Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Dalsgaard Miriam
Foto: Dalsgaard Miriam
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Speltparadis sukker efter kant og billige jeans

Nye kreative kræfter udfordrer barsel og økohudpleje i barnevognsgade

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er den slags, der kan ske, når man kun er fem måneder gammel og har maven fuld af modermælkserstatning. Nogle gange vil det hele bare ud.

Det punkt når Ludvig ved 15-tiden fredag eftermiddag på cafeen Kaffeladen i Nordre Frihavnsgade.

Uden nogen særlig advarsel åbner han pludselig munden, og ud flyver et vandfald af hvid væske, der lander i en lille sø på hans mors regnslag.

»Det sker bare, hver gang han har fået den der modermælkserstatning fra Hipp«, siger hun til sin veninde, mens hun tørrer gylp af sit tøj med en caféserviet, og Ludvig slikker sig om munden og pludrer videre.

»Det hører bare ikke til på en café«
Det er ikke mere end et par år siden, debatten gik heftigt på Østerbros cafeer: Måtte kvarterets mødre amme, mens de drak latte? Måtte de skifte ble ved cafébordet? Måtte de parkere deres afkoms barnevogn ved bardisken?

Nej tak, sagde blandt andet cafeen Theodor’s på Østerbrogade, hvis ejer blev interviewet i fjernsynet og fortalte, hvordan gylpende babyer ved cafébordene flere gange havde fået andre kunder til at skride i vrede uden at betale.

»Det hører bare ikke til på en café«, mente han.

Tøjdyr og plyssofaer
Det er sjovt, som tingene kan ændre sig på et par år.

På Kaffeladen denne fredag eftermiddag er der ingen, som løfter et øjenbryn, da Ludvigs frokost lander i mors skød.

På en café, hvor malebøger, tøjdyr og plyssofaer til tumlinger er en fast del af inventaret, er man vant til den slags. Ligesom i resten af gaden.

LÆS ANMELDELSE For der er især én ting, som springer i øjnene, når man går en tur ned ad Nordre Frihavnsgade. Barnevognene.

De står i sirlige rækker uden for cafeerne. De bliver kørt rundt mellem portobellosvampe, parmaskinke og alle de andre middelhavsdelikatesser i madbutikken Kervan.

De cirkulerer rundt om Din Baghaves økologiske gadesalg ud for Victor Borges Plads.

Kræsne Østerbro-forbrugere
Det sidste årti har den gamle handelsgade, der kiler sig fra trafikknudepunktet Trianglen til den nærmest mennesketomme Frihavn, nemlig udviklet sig fra at være hjemsted for en god håndfuld af byens antikvarer til nu at være de københavnske småbørnsfamiliers hovedgade.

Med Nihola-cykler langs fortovene, øko-fibre på cafétallerknerne og Cirkeline, Bonpoint og ’Lotte kan nemlig cykle’ i butiksvinduerne.

Støvsugerbanden, Netto og et par andre danske kædebutikker ligger stadig spredt ud over gaden.

Men de små, skæve specialbutikker æder sig lige så langsomt ind på markedet. Østerbroborgerne er nemlig kræsne forbrugere, som ved, hvad de vil have, fortæller indehaveren af Kaffeladen, Hatim Hadra.

»Folk sætter ikke spørgsmålstegn ved prisen her. De er ikke bange for at betale det, tingene koster. Til gengæld vil de have kvalitet for deres penge«.

Cowboybuksepusheren
Noget andet, Nordre Frihavnsgades beboere tilsyneladende også vil have, er jeans. Op igennem 1970’erne og 1980’erne herskede Erik Frøkjær i den grad i den lange gade med 13 forskellige butikker fyldt med cowboybukser i alle mulige afskygninger og et løfte om ’Gratis oplægning – mens du venter’.

»Så snart folk hørte, at man kunne få billige bukser her, stod de jo i kø helt ned til Strandboulevarden«, fortæller Bent Olsen, som har arbejdet i firmaet i 46 år og i mange år var Frøkjærs førstemand.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag bestyrer han sammen med sin kone Frøkjærs nyeste butik, som åbnede på Nordre Frihavnsgade 56 i april sidste år.

Frøkjær havde ellers lukket sin sidste forretning i gaden for 15-16 år siden, men nu ville Østerbroborgerne have deres gamle cowboybuksepusher tilbage til bydelen.

Frøkjær ejede gaden
»Det er sjovt, for jeg kan jo genkende mange af dem, som kommer her. Da jeg arbejdede her første gang, kom de herind og købte cowboybukser med deres forældre. Nu kommer de med deres egne børn«.

»Frøkjær ejede nærmest gaden dengang«, bekræfter Jan Kristoffersen, som ejer lystfiskermekkaet Jan & Bos Lysterfiskershop på den anden side af gaden.

Her hænger blink og fiskehjul side om side med waders og fiskestænger, og i butikkens lille badeværelse ligger den levende madding, som Jan og Bo er så berømte for, og spjætter i tætsluttende tupperwarebøtter. Børsteorme til havfiskeri. Regnorme til søerne.

»Faktisk kom min tidligere makker Bo og jeg ind i gaden via Erik Frøkjær. Vi fiskede med hans chauffør en gang imellem, og en dag fortalte han, at chefen havde et ledigt butikslokale i Nordre Frihavnsgade. Det købte vi, og nu har vi ligget her i 27 år«.

»Et sted, hvor der altid var noget at kigge på«
På sin vis var det også Frøkjær, som for 12 år siden bragte Lene Rist og Carsten W. Larsen til Nordre Frihavnsgade.

Parret, der i dag ejer den farveladefarvede designbutik Con Amore, kom nemlig uafhængigt af hinanden i gaden som børn, hver gang de skulle have nye cowboybukser.

»Så tog min mor og jeg bussen fra Frederiksberg til Melchiors Plads og gik i Frøkjær. Det var der, jeg forelskede mig i gaden for første gang. Med masser af små ostehandlere, slagterforretninger og den slags. Et sted, hvor der altid var noget at kigge på. Og sådan ser jeg stadig gaden i dag, selv om det er en helt anden type butikker, der ligger her nu«, husker Lene Rist.

Fra gammelt til nyt
Carsten forelskede hun sig i i slutningen af 1990’erne, da de mødtes ved et loppemarked i Forum.

»Vi trykkede hinanden i hånden, og ti dage senere var jeg gravid«.

Snart flyttede de sammen i en lejlighed i Nordre Frihavnsgade, hvor de også åbnede to butikker, som solgte genbrugsmøbler og design fra 1960’erne.

Efterhånden som loppemarkeder blev københavnernes yndlingssøndagsbeskæftigelse, blev det dog for svært at sælge retroskattene, så de lagde konceptet om og fyldte i stedet hylderne med nyt design – fra voodoodukker, gamle filmplakater og fastelavnskostumer til mønstrede papæsker, lilla plastikkrus og kuglepenne formet som dalmatinerhvalpe.

Overskudsmødre og speltunger
»Der er helt sikkert noget om snakken, når folk uden for Østerbro siger, at den typiske borger her er sådan en overskudsmor i småblomstrede pludderbukser med speltunger i den svinedyre klapvogn. Det er ikke tilfældigt, at vi sælger så mange Aladdin-drikkedunke, som er 100 procent miljørigtige og ikke afgiver alle mulige giftstoffer«, fortæller hun og fortsætter:

»Folk her har simpelt hen overskud til at gå op i sundhed. Det er mest positivt, synes jeg, men til tider går det over gevind. Som da jeg hev en cola op af tasken til et arrangement på vores datters skole, og en af fædrene kiggede på mig med vantro i øjnene og sagde: »Synes du ikke, at det er et forkert signal at sende?««, siger Lene Rist.

På vej mod at blive hip
Gitte Mikkelsen er etnolog og arbejder blandt andet med byudvikling for rådgivningsfirmaet Manto.

Østerbro slipper nok aldrig helt af med sit image som barnevognenes bydel, siger hun. Men hun aner, at Nordre Frihavnsgade så småt er i gang med at gøre sig fri af børnefamilierne.

»Før finanskrisen var der jo nærmest ikke den mor på barsel, som ikke havde åbnet en lille butik med økologisk te og børnetøj i Nordre Frihavnsgade. Så gadens image bunder selvfølgelig i en sandhed. Men det er, som om den har løsrevet sig lidt fra sit eget ry på det seneste. Der er åbnet mange spændende butikker og madsteder, og hvor Østerbrogade stadig har noget provinsielt over sig, er Nordre Frihavnsgade mere unik«.

Og gaden har potentiale til meget mere, mener Gitte Mikkelsen.

En lang udgave af Værnedamsvej
»Det er en gade med mange små lommer, og dem kunne man sagtens bruge noget mere. Som det ser ud i dag, er Melchiors Plads for eksempel fuldstændig ubrugt. Og det er en skam. For hvis man skruer op for udendørsserveringen, kommer der automatisk mere liv i gaden. Og det ville i sidste ende betyde flere potentielle brugere«.

Hvis Nordre Frihavnsgade fortsætter den udvikling, den har gang i nu, kunne den meget vel ende som en lang udgave af Værnedamsvej, mener Gitte Mikkelsen – med et væld af restauranter, barer og butikker, borgerne ikke anede, de havde brug for.

Den undervurderede bydel
Design- og møbelforretningen Furnish er et eksempel på den nye generation af handlende, som er begyndt at pible frem i Nordre Frihavnsgades butikslokaler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med en abstrakt facade, som skifter ham cirka en gang i kvartalet, når de tre indehavere støder på en ny kunstner, som de forelsker sig i, adskiller den lille møbelbiks sig kraftigt fra resten af gaden.

»Østerbro er undervurderet i forhold til kreativitet, og det er efterhånden blevet lidt af en ideologi for mig at vise, at vi faktisk kan meget mere herude, end resten af byen lige går og tror. Ja, der er mange barnevogne, og ja, der er meget caffelatte, men der er altså også mange kreative mennesker og kræfter, som vil Østerbro det bedste. Det er rigtigt, at det ikke er på Østerbro, man går i byen, men det tror jeg kommer til at ændre sig de næste par år«, siger Jeppe Christensen, som sammen med Nikolaj Eis og Kasper Christiansen ejer Furnish.

De bor alle i området omkring Nordre Frihavnsgade og kunne ikke forestille sig nogensinde at flytte til en anden bydel.

»Jeg har boet på både Nørrebro og Vesterbro før, men nu har jeg endegyldigt tabt mit hjerte til Østerbro. Selv om jeg er opvokset i forstæderne og på sin vis er ret skræmt af alting, som får bare det mindste provinsielle præg, har Østerbro et lokalmiljø, som er fedt. Man kender hinanden og hilser på folk på gaden. Det er næsten som en lille landsby midt i storbyen«, mener Jeppe Christensen.

Kreativt mini-Berlin
Han håber, at Furnishs fødsel vil bane vejen for flere mere kantede butikker i den ellers lidt døde ende af Nordre Frihavnsgade, hvor de holder til.

»Enden ned mod Nordhavn Station har aldrig været overrendt. Der har været en tendens til, at de butikker, som åbnede hernede, var lidt underlige: en ligegyldig frisør eller en bager uden brød i vinduet. Men det er, som om det vender nu. Og hvis ejendomspriserne bliver ved med at falde, ender vi måske med et lille, kreativt mini-Berlin herude. Det håber jeg virkelig«.

»Jeg skulle da lige vænne mig til det«

På Kaffeladen er eftermiddagen tæt på at forvandle sig til aften, og Ludvig er ved at være træt. »Skal vi tage hjem til far?«, spørger hans mor og kysser hans buttede kinder. »Hvis man kommer fra Nørrebro eller Vesterbro, kan jeg godt forstå, hvis man synes, at kvarteret her er kedeligt«, siger hun, mens hun giver sin søn overtøj på. »Det er jo mest børnefamilier, man møder her, og jeg skulle da selv lige vænne mig til det, da jeg flyttede hertil. Men i dag elsker jeg det. Her er masser af fine butikker og cafeer. Alt muligt sjovt, jeg kan kigge på, når jeg går tur med barnevognen«.





Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden