Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nyhed. Boder slog ambitionen og formatet fast med denne tiltrædelseskoncert, der mere eller mindre afsluttede den indeværende sæson på Det Kongelige Teater.
Foto: Martin Lehmann (arkiv)

Nyhed. Boder slog ambitionen og formatet fast med denne tiltrædelseskoncert, der mere eller mindre afsluttede den indeværende sæson på Det Kongelige Teater.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det Kgl. Teater har fået skarp ny chefdirigent

Michael Boders tiltrædelseskoncert var overvældende generøs.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er en erfaren chefdirigent, Det Kongelige Teater har fundet sig til afløser for Michael Schønwandt.

Men det var også – og det er nok så vigtigt at notere sig – en ambitiøs tysk maestro, der fredag aften gav sin tiltrædelseskoncert i form af en symfonisk aften med sit nye orkester, Det Kongelige Kapel.

Michael Boder har senest været musikchef ved Liceu-operaen i Barcelona. Men ikke mindst hans unge år som assistent for mesterdirigenten Michael Gielen i Frankfurt har præget ham, hvad stil og repertoire angår.

LÆS OGSÅ

I hvert fald er det komponister som Strauss, Wagner, Berg og Mahler, der sammen med nulevende af slagsen har udgjort kernen i hans repertoire, og det var med Mahler, Boder præsenterede sig for publikum i Operaen.

Mahlers 6. Symfoni er komponistens heftigste udladning, hvor enorme hammerslag fra skæbnens hånd sender den ellers lykkelige og vitale kunstner til tælling.

Endnu mere overbevisende
Københavnerne har lige kunnet opleve den ikke alt for ofte spillede symfoni med Copenhagen Phil, da deres gæstedirigent gennem seks år, Cristian Mandeal, takkede af. Nu trådte Michael Boder så til med samme monstrøse udfordring, og hans version var, må det retfærdigvis siges, endnu mere overbevisende.

Uden omsvøb og uden forsøg på at pumpe musikken fuld af sin egen personlighed

Stramt marcherende dysterhed blev sluppet løs og gik straks med faste skridt ind gennem publikums øregange i en førstesats, hvor østrigeren Mahler lader landlige koklokker bimle, når han skal unde sig selv og publikum en smule ro og afslappet fred i en kæmpesymfoni, der ellers har sit fokus på det tragiske i vores liv.

De katastrofer, der rammer de fleste af os som mere eller mindre uoverkommelige hammerslag, og som vi er nødt til at deale med i det omfang, det lader sig gøre.

Ligesom Mandeal valgte Boder, modsat oplysningerne i det trykte program til koncerten, at holde fast i Mahlers oprindelige idé med at lade førstesatsens mørke marchere direkte videre til symfoniens scherzosats og dermed skrue ekstra op for det uheldsvangre.

Først derefter kom den langsomme sats med dens univers af 'Kindertotenlieder'-smerte og skønhed på banen, så det ubærlige i det mindste hen ad vejen kunne vige for sødme og lidt flere koklokker. Dem, Mahler selv forbandt med ferieidyl, som han oplevede den, når han havde sommerfri fra sit krævende job ved Wiener Hofoper.

Michael Boder dirigerede symfonien, inklusive den rekordlange finalesats, der i sig selv varer en halv time, med styrke. Uden omsvøb og uden forsøg på at pumpe musikken fuld af sin egen personlighed. Bare kompetent og dygtigt ledet, med et orkester, der bagefter applauderede deres nye chefdirigent.

Plads til moderne klassikere

Og det havde været nok. Mahlers enorme sekser som 'goddag og velkommen' fra en tysk dirigent, der ville vise, hvad hans intentioner er.

Men Boder syntes ikke, det var nok. Inden Mahler, mente han, var der også lige plads til to moderne, for den enes vedkommende nærmest sagnomspundne, klassikere, som man ellers hører sjældnere end sjældent på vore breddegrader.

Michael Boder er den nye musiks mand, og det var en fascinerende og flot gave, han gav sit nye danske publikum med fransk-amerikaneren Edgard Varèses 'Ionisation'.

LÆS OGSÅ

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Skrevet for slagtøjsspillere og ikke andre musikere er dette værk fra omkring 1930 en musikhistorisk-avantgardistisk milepæl. Med lilletromme og luftalarmer, klaptræ og rørklokker var stykket i sin tid epokegørende. Spændende at opleve på samme måde som et væsentligt maleri af Picasso eller Léger, man ikke har lejlighed til at se til hverdag.

Derudover, syntes Boder, var der også plads til en nyklassiker fra 1990'erne, skrevet af den ungarske Sonningprismodtager György Kurtág. Når nu alligevel det helt store orkester var indforskrevet, kunne han lige så godt dirigere hans 'Stele' fra 1994.

Et værk skrevet til Berliner Filharmonikerne og på samme måde fascinerende ud over det dagligdags i sit blakkede, pulserende, nervøst bevægelige klangunivers, som det sælsomt vokser ud af en statisk sky af en indledning.

Boder slog ambitionen og formatet fast med denne tiltrædelseskoncert, der mere eller mindre afsluttede den indeværende sæson på Det Kongelige Teater.

Fra efter sommerferien skal vi opleve meget mere af den kompetente tysker i Operaen.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden