Mens nobelpristageren V.S. Naipaul prises for sine romaner, ikke mindst deres sproglige mesterskab, er det straks vanskeligere at finde nogen, der er utvetydigt begejstret for hans person og hans holdninger.
Lige bortset fra fødselaren selv, altså. Hans tidligere – og vi gentager: tidligere – ven forfatteren Paul Theroux opridsede modsætningen sådan:
»Selv om jeg har antydet, at Naipaul som person er et surt løg, en lusepuster og en, der altid skyder skylden på andre, sætter jeg hans forfatterskab meget højt«.
LÆS OGSÅ Nobelpris til arrogante og selvsikre Naipaul
Denne krydrede mundfuld stod at læse (også her i Politiken) i en Guardian-anmeldelse af Naipauls roman ’Et halvt liv’ i 2001, samme år som lusepusteren modtog verdens største litterære hæder, Nobelprisen.
Som han i øvrigt selv kvitterede for ved i et interview at udtrykke sin »taknemmelighed« over for de prostituerede, der havde hjulpet ham gennem tunge tider i ægteskabet – en tak, der ikke faldt i god jord i Sverige, hvor prostitutionskunder som bekendt er forbrydere.
Modtog allerede Booker-prisen i 1971
Sir Vidiadhar Surajprasad Naipaul – adlet blev den britiske statsborger i 1990 – er ikke nem. Men heller ikke helt nem at komme uden om.
Da forfattere med rod i tidligere oversøiske kolonilande i 1980’erne og 90’erne med navne som Salman Rushdie, J.M. Coetzee m.fl. nærmest blev hovedstrømmen i den engelsksprogede litteratur, havde Naipaul – Trinidad-født og af indisk afstamning – allerede længe raget godt op i landskabet.
Booker-prisen, der markerede de to andres internationale gennembrud i hhv. 1981 og 83 (Coetzee fik prisen for anden gang i 1999), havde Naipaul allerede modtaget i 1971 for bogen ’Fri og uafhængig’ (dansk udgave 1973), fortællinger om vanskelighederne ved at omplantes til en anden kultur og verdensdel.
Rød, postkolonial tråd
Opbrud og hjemløshed i en postkolonial verden er den røde tråd gennem hans 15 fiktionsværker lige frem til den litterære nobelpris 30 år senere med bl.a. den begrundelse, at værkerne »tvinger os til at se tilstedeværelsen af undertrykte historier«, som Det Svenske Akademi udtrykte det – inden de fik travlt med at understrege, at de ingen mening havde om prismodtagerens privat- eller kønsliv.
’Et hus til mr. Biswas’ (1961, dansk udg. 2003) om Trinidad i perioden mellem de to verdenskrige betragtes som hans hovedværk, mens ’Ankomstens gåde’ (dansk 1990) foregår i både Trinidad og England, som forfatteren selv kom til, da han som 17-årig begyndte at studere i Oxford.
I ’Guerilla’ (1976) er gnidningerne mellem Caribiens mange folkeslag ramme om politisk og seksuel vold, mens ’Ved en krumning på floden’ (1980) foregår i et korrupt afrikansk diktatur og begynder med de karakteristiske linjer:
»Verden er nu engang som den er; de som ingenting er, som finder sig i at blive til ingenting, er der ikke plads til i den«.
’Magiske frø’, hans seneste roman og en fortsættelse af ’Et halvt liv’, handler om guerillatræning og politisk kamp i Indien, og bogen kom på dansk i 2005.
Hård kritik for "myter om mørklødede"
De kontroversielle synspunkter – både i interview, essaysamlinger og rejsebøger – har gjort Naipaul upopulær for andet end de helt personlige karaktertræk.
Litteraturkritikeren Edward Said mente, at Naipaul promoverede »koloniale myter om de mørklødede«, især i den tidlige rejsebog fra Indien, ’An Area of Darkness’ (1964).
Naipaul er vendt tilbage til subkontinentet i to senere bøger, hvoraf ’India – a Million Mutinies Now’ fra 1990 er oversat til dansk, ’Indien’.
Salman Rushdie tog i 2002 afstand fra Naipaul på grund af hans støtte til den indiske regerings antimuslimske aktioner og kaldte ham en »fascismemedløber«, der »vanærede Nobelprisen«.
Også den caribiske lyriker og nobelpriskollega Derek Walcott anklager Naipaul for nykolonialisme.
Islamisk fundamentalisme og – ikke mindst – imperialisme fandt Naipaul ved et gensyn med Indonesien, Iran, Pakistan og Malaysia i bogen ’Ikke til at tro – islamiske rejser blandt de konverterede folk’ (1999).
Anderledes forhold til kvinder
Naipauls diskutable forhold til kvinder blev ikke væsentligt bedre af, at han så sent som sidste år sagde, at kvinder skriver ringere end mænd og afslører deres »sentimentalitet og snævre syn på verden«.
Hans første kone, engelske Patricia Hale, døde i 1996 efter 41 års ægteskab og arbejdsfællesskab – hun var en slags uofficiel redaktør for ham.
Inden hun døde, friede Naipaul til sin næste kone, den pakistanske journalist Nadira Naipaul.
fortsæt med at læse
