»Opmærksomheden skal henledes på, at afløbsarbejdet kan udføres uden forud indhentet særskilt tilladelse«.
Sådan stod der i et brev fra kommunen, da kampagnesekretær i Dansk Sprognævn Anne Kjærgaard for nogle år siden søgte om tilladelse til at installere et bad i sin lejlighed.
Og flere skrivekurser senere er det ikke blevet stort bedre med formuleringerne, når det offentlige henvender sig til borgerne.
Kampagner med lille effekt Sprogkampagner, der skal fremme et letforståeligt sprog i Københavns Kommune og Danmarks Domstole, har nemlig kun haft en meget begrænset effekt, viser Anne Kjærgaards ph.d.-afhandling ’Sådan skriver vi – eller gør vi?’, som hun netop har forsvaret.
»Der bliver gjort meget fra organisationernes side for at sætte fokus på skrivestilen, men blandt sagsbehandlerne og dommerne møder det stadig modstand«, siger Anne Kjærgaard.
SKRIV
Hun har studeret breve og domme fra primært to sagsbehandlere og to dommere for at undersøge, hvordan sprogkampagner i de to organisationer har påvirket skrivestilen.
»Man skriver som en dommer«
Den korte version er, at det har de stort set ikke.
I Københavns Kommune har man ellers sendt sagsbehandlerne på skrivekursus, og i Danmarks Domstole har man udfærdiget brochuren ’Sprogpolitik for Danmarks Domstole’.
LÆS ARTIKEL
Men noget tyder på, at flere dommere har stillet den ind på reolen og skrevet deres domme, som de plejer.
»De har en dommeruafhængighed, og det får også nogle konsekvenser for den måde, de skriver på. De bryder sig ikke om at få at vide, hvordan de skal gøre. Det handler også om kultur. Man bliver dommer – og så skriver man som en dommer«.
Fastholder myndighedsrolle
I Københavns Kommune er man måske nok vant til et hierarkisk system, hvor tingene bliver reguleret oppefra, men her er der til gengæld uenighed om, hvordan man bør henvende sig til borgerne. »Man har en diskussion om, hvorvidt kommunen er en myndighed, der skal fortælle borgerne, hvad de skal gøre, eller om kommunen er et serviceorgan med et mere empatisk forhold til borgerne. De fleste holder nok fast i myndighedsrollen, hvor man gerne vil diktere, hvad borgerne skal gøre. Og det afspejler sig også i skriftsproget«, siger Anne Kjærgaard.
LÆS MERE Eksempelvis har hun interviewet en sagsbehandler, der ikke mener, at man kan skrive ’desværre’ til borgerne, når de får et afslag. »Han mener ikke, at det er hans opgave at sidde og beklage, at borgeren ikke kan få lov til at bygge et svømmebassin i baghave, for han skal bare administrere nogle bestemte regler. Og når man har det sådan, er det letteste at holde fast i kancellisproget, for så kan man nemmere diktere folk, at de skal gøre sådan«.
Faglig blindhed
Når sagsbehandlerne skriver til borgerne, lider de også under den faglige blindhed, der opstår, når man er rigtig godt inde i sit fag. For:
»Man synes altid, at ens eget fagområde er super enkelt, og så kommer man til at overvurdere modtageren af brevet«.
LÆS MERE
Og når man skriver til en borger, skriver man også potentielt til flere modtagere.
»I første omgang er brevet stilet til borgeren, men man skriver også indirekte til byretten. For hvis borgeren er utilfreds med brevet og trækker kommunen i retten, skal der stå noget, der også fungerer i en retssal. Dommerne skriver heller ikke bare til parterne og til advokaten. For hvis sagen bliver anket, skal de også kunne forstå dommen inde i landsretten«.
»Det forældede tekstideal«
Følelsen af at være en ’rigtig’ sagsbehandler kan også være knyttet til brugen af bestemte ord og fraser.
