Sturlasgade, onsdag 26. juni kl. 9.50
Complicated Universal Cum og Madeleine Kate
»Grunden til, at jeg ikke øver nu, er, at det bliver for kedeligt at være ude at spille, ikke?«.
Frederik Valentin ruller en cigaret og går frem og tilbage, mens han snakker. Masser af huller i bukserne. 20 minutter for sent på den.
Han er frontmand i rockbandet Complicated Universal Cum. Ved siden af sidder kunstneren Madeleine Kate. De arbejder sammen om at skabe en af koncerterne ved Henry’s Dream.
»Man har som regel de samme kedelige redskaber, når man er ude at spille«.
Og det har man vel. En scene, der peger frontalt ud mod publikum. En tidsplan, der skal overholdes. Et sæt sange. Og så om igen. Hele sommeren.
En gave til den langhårede rockmusiker
Det er i hvert fald virkeligheden for mange bands i festivalsæsonen. Men ikke for Complicated Universal Cum. For Frederik Valentin gider ikke.
»Jeg spiller jo også festivaler sommeren over. De vil have, at man sender tekniske detaljer om sit setup to måneder i forvejen, så nu er jeg bare begyndt at sende noget, der ikke passer. For at lukke røven på dem«.
Udfordrer koncertformatet
For ham opstår et værk typisk ud fra muligheder eller specifikke redskaber. F.eks. et orgel, der engang skabte grundlag for en hel plade. Eller en festival bygget op omkring drømme.
Sammen med Madeleine Kate vil han og resten af bandet udfordre festivalgæsternes opfattelse af koncertformatet. Det er de enige om.
»Koncerten bliver i fuldstændig mørke, og jeg forestiller mig, at der kommer et strobelys hvert tiende minut«, siger Madeleine Kate.
»Så man kun i korte øjeblikke ser, hvad der er på scenen«.
Og som det ser ud nu, er det ikke den sædvanlige Complicated Universal Cum-besætning, publikum kommer til at se, når mørket brydes.
»Jeg har fået kontakt til et plejehjem«, siger Fredrik Valentin på vej op ad trappen for at se, om øvelokalet er åbent. Der er låst.
»Jeg tænker på at sætte aldersgrænsen til plus 75 og tape tangenterne ned, så tonen sidder fast. De skal bare sidde og skrue på knapper. Det kommer nok til at lyde som havet«
Bind for øjnene
Tror han. For ham er det vigtigste, at det er noget andet end sidst. Og end næste gang.
»Vores samarbejde startede med, at Frederik sagde til mig, han var begyndt at øve med sit band, hvor alle havde bind for øjnene«, siger Madeleine Kate.
»Så jeg tænkte: Hvad mon der sker, hvis ingen kan se noget? Det er sjældent, man som lytter får frataget sin synssans. Men hvis man gør, bliver det bærende element musikken«.
Østre Anlæg, onsdag 26. juni kl. 11.15
Shiny Darkly og Nana Francisca Schottländer
Et sæt øjne åbner sig i loftet over Kristoffer Bech fra rockbandet Shiny Darkly. De stirrer.
Han ligger på sin seng og kan ikke røre sig. Øjnene bevæger sig langsomt ned igennem lokalet. Langsomt begynder en krop at tage form rundt om øjnene.
Det er en nøjagtig kopi af Kristoffer Bech. Den har samme tøj på. Den har samme ansigt. Kroppen sætter sig tungt på brystet af ham. Gør det umuligt at trække vejret.
Pludselig skriger kroppen Kristoffer Bech ind i hovedet. Øredøvende. Alt sluges i et sort hul, og pludselig er han tilbage i virkeligheden.
Ikke nogen rar scene. Men udgangspunktet for samarbejdet mellem Shiny Darkly og performancekunstneren Nana Francisca.
En drøm, Kristoffer Bech havde, første gang han oplevede søvnlammelse. Et stadie, hvor hjernen vågner før kroppen. Kroppen er ubevægelig. Men hjernen ræser af sted, og man føler sig vågen.
»Som et vågent mareridt«, forklarer han.
Hvordan har I forvandlet drømmen til en koncert?
»Vi går ret konkret til værks. Over scenen forestiller jeg mig, at der vil blive projiceret et øje på en vejrballon, som i starten af drømmen«. Nana Francisca ser over på Kristoffer Bech. Han nikker.
»Rundt i rummet vil der være placeret performere kamoufleret som væggene. Måske med øjne malet på brystet. De skal bevæge sig gennem publikum. Og så op på scenen«, siger hun.
Nogle af dem begynder så at iklæde sig det tøj, som bandet har på. Og tager masker på med bandmedlemmernes ansigter.
Koncerten kunne kulminere i en sekvens, hvor de her pseudo-jeger begynder at skrige, og bandet begynder at skrige. Og i en form for klimaks overtager performerne bandet«.
Ekstra dimension til musikken
Kristoffer Bech mener, at visualiseringen af hans drøm vil forstærke Shiny Darklys samlede udtryk og give en ekstra dimension til musikken.
LÆS GUIDE
»Drømmeuniverset passer godt til vores musik. Den handler om underverdener, det mystiske, det ikkeeskisterende. Både i tekster og stemning«, siger han. Nana Francisca er enig.
»Det er interessant at arbejde med drømme. At gøre alle de her forskellige universer, som vi går rundt med inde i os, synlige og tilgængelige for hinanden. Det er poetisk«.
Nørrebroparken, mandag 24. juni kl. 13.10
De Høje Hæle og Sarah Armstrong
Det er anden gang, de mødes for at snakke om deres fælles koncert på Henry’s Dream.
Frontmand Magnus Knudsen, bassist Myre Knudsen og trommeslager Henrik Vorup fra punkbandet De Høje Hæle og performancekunstner og danser Sarah Armstrong.
De sidder og ligger i en rundkreds på græsset i Nørrebroparken. Solen er skarp. De har tømmermænd. De var her også i går aftes, men der var lidt mere fart på. Vistnok.
Kaosballet på scenen
Hvordan koncerten bliver, er langtfra på plads endnu. Så i dag skal ideer deles og forventninger afstemmes.
»Vi har snakket om at få en balletdanser på scenen«, siger Sarah Armstrong.
»Ja, og så kunne der stå en ved siden af, der imiterer balletdanseren og laver kaosballet. Det kunne se vildt ud«, tilføjer Myre Knudsen.
Ingen erfaringer med performancekunst
Han og resten af De Høje Hæle har ingen erfaringer med performancekunst. De har heller ikke prøvet at samarbejde med andre end hinanden.
Og når de laver musik, er der intet fortænkt over det. Så som udgangspunkt er det uprøvet land, de betræder, når de lader Sarah Armstrong blande deres punk med performancekunst.
»Det her er i virkeligheden meget langt fra vores tilgang til noget, vi nogensinde har lavet«, siger Magnus Knudsen.
»Fred være med ens stramme jakkesæt og koreografi. Men vi er det modsatte. Vores musik er en stregtegning, ikke et maleri«.
Hvordan bruger I drømme i koncerten?
»Det handler vel om at rive folk ud af deres normale rammer. At se drømmen som en illusion. Et brud med det almindelige«. Magnus Knudsen famler sig måske frem i det nye samarbejde, men han har tydeligvis fat i noget. Sarah Armstrong er i hvert fald enig.
»Helt klart«, istemmer hun. »Vores styrker findes i kontrasterne. Det kan lige så godt være, der sker noget performativt blandt publikum. Vi vil bryde med, hvordan man går til koncert«.
»Det ville måske være fedt med nogle lange bløde bevægelser som kontrast til musikken«, siger Magnus Knudsen.
»Men jeg kommer ikke til at gøre en skid anderledes. Det er bare scenen, vi kommer og spiller på, der er dynamisk og levende i stedet for statisk. Vi laver musik og ikke så meget mere end det«.
Mænd i høje hæle
Og så alligevel.
»Jeg kan godt lide at klæde mig ud i dametøj og højhælede sko og sådan«.
Tilsyneladende holder han sig ikke udelukkende til musikken.
Myre Knudsen vender sig mod Sarah Armstrong.
»Men det er dig og din gruppe, der skal være kreative her«.
»Ja, men jeg vil ikke gå ind og ændre jeres udtryk. Jeg vil lytte jeres numre igennem og forholde mig til dem. Det er vigtigt, at performancen og musikken forstærker hinanden«, svarer hun.
Styrken ligger i overraskelsen
Der er ikke lang tid til festivalen. Derfor kan de ikke nå at øve det hele igennem sammen. Kun hver for sig. Men alle er enige: Det er en styrke. De håber på, at koncerten vil overraske alle. Inklusive dem selv. Deri ligger energien.
»Med det umiddelbare og ikke-øvede kan showet forhåbentlig også tage røven på os. Sådan bliver det bedst«.
Henrik Vorup har taget sin T-shirt af. Han vågner bag solbrillerne.
»Det ville være ret fedt, hvis det ikke blev mega dårligt«.
Alle griner.
»Det kunne være sindssygt fedt«, siger Magnus Knudsen.
»Det er planen«.
fortsæt med at læse
