Dannelse. Alle børn og unge skal i berøring med kunst og kultur. Det skaber identitet og gør, at flere vender tilbage til Danmarks yderområder, mener kulturminister  Marianne Jelved (R).
Foto: Simon Fals

Dannelse. Alle børn og unge skal i berøring med kunst og kultur. Det skaber identitet og gør, at flere vender tilbage til Danmarks yderområder, mener kulturminister Marianne Jelved (R).

Kultur

Jelved: Kunsten skal redde udkantsdanmark

Efter tre måneder vil kulturminister Marianne Jelved redegøre for sin politik.

Kultur

Nationalmuseet er så småt i gang med at lukke ned for dagen, da Marianne Jelved dukker op i den luftige, glasdækkede forhal. Kulturministeren, der helt fra begyndelsen har luftet det synspunkt, at kultur er det, der kitter nationen sammen, har valgt Danmarks kulturhistoriske skatkammer som ramme for interviewet.

Her tre måneder efter hun tiltrådte, vil ministeren fortælle om, hvad det er for en kulturpolitik, hun vil arbejde for.

LÆS OGSÅ

Og én ting, det er let at konstatere, er, at skønt Marianne Jelved deler parti med sin forgænger Uffe Elbæk, har hun bragt et andet kultursyn med sig ind i ministeriet. Det handler om, hvad kunsten skal bruges til - eller rettere, hvad den ikke skal bruges til: for kunsten har værdi i sig selv.
Formålet er ikke at skabe arbejdspladser

»Kunst påvirker den, der ser kunsten og oplever kunsten på sin måde. Det skal ikke nødvendigvis føre til, at nogen opretter en virksomhed, at der kommer en forretning ud af det. Kunst har lov at være kunst«, siger hun.

»Selvfølgelig er det klart, at en kunsthåndværker kan tjene penge, hvis hun sælger sine smykker, men det er ikke nødvendigvis det, der er formålet med, at vi har kunst i verden - at det skal skabe arbejdspladser. Kunsten er noget i sig selv«.

Og hvad betyder det syn kulturpolitisk?

»Det er en understregning af, at vi skal have respekt for det, som kunsten er. Deri ligger også det politiske signal, at jeg ikke er den, der siger, at alt, hvad kunstnerne laver, skal resultere i flere arbejdspladser«.

LÆS OGSÅ

Din forgænger Uffe Elbæk koblede kultur med innovation, vækst og arbejdspladser, og da han havde siddet tre måneder, sagde han, at »kultur er erhverv«. Hvad skal der ske med hele det her vækstparadigme?

»Det vil jeg ud af. Jeg går ind for vækst og ind for, at man respekterer kunst som erhverv, men kunsten har en værdi i sig selv og skal ikke nødvendigvis altid kunne spændes for en vogn og skabe arbejdspladser«.
Behøver ikke være nyt

I løbet af din tid som minister har du arbejdet med en ny arkitekturpolitik, som blev præsenteret under overskriften: 'Arkitektur skal skabe vækst'. Hvordan harmonerer det med, hvad du siger nu?

»Arkitektur er jo at bygge noget, og dermed skaber du også en vækst. Det ligger implicit i arkitekturen, at der bliver skabt noget - at der er en aktivitet, der fører til vækst. Det er meget vanskeligt at sige om et maleri«.

Ved det skandinaviske kulturfremstød 'Nordic Cool' i USA fremhævede du, at kulturen kunne hjælpe erhvervslivet?

Det første, man lærer at sige som minister, er: »Vi har ingen penge



»Når der er et positivt fokus på Danmark og Norden i USA, er det med til at skabe en god fornemmelse omkring danske produkter, og det er fint. Det er ikke enten eller. Det handler om retten til at have kunst, som ikke umiddelbart fører til en nyttevirkning«.

Det er der jo også tradition for i Danmark med Statens Kunstfond og andre støtteordninger, så siger du reelt noget nyt?

»Jeg siger noget om, hvad min prioritering er. Hvad jeg står for. Det behøver ikke at være nyt«.

LÆS OGSÅ

Din forgænger så i høj grad sig selv som en fornyer, da han blev minister. Hvordan ser du dig selv?

»Det vil jeg sådan set ikke svare på. Det må eftertiden vurdere«.

Kultur som fællesskab
Med det på plads kan vi bevæge os over mod den konkrete kulturpolitik. For har der i løbet af de første tre måneder som kulturminister udkrystalliseret sig en form for kulturpolitisk vision hos Marianne Jelved?

»Jeg vil gerne arbejde på så mange fronter som overhovedet muligt på at sikre, at børn og unge møder kunst og kultur, fra de er helt små, til de er unge. Samtidig med at de udvikler deres egne udtryksformer. Jeg mener, det er helt afgørende, at vi gør det gennem børneinstitutionerne. Og så vil jeg meget gerne bidrage til, at kultur også udvikler og understøtter demokratiet«, svarer Marianne Jelved.

Hvordan kan den gøre det?

»Det kan den gøre ved at bidrage til fællesskabet«.

Jeg vil gerne arbejde på så mange fronter som overhovedet muligt på at sikre, at børn og unge møder kunst og kultur, fra de er helt små, til de er unge

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Og hvordan kan den gøre det?

»Nu taler jeg om kultur - ikke kunst. Kultur er f.eks. den måde, vi lever sammen på, den måde, vi har indrettet samfundet på, de historiske hændelser, der udgør vores fælles grundlag. Kulturministeriet har folkeoplysning og folkehøjskolerne under sig. Derfor vil jeg gøre meget for, at folkeoplysningen får nyt input. Der kommer en stor konference omkring det i april«, siger Marianne Jelved og forklarer, at det særligt er kulturlivet uden for de store byer, der har hendes interesse.

Sagen er den, forklarer hun, at når børn og unge her møder kunst og kultur, får de et tilhørsforhold til hjemstavnen, og sådan kan kulturtilbud gøre noget ved en af tidens stærkeste tendenser: flugten fra yderområderne.

Kultur som magnet
»Børn og unge flytter væk, når de skal studere, og er væk fra 17-18-års alderen, til de er i 30'erne, og så vil man gerne have, at de flytter tilbage. Ellers får vi en affolkning, der er enormt stor for de yderste dele af Danmark«, siger hun.

Tror du, at kulturpolitik kan ændre på de demografiske mønstre?

»Ja«.

Hvad koster det?

»Det sker rigtig meget allerede nu«.

Men mønsteret med, at folk flytter, er også meget tydeligt allerede nu.

LÆS OGSÅ

»Derfor er det interessant, at man kan få skabt en identitet og et tilhørsforhold til et område, som gør, at man godt kan vende tilbage til det, når man har uddannet sig og været på arbejdsmarkedet i et stykke tid«.

Folk flytter jo ofte primært efter arbejdspladser?

»Ja, ja, men man kan jo godt få job andre steder. Bare se på Herning, som ligger ude på heden og har to kunstmuseer«.

Hvordan kommer du ind i billedet her?

»Det gør jeg ved at initiere et samarbejde, ved at samle folk, så vi får mulighed for at udveksle erfaringer og få ideer af hinanden. På tirsdag holder vi et kulturtopmøde i Vejle, hvor alle formændene for kulturudvalgene er inviteret sammen med folk, som Uffe (Elbæk, red.) og jeg har mødt på vores ture i landet. Vi skaber en idébank og et netværk, som skal gøre, at de kan lave endnu mere. Det behøver ikke at koste en herregård at give unge et spillested i Haderslev. Det koster, at du finder en tom bygning, der alligevel er der. Ofte er det små midler, der skal til«.

Værdikamp som alle kan lide
Og der er da heller ikke mulighed for at flytte rundt med ret meget andet end småpenge i Kulturministeriet, der økonomisk set er en letvægter. »Der er jo ikke nogen midler«, som ministeren siger.

Eller det vil sige, at Kulturministeriets godt 7 mia. i høj grad allerede er båndlagt og meget svære at flytte fra et sted til et andet uden at tage livet af kendte institutioner - noget Uffe Elbæk også erfarede i sin ministertid. Marianne Jelved siger det sådan her:

»Hvis jeg gik med planer om at flytte rundt, ville jeg ikke sige det, for det ville bare skabe kæmpestor ravage om, hvorfor jeg vælger den prioritering. Midlerne bliver jo allerede brugt til legater til forfattere og museer og alt muligt forskelligt, så de er ikke til at flytte. Og vi er slet ikke nået til den fase, hvor vi skal prioritere næste års finanslov«.

Det skal ikke nødvendigvis føre til, at nogen opretter en virksomhed, at der kommer en forretning ud af det. Kunst har lov at være kunst



Men trods sin lidenhed har Kulturministeriet fået meget fokus som et sted, hvor man kæmper værdipolitiske sværdslag. Og da Jelved blev minister, var beskeden da også, at der skulle føres værdikamp - hvad Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard også bød op til. Så hvad er ministerens planer om at føre værdikamp?

»Det synes jeg sådan set allerede, at jeg gør«, svarer hun.

»Når jeg siger, at jeg gerne vil have, at kulturen understøtter vores demokrati, og nævner folkeoplysning, betyder det, at jeg vil prioritere en interesse omkring folkeoplysning, fordi den er central. Min værdikamp er, at de mennesker, som jeg har med at gøre, vil jeg gerne inddrage i debat hele tiden. De skal opmuntres og inspireres. Alle de ting arbejder vi med for at se, hvor vi kan give en håndsrækning - eller hjælpe kommunerne med at løse de problemer, som vi opdager«.

LÆS OGSÅ

Det er måske, fordi jeg forbinder ordet værdikamp med noget, som nogle er uenige i, men det er vel svært at være uenig i folkeoplysning?

»Jo, men jeg vil også gerne have brede aftaler bag kulturpolitikken, for jeg tror, det er bedst for kulturlivet. Når man er et smalt flertal, er det nogle gange sværere at lave kulturpolitik, fordi tingene kan ændre sig med et regeringsskifte, og det er ikke produktivt for filmbranchen eller teatrene. De har bedst af, at der er en kontinuitet i deres bevillinger og den politiske interesse. Derfor er det en ambition at have de brede aftaler«.

Det digitale spøgelse
Der er et mentalt tigerspring fra de kommunale tilbud til Danmarks kommercielle kulturliv, der med én mund råber op om, at digitaliseringen har gjort det sværere at tjene penge, og at bredden i dansk kulturliv lider under det.

F.eks. på bogområdet, hvor forlæggere ønsker de faste bogpriser tilbage - og skal mødes med ministeren i dag, mandag. Eller på musikområdet, hvor Dansk Musikerforbund melder om sværere kår for deres medlemmer. Den store forandring interesserer ministeren, som dog ønsker at se flere beviser for, at bredden i dansk kulturliv virkelig er truet.

LÆS OGSÅ

»Det må de komme og forelægge for mig. Vi kan se, at der bliver udgivet flere og flere titler i dansk litteratur, men ud fra det tal kan jeg ikke se, om det smalle eller midterfeltet mangler. Det må jeg snakke med branchen om og finde ud af, om det er rigtigt, at bredden mangler«.

Og så med et er tiden gået. Marianne Jelved rejser sig fra stolen, tager sin telefon og tjekker de mange beskeder, der er bippet ind. Hendes sidste replik lyder:

»Det første, man lærer at sige som minister, er: »Vi har ingen penge«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden