»Jeg kan personligt godt lide, at der bliver skrevet om andet end finanskrise. Og Hovedbanegården er et samlingspunkt. Den er en eksklusiv station med mange muligheder«. Fyren sidder på et trappetrin. Han er lille og tætbygget og udtaler sine ord på et omhyggeligt københavnsk, der får ham til at lyde som komikeren Omar Marzouk. Hans ven står ved siden af og læner sig op ad et gelænder. Han er mager, af tyrkisk afstamning og har venlige øjne, der svømmer rundt i deres huler under skyggen på en blå kasket. Det er sidst på aftenen. De befinder sig i et fjernt hjørne af Hovedbanegården, hvor fodgængertunnelen under sporene munder ud i en korridor. Lidt lys skinner fra en bagdør ind til bagagecentret med de endeløse rækker af hvide metalskabe. Ellers er her kun nogle stikkende lamper, der er bygget ind i betonloftet. »Kan du ikke skrive, at jeg hedder ... Holmes? Min chef får et chok, hvis han ser mig sådan her«. ’Holmes’ tænder en lighter. Han putter et rør af sølvpapir i munden. Han holder et andet fladt stykke op foran sig. Så smelter han noget heroin. En dråbe begynder at trille, og han jagter den rundt på metaloverfladen, mens han suger ind. »Nå. Jeg romantiserer lidt. Det er jo også lidt et rendestensliv. Men jeg kommer her ikke så tit. Jeg er en rimelig stabil fyr«. Hans ven – vi kan jo kalde ham Watson – puster en tåge foran sig i luften. Han ser ud, som om han vil sige noget, men er ligesom gået i stå. I et quizprogram ville der nok have lydt et båt, og turen ville være gået videre til en anden. Så siger han: »Hovedbanegården ... kan ses som en bro ... mellem de skandinaviske lande«. Popstjerner og junkier Hovedbanegården er mere end det. Den er et tværsnit af Danmark. En ark, der driver gennem tiden med sin last af eksistenser fra samfundets yderkroge og indercirkler. På Hovedbanegården sender folk breve og tager bad og veksler valuta. De drikker te og kysser ømt og ryger i spjældet. I den ene ende af bygningen soler popstjerner og politikere sig i TV 2’s Go’ Morgen Danmark-studie, i den anden kryber junkier sammen og punkterer sig med nåle i halvmørket. Gennem tiden er folk blevet voldtaget og sågar myrdet her. Der har været ildebrande og påkørsler og trusler om terror. Vi er her for at afsøge yderpunkterne. Både i geografien og blandt den del af besætningen, der ikke bare stryger gennem hallerne på vej mod det næste tog. For på torsdag har det mærkelige sted med hvælvede haller og knap 7.700 kvadratmeter brunt flisegulv eksisteret i 100 år. 57-årige Birger Hansen har været her rundt regnet en tredjedel af tiden. Hans DSB-jakke står halvt åben, og et par handsker stikker ud med fingrene forrest, som om der groede et par ekstra hænder på maven. På hans skilt står ’Inspektør’. »Da jeg startede for 32 år siden, hed det ’portier’. Men de udenlandske passagerer kom hele tiden og bad os om at bære deres kufferter over på Hotel Scandinavia«, siger han. Birger Hansen har set bagageskabe og telefonbokse forsvinde fra banegårdshallen. Han var med, da statsbanerne stadig drev busser, rederier, stykgodstransport og postvogne. Og så står han for kontakten til de belastede miljøer på Vesterbro, som gennem årene har fundet ind i en slags fredelig sameksistens med Hovedbanegården. Angiveligt er han den, der ved mest om stedet. Der er dog stadig huller i hans viden. Uden på Hovedbanegården, ud mod Banegårdspladsen og Bernstorffsgade, sidder der eksempelvis nogle ansigter og figurer. Et af stenansigterne er et mysterium, som han har sat sig for at opklare. Men her og nu går han ind i hallen ved hovedindgangen mod Banegårdspladsen og åbner en lav trædør. Den fører direkte ind på en vindeltrappe – en skakt, der snor sig som et sneglehus stejlt opad. »Jeg er kun løbet hele vejen op én gang«, puster han, »det var i 1992, da slotskirken brændte på Christiansborg. Folk begyndte at klage over, at her lugtede af røg. Så løb jeg op og kunne se branden med gule og røde flammer på himlen«. Han træder ud i et kæmpestort rum, hvor nogle planker er spændt ud over jordfarvede kupler. Det er oversiden af det hvælvede loft ved hovedindgangen. En metalstige fører videre til vejrs, op til tårnuret. På et stykke tømmer er der skrevet med sort håndskrift:

’John Christensen, født 23-10-33, trak uret 25-10-84’. »Der er ikke mange, der ved det. Men vi trækker stadig uret op heroppe. Hver uge«, siger Birger. »Faktisk fandt vi engang en narkoman heroppe. Han havde listet sig ind. Nogen havde glemt at låse. Var det gået galt, kunne han have fået en hurtig nedtur«. Tissekonens svanesang »DSB mener, at nogle kunder føler sig utrygge hernede. Men jeg tror ikke, de ved, hvad vi gør for mennesker«. 53-årige Pia Jacobsen ryster på hovedet. Hun sidder i sit lille kontor med ruder af armeret glas og kigger ud på spejle og vaskekummer og grå toiletdøre i Hovedbanegårdens kælder. Hun spiser æggekage på rugbrød. På bordet flimrer et gammelt fjernsyn med en skærm så rund som en fiskebowle. Tv-værten Anders Lund Madsen svømmer rundt derinde. Lyden er slået fra. I vinduet dingler flere håndfulde dametrusser på bøjler. De koster 25 kroner. »Vi sælger en del af dem. Der kan godt være damer, der er lidt oppe i årene og har været en tur i Tivoli, som kommer her og køber. Du ved, lillemor skal have et par med hjem. Men det skal de sgu ikke være flove over. Det er for alle«. En pige stikker hovedet ind gennem ruden og siger »Go’ aften«. »Pas på dig selv«, siger Pia Jacobsen. I næste uge, sammenfaldende med Hovedbanegårdens fødselsdag, lukker toiletterne i kælderen. Og de frivillige tissekoner rykker ikke med op på de nyindrettede unisex-wc’er i stueetagen. DSB vil selv stå for driften med egne medarbejdere. Det kommer til at koste fem kroner at gå på toilettet deroppe. »Det kan de faktisk ikke være bekendt. Det er sgu da en menneskeret at gå på toilettet. Og hernede, når nogen er triste, går jeg hen og siger: Har du lyst til at snakke? Hvis der er ballade mellem danskere og indvandrerpiger, går jeg da også ud og blander mig og ordner det«. Bagest i toiletrummet er der to grønne døre, hvor man kan tage bad. En lyshåret kvinde kommer ud derfra og står lidt og tripper ved ruden ind til kontoret. Pia Jacobsen rækker armen bagover og giver hende en hvid plastikpose med tøj. »Pas på dig selv«, siger Pia. »Det var Anette. Hun er en af mine yndlinge. Men hun er hård ved sig selv. Hun har også snakket om, at hun gerne vil ud af det. Men det er svært«, siger hun. »Det kan jeg jo godt snakke med om«. Holmes, Watson og Taida Tilbage i den halvmørke korridor sidder Holmes og piller ved sit sølvpapir. For nylig lå her også en cykelforretning, men metrobyggeriet har jaget den på flugt sammen med de fleste togpassagerer, der plejede at gå den vej ud mod Istedgade. »Nu må I ikke hade mig. Men jeg kan godt lide Berlingeren«, siger han. Watson står og tænker lidt. »Jeg tror, Politiken har mere magt end Berlingeren«. En kvinde kommer ind med hurtige skridt og sætter sig på betongulvet. Hun har sortkrøllet hår og en lille rygsæk på ryggen. Hun hedder Taida og har ikke noget imod at komme i avisen med navn og billede, hvis hun lige kan få lov at tage sit stof først. Hun lægger to lightere, et stykke sølvpapir og tre cigaretter fra en pakke af mærket L.A. omkring sig. I det samme træder bagagemanden fra garderoben ud i korridoren for at tage sig en smøg. Holmes siger hurtigt: »Goddag, hr. Vi skal nok rydde op efter os«. Han nikker og trækker på skuldrene. Taida fortæller, at hun først begyndte at tage stoffer, da hun var 35. Nu er hun 40. »Jeg vil ikke stoppe lige nu. Jeg kan godt lide det. Jeg kommer her på Hovedbanegården. Mange timer. Hver eneste dag«. Hvad laver du her, når du ikke tager stofferne? »Jeg spørger hele tiden folk, om de vil give mig penge. Det er de søde nok til. Jeg kan godt tjene 2.000, hvis jeg hele tiden spørger«. 2.000 kroner om dagen? »Ja. På et døgn. Jeg siger bare: Er du villig til at give et bidrag til en hjemløs? Hele tiden«. En besvimet stamgæst Det er over midnat. I banegårdshallen står Birger Hansen under et jernskilt, hvis ovale form går helt tilbage til den gamle hovedbanegård fra 1911. Resten af indretningen er bygget om og ændret et utal af gange. Det begyndte allerede, mens hovedarkitekten, professor Heinrich Wenck, stadig levede. Han kæmpede imod og var angiveligt tæt på hjertestop, da man begyndte at hænge spraglede reklamer i ventesalene. »I starten af 1990’erne, da de lavede forretningscenter i midten, var der en mand, der blev stukket ned og myrdet. Der blev lavet en hel lille mindelund for ham. Vi har selvfølgelig også haft dødsfald med narkomaner«, siger Birger. »Fødsler har jeg til gengæld ikke hørt om. Og bordel har her heller aldrig været. Det var der på Roskilde Station. Men den er også Danmarks ældste fra 1847«. To piger står og tripper på flisegulvet, mens de kigger nervøst. »Nå, de unge damer vil spørge om noget«. »Der ligger en mand ude på trappen«. »Gør der det?«. »Ja, altså han er besvimet, tror vi. Men han trækker vejret«. »Nå, det var da godt«. Birger begynder at gå ud mod dørene til busholdepladsen på Bernstorffsgade. På vejen standser han dog op og udpeger en inskription med guldbogstaver på den sidste af de mægtige træbuer, der holder taget. ’Tømrermester P. J Storm har udført dette arbejde med I Feut som formand og W. Christensen som 2den formand’, står der. »Tømreren lavede lige et visitkort. Det er det originale træværk – pommeransk fyr«, oplyser Birger. Så går han ud til den livløse mand, der ligger på afsatsen over for pølsevognen iført cowboytøj og hættetrøje. Han har en utændt cigaret i munden, der stritter lige op i luften. »Halløj, hvad er det med dig?«. Birger rusker i manden, der vågner med et spjæt og griber ud efter en Tuborg, der står ligefor. »Det var en af stamgæsterne. Jeg vidste, at det ikke var noget alvorligt. Thomas Pølsemand plejer at være god til at sige til, hvis der sker noget derude«. Giver du et bidrag ... Inde i garderobecentret, midt i landskabet af hvide skabe, stiller bagagemanden sig tilbage bag sin metaldisk efter smøgpausen. Han hører jazzmusik for fuld volumen – Oscar Peterson med band, der er nået til en indviklet trommesolo. Han nikker ud mod den automatiske glasdør til korridoren med narkomanerne. »Jeg har et rimelig godt forhold til dem. De er glade, når man taler ordentligt til dem. Det er blevet bedre i de 25 år, jeg har været her«, siger han. Jørgen Hansen, som han hedder, kom til København fra Sønderjylland og passede garderoben som et studiejob, mens han læste til bibliotekar. Da han var færdig med at læse, var der ingen job at få. Så blev han tilbudt fast arbejde på Hovedbanegården. Han arbejder næsten altid på de sene vagter, ti timer ad gangen. Nu kommer Taida gående i et sindssygt tempo og afsøger lokalet med øjnene som en lyskegle. Hun standser ved metaldisken. »Er du villig til at give et bidrag til en hjemløs?«. Bagagemanden vender øjnene opad. »Hold nu op – det har vi været igennem«. Han står og ser efter hende, mens hun skridter videre mellem rækkerne af skabe. Så griner han pludselig – højere end jazzmusikken, der ellers nærmer sig et volumenmæssigt klimaks. »Da jeg flyttede til København som 19-årig, havde jeg godt nok ikke regnet med at ende her i så mange år«, siger han. »Det havde jeg ikke regnet med«. Den fortabte mor I toiletkælderen går Pia Jacobsen rundt og vasker kummer på de sidste toiletter. Strømmen af kunder er ebbet ud. I en tupperwaredåse uden låg ligger nogle tokroner og også enkelte tiere. Som ung drømte Pia Jacobsen om job og uddannelse som alle andre. Men hun er født med en lille hjerneskade, der har gjort hende ord- og talblind, og hun endte på førtidspension som 23-årig. »Så drak jeg jo en del. I 20-25 år. Hele mit voksenliv. Hvorfor skulle jeg stoppe? Men så kom min søn og bankede på mit liv«. Bogstaveligt talt. En dag stod en ung mand uden for hendes dør. Hun havde givet sit barn væk i familiepleje mange år før. »Det værste var, at der stod masser af flasker på stuebordet. »Vi har holdt fest her«, sagde jeg. Men gu’ fanden havde der ej været fest. Jeg havde selv drukket det hele. Så gik jeg i behandling. Nu har jeg ikke rørt alkohol i fem år«, siger hun. »Når min søn en gang imellem er i dårligt humør, siger jeg, at han altid kan være stolt af at have reddet sin mor fra at drikke«. For tre år siden hørte hun så om toiletterne på Hovedbanegården. Og fik tjansen med nattevagter. En meget høj kunde træder ind og går hen til et spejl ved en af vaskekummerne. Hendes læbestift er knaldrød, og hendes stemme tyder på, at hun nok i virkeligheden er en mand, eller i hvert fald har været det. Pia Jacobsen smiler. »Hvordan går det med dig? Du ser glad ud i dag«. »Det er lidt koldt«. »Du har jo heller ikke noget tøj på«. »Jeg skal jo vise mine flotte ben«. »Vi lukker snart hernede. Hvis du skal nå at sige farvel, er det sidste dag på lørdag«. »Hvad skal der så ske med dig?«. »Det ved jeg ikke«. Pia Jacobsen læner sig tilbage i kontorstolen. Hun piller lidt ved en blomsterdekoration – en kande lavet af noget fletværk, som hun har fået af lyshårede Anette, der tager bad på Hovedbanegården. Efeubladene i toppen er visnet en smule, fordi Pia troede, at blomsten var lavet af plastik og ikke skulle have vand. Hvad skal der ske med dig? »Den første måned eller to bliver nok o.k. Måske kan jeg komme tilbage og hjælpe i Mariakirken, hvor jeg har været før«. Pludselig griner hun. »Og så skal jeg i hvert fald på toiletbesøg. Jeg vil se, hvordan de har tænkt sig at gøre det deroppe. Hvordan deres stil er«. Slugt af Istedgade På trappen er Holmes ved at pakke sit sølvpapir sammen. Han afslutter en længere beretning om, hvordan han begyndte at komme på Hovedbanegården som 9-årig, fordi hans mor drak og lod ham drive rundt i gaderne. Han fandt ud af, at han kunne stjæle mobiltelefoner og sælge dem for 800-900 kroner på Christiania. »Har du set ’Tømmermænd i Thailand’? En siger: Bangkok har slugt mig. Sådan er det for folk her på Hovedbanegården. Istedgade sluger dem. Men vi er ikke slette mennesker. Du kan godt finde varme og nærvær her«. Holmes rejser sig. »Faktisk har jeg også gået på forfatterkursus. Jeg ville gerne skrive en selvbiografi. Jeg har siddet i spjældet og synes, jeg har en del at fortælle. Noget af det handlede så om at skrive børnebøger. Det kunne jeg ikke bruge til så meget«. Han siger til Watson, at han vil gå ud på Istedgade-siden og købe sig en pølse. »Husk nu at skrive det med at blive slugt af Istedgade«. Lidt naturlig træk Klokken har passeret 2 om natten. Birger stikker en nøgle i en kontakt ved trappen til spor 7-8. Et rullepanser begynder langsomt at køre ned fra loftet. Da metalporten er fem centimeter fra jorden, drejer han nøglen tilbage, så den står på klem. »Vi laver bare lidt naturlig træk ude på afsatsen. Folk har det med at lægge sig til at sove der, oven på en masse gratisaviser. Det prøver vi at undgå. De rydder ikke op efter sig«, siger han. Nu er der ro på Hovedbanegården – for eksempel til at tænke over, hvem stenansigtet uden på bygningen forestiller. Han kan identificere DSB’s daværende generaldirektør G.C. Ambt, arkitekten, professor Wenck, mange andre. Undtagen én. Har man ikke vidst, hvem det var? »Nogen har jo nok. De har bare ikke fået det skrevet ned eller sagt videre. Min foreløbige teori er, at det er Otto Busse, som var maskinchef hos DSB og lidt af en opfinder. Nu har jeg skaffet bøger om ham. Jeg har også kontakt til en efterkommer«, siger Birger. »Vi må se, hvad der kommer ud af det«. En historisk kendsgerning står dog fast: For 100 år siden, 30. november 1911, fejrede medarbejderne indvielsen af Kjøbenhavns Personbanegaard med bal og levende musik i banegårdshallen. Det varede til klokken tre om morgenen. »Det skal vi nok ikke forvente nu«, konstaterer Birger. »Men der er kaffe med croissanter til os, så vidt jeg er orienteret«. FACEBOOK