag. Det skal jeg ikke afvise«.

Nu siger du dekoratør, helt ærligt: Er det ikke bare en gammel billetkontrollør, som engang i 1950’erne drømte om at blive vinduesdekoratør i Magasin, der insisterer på at lave de der udstillinger? Nu er han for længst pensioneret. Men I nænner ikke at nedlægge udstillingerne og bruge pladsen til noget mere fornuftigt – eller bare kønnere?

»Det ville vores dekoratører være meget kede af at høre dig sige«.

Det kunne jo tænkes, at grunden til, at du overhovedet har sagt ja til at medvirke i dette interview er, at du vil af med den udstilling. Det kunne jo tænkes, du personligt havde en bare nogenlunde almindelig æstetisk sans og så ville bruge dette interview til at vise din chef, at Palads er til grin i pressen på grund af de udstillinger. Det ville også være et godt argument for at få ham den gamle, dekorationsivrige kontrollør fyret?

»Nej, man kan jo mene om dekorationerne, hvad man vil. Men vi har en solid begejstring for film, og vi kan også godt lide at dekorere Palads med forskellige temaer, der har relation til de film, vi viser i biografen. Vi oplever faktisk, at folk ser meget på de skabe, og vi håber da, de får noget ud af det«.

Det ligner jo noget fra Zoologisk Museum. Er det dér, I er blevet så inspirerede?

»Nej, inspirationen kommer fra de film, vi sætter op«.

Kunne I ikke finde nogen mannequiner med skæg til udstillingen med Tarantinos ’Django’?

»Nej, det var svært«.

Men I fandt da en paryk med krøller, så en af dem ligner den amerikanske skuespiller Jamie Foxx?

»Ja, det er meget sjovt – også hvis folk ikke kan se, at det ligner. Og vi er også et godt stykke fra at få en af dem til at ligne Leonardo DiCaprio«.

Det er I. Man kan roligt sige, at der er grænser for jeres evner.

»Det tror jeg, at der er for alle menneskers evner. Men vi gør det så godt, vi kan«.