Der var ikke meget, der tydede på, at en kommende litterær verdensstjerne og nobelprismodtager var kommet til verden, da Vidiadhar Surajprasad Naipaul som det andet ud af i alt syv børn blev født i 1932 i den lille by Chaguanas i Trinidad i Vestindien. Familien nedstammede fra indiske immigranter, bedstefaderen havde tjent til dagen og vejen på sukkerplantagerne, og faderen hutlede sig med beskeden succes igennem som journalist og forfatter. Selvsikker stil Men trods eller måske på grund af den ydmyge herkomst var den unge Vidia, som han blev kaldt i familien, allerede i en ung alder overbevist om sit værd. Af brevsamlingen 'Between Father and Son', som blev udgivet sidste år, fremgår klart, at han allerede i teenageårene følte sig sikker på at blive en stor forfatter. Det er mange unge mænd naturligvis, men med gårsdagens beslutning om at tildele ham Nobelprisen i litteratur har den svenske priskomité uomtvisteligt givet Naipaul noget at have sin selvtillid i. Ridder Naipaul Ikke at dette var den første formelle anerkendelse af Naipaul, langtfra. I de sidste 40 år har han været kendt som en stor forfatter, i 1971 fik han Booker Prisen, i 1986 T.S. Eliot Prisen og i 1990 blev han slået til ridder af dronning Elizabeth. Så det har ikke skortet på hæder, men med Nobelprisen er der én gang for alle sat streg under, at Naipaul er en af de virkelig store. Så stor, at hans kontroversielle og rapkæftede status ikke hindrede ham i at få prisen. Spænder vidt Allerede af begrundelsen »for at have forenet indsigtsfuld fortælling og ukorrumperbart skarpsyn i værker, som tvinger os til at se tilstedeværelsen af undertrykte historier«, som det udtrykkes af priskomiteen, fremgår det klart, at Naipaul ikke er en almindelig forfatter. Mens de tidligste værker udspiller sig i hans barndoms Vestindien, er det gennem årene lykkedes ham at sprede sig enormt både genremæssigt og geografisk. Så meget, at det eneste, som - ud over en generel usentimental tone - reelt er fælles for hans bøger, er den udtalte fornemmelse af fremmedgørelse og rodløshed. En følelse Naipaul selv i talrige interview har givet udtryk for i sin hybridtilværelse mellem sin barndoms Trinidad, forfædrenes Indien og hans adoptivland gennem 50 år, Storbritannien. Til England som 18-årig Livet i England begyndte, da han som 18-årig på et stipendium begav sig til Oxford for at studere. Det førte i 1953 til en Bachelor of Arts-grad, men en længerevarende effekt af årene i Oxford havde givet Naipaul smag for tilværelsen i Storbritannien. Så i stedet for at komme tilbage til Trinidad brugte han straks alle sine kræfter på at slå igennem i London. Ligesom sin far startede han som freelanceskribent, litteraturanmelder og ansat ved BBC's program 'Caribbean Voices', men allerede fire år senere virkeliggjorde han sin og faderens drøm og udgav sin første bog 'The Mystic Masseur'. Gennembrud i 1961 Den fik pæne anmeldelser, men det egentlige gennembrud kom først i 1961 med 'A House for Mr Biswas' om England i den postimperielle tid, set gennem en fiktiv indisk immigrant baseret på hans egen far. Med Mr Biswas var renommeet som forfatter for alvor skabt, og samtidig begyndte Naipaul at sprede sit virke til mere politiske emner såsom kolonialisme og nationalisme. Mange af hans efterfølgende bøger er derfor rejsebøger, hvor han, netop som det svenske prisakademi skriver, ofte fokuserer på mindre kendte folkeslag og historier. Islam er imperialisme Det seneste, meget roste eksempel er bogen 'Ikke til at tro. Islamiske rejser blandt de konverterede folk', der udkom på dansk for et par år siden. I bogen genbesøger han fire ikkearabiske islamiske lande, han små 20 år før beskrev i 'Blandt de rettroende', og med et nøgternt usentimentalt klarsyn vurderer han, både hvad der er sket siden, og langer ud efter den islamiske tro som den mest »kompromisløse form for imperialisme«. En formulering, som skabte ham få venner og mange fjender blandt muslimerne. Arrogant og nedladende Men det med at få fjender har dog aldrig bekymret Naipaul synderligt. Sideløbende med den stigende berømmelse har han tværtimod hentet sig et solidt ry som en af de allermest nedladende og arrogante forfattere. I et nyligt interview kaldte han for eksempel E.M. Forsters portræt af Indien i bogen 'A Passage to India' for »falsk« og »det rene sludder« og sagde, at Forster i øvrigt var »en bøsse«, hvis kontakt med Indien »begrænsede sig til hoffet, et par middelklasseindere og de unge gartnere, han prøvede at forføre«. 'Austen er en sladderjournalist' Arrogancen begyndte tidligt; allerede før han kom til Oxford, veg Naipaul i brevene til sin søster ikke tilbage for at kalde Jane Austen for den værste sladderjournalist, og efter at han selv blev kendt, tog det til. I 1960'erne nægtede han som dommer i en afrikansk litteraturkonkurrence at uddele en førstepris, fordi digtene var så dårlige, at han kun ville give vinderen en tredjepris. Arrogancen og hovmodet kom for alvor til overfladen i 1998, da Naipauls tidligere nære ven og kollega Paul Theroux udgav en hel bog, 'Sir Vidia's Shadow', om hans nedladenhed, mangel på hensyntagen og deres venskabs forlis. Og det er ikke kun forfattere, der får hårde ord med på vejen. Da han i brevform skulle præsentere sin kommende kone for familien, beskrev han hende som »ikke dum og ikke helt uattraktiv«. Hårde ord om en kvinde, han var gift med i 40 år. Men trods arrogancen og selvglæden var der dog også før Nobelprisen ikke meget tvivl om, at Naipaul er en af verdens store forfattere. Som en af den britiske avis Daily Telegraphs anmeldere for nylig skrev, er han »en af de udødelige, og det, at han er helt klar over det, bør ikke få os til at glemme den sandhed«.