Hjemløs til indvielse af ny gravplads: »Jeg vil begraves her«

Hus Forbi-mærkater på jakkerne skinner gult om kap med Netto-poser og Assistens Kirkegårdens efterårsfarver.

En stor, mikset menneskemængde er samlet på gravpladsen. Alle omkring en opsat havepavillon, hvor der om lidt skal være programsatte taler foran det opskudte mikrofonstativ blandt gravbevoksningen.

Ikke kun gadens folk er mødt op, men også mænd i skjorter og kvinder, der kæmper for at holde sig på overfladen af den fugtige græsplæne i højhælede sko, er forsamlet omkring det, der skal ske her klokken 14, og som bliver fremmumlet som »historisk« blandt en krammende gruppe hjemløse.

LÆS OGSÅ

I dag bliver 'Gravplads for gadens folk' indviet, og 75 kvadratmeter græsplæne på Nørrebro bliver officielt kirkegård for hjemløse og socialt udsatte.

To års arbejde
Michael Espensen er den første, der indtager græspodiet under pavillonens plastiktag. Han bliver klappet ind af tilskuerne og knipset ind af et talstærkt antal pressefotografer.

»Det hele begyndte med, at der var et træ«, introducerer Michael Espensen, der er formand i foreningen Giv Din Hånd og initiativtager til gravpladsen.

»Træet var de hjemløses mindetræ«, fortsætter han og fortæller om et træ på Kultorvet, som de hjemløse brugte til at mindes afdøde venner ved at hænge billeder op på grenene. Træet blev fældet, fordi arkitekter ikke betragtede det som et væsentligt bidrag til København, fortæller Michael Espensen, og han begyndte derfor for to år siden at arbejde på at få en gravplads forbeholdt gadens folk.

I dag er det officielt lykkedes.

»For de hjemløse er ikke værdiløse. De er ligeværdige og med ligeværdige behov. Mennesker fuld af omsorg, håb, glæde og sorg ligesom os andre. De er en del af vores samfund, og en del af os selv«, fortsætter han, og to dåseøl annonceres åbne blandt tilskuerne med et tofoldigt metalklik.

»Hørt!«, råber en Hus Forbi-omdeler.

Programsat ministerbesøg
Socialminister Annette Vilhelmsen er også en af dagens talere. Hun er inviteret til 2200-kirkegården for at afsløre en skulptur, som er blevet skabt og skænket af kunstner Leif Sylvester Petersen, og som skal stå i kanten af de hjemløses begravelsesplads.

Lige nu gemmer den sig under en sovepose. Skulpturen. Og da ministeren har holdt tale om barndomsminder fra Nørrebro-kirkegården og 2020-planer med en inkluderet hjemløsstrategi, er hun programsat til sammen med kunstneren selv at afsløre kunstværket 'En engel iblandt os'.

De bliver dog afbrudt på vej over mod soveposeindpakningen.

»Her! Her har du et blad, der hedder Hus Forbi«, råber Hus Forbi-sælgeren Kisser til ministeren og Leif Sylvester Petersen. Hun rækker dem hver en hjemløseavis.

»Du skal ikke bare gå. Har du en tyver? Det gælder også dig, Annette. Se at kom til lommerne«, fortsætter Kisser grinende over for ministeren, der må indrømme, at hun ikke har mønter på sig.

Kisser giver hende dog lov til at tage avisen med hjem alligevel.

Et lille ydmygt monument
Da Leif Sylvester Petersen for to år siden blev spurgt, om han ville lave et stykke kunst til gravpladsen, havde han dengang forestillet sig, at han ville lave et kæmpe monument af eksempelvis en marmorengel.

»Men så tænkte jeg på, hvem det er, monumentet er for. Det er jo nok mere de efterladte. Nogle gange er der slet ikke nogen, nogle gange er der måske bare en hund, eller man kan være heldig, at der er nogle gange er nogle ligestillede kammerater, der møder op på gravpladsen«, siger han.

»Og de skal sgu ikke stå under sådan en stor, sort engel og blive dømt en gang til. Derfor er det et lille ydmygt monument«, forklarer Leif Sylvester Petersen om hans skulptur med påskriften 'Gravplads for gadens folk'.

»Den er jo direkte smuk«, lyder det fra en tilskuerne, da han sammen med socialministeren afslører sit værk.

Indviet med første urne
Ved siden af skulpturen er der gravet et hul.

Under indvielsen står det og kigger, for allerede i dag skal den første hjemløse begraves på gravpladsen, og Salomons urne bliver sat ned i jorden efter talerne er forbi og ministeren er kørt.

»Han var altid glad og en god kammerat. Det er meget passende, han er den første, der bliver sat ned her«, siger Vor Frue Kirkes domprovst Anders Gadegaard, da han lægger urnen i jorden, og til livemusik af Zididada bliver der krammet, grædt og sagt farvel af familie og venner foran graven.

En hælder et dåse-skvulp Harboe Pilsner ned i hullet og siger farvel til »Grønlænderen«, imens andre sætter et plastikafskærmet stearinlys ved siden af et billede af Salomon.

»Han var en god mand«, fortæller 45-årige Lille John, efter han har grædt indvendigt, som han selv forklarer det.

Lille John har selv været hjemløs, men nu er han blot »skæv eksistens«, og han siger, at mange hjemløse tit går under jorden i forhold til deres familier, når de kommer på gaden. Lille John kunne godt tænke sig at blive begravet på de hjemløses gravplads en dag, når han skal selv skal under jorden. Sådan rigtigt.

»Der kommer til at være et fællesskab omkring det sted her, så jeg vil nok gerne begraves her. For her er mine venner og dem, jeg kender«, fortæller han.

»Man kan jo komme forbi, hvis man er ked af det. Og det da fantastisk at have sådan et sted«, fortsætter han.

Vil fravælge familiegravstedet

Lille John og mange af de fremmødte skal videre nu til en bisættelse af Holger, der har været Hus Forbis fotograf og som også skal ligge på den nye gravplads.

»Vi tager imod Vor Frue Kirke nu«, siger en forbipasserende til 61-årige Kisser, der tidligere gav ministeren en Hus Forbi-avis.

»Vi ses derinde, skatter. Elsker dig«, svarer Kisser, der også skal med i kirken.

Også hun ved, at hun kommer til at besøge Assistens Kirkegårdens 'Afdeling M', som de hjemløses nyligt indviede område hedder, meget.

»At få sin egen kirkegård er noget af det bedste, der nogensinde er hændt, for her kan jeg være sammen med mine venner. Dem jeg har haft i så mange år og som har givet mig så meget«, fortæller Kisser, der for første gang blev hjemløs som 16-årig, og i »alt for mange år« har skiftet imellem at sove på gaden og haft et sted at bo.

Hendes mor og bror ligger begravet på et familiegravsted også på Assistens Kirkegård.

»De ligger derovre. Min mor ligger der, og min lillebror ligger lige ved siden af«, siger Kisser og peger over bag nogle trækroner.

Med fingeren laver hun en hvis-man-kunne-hoppe-over-træerne-bevægelse, så hendes Hus Forbi-skilt om halsen ryster sig i efterårskulden.

Kisser vil ikke selv begraves derovre bag bladene.

»Nej. Det er jeg helt sikker på«, siger hun og fortsætter:

»Jeg vil begraves her, for det er her, jeg hører til. Hos de hjemløse. Det blev mine venner gennem årene, så selvfølgelig skal jeg ligge her. Det er 100 procent sikkert«.