Tilbud. Københavns Hovedbibliotek er et af de biblioteker, som jævnligt tilbyder  forskellige arrangementer til dets brugere, såsom koncerter og udstillinger.
Foto: Thomas Borberg(Arkiv)

Tilbud. Københavns Hovedbibliotek er et af de biblioteker, som jævnligt tilbyder forskellige arrangementer til dets brugere, såsom koncerter og udstillinger.

Kultur

Bibliotekerne vil lokke lavtuddannede, mænd og unge til

Lånerne er tilfredse, men biblioteket skal have fat i nye befolkningsgrupper.

Kultur

Bibliotekerne kan have en blind vinkel, når de vil trække nye brugere til.

Den typiske bibliotekar ligner nemlig sin kernebruger - den midaldrende, veluddannede kvinde - og med det sammenfald kan det være svært for bibliotekerne at få øje på, hvad andre befolkningsgrupper har brug for.

LÆS OGSÅ

Det siger en biblioteksforsker, og i biblioteksvæsenet erkender man problemet og er i fuld gang med at finde ud af, hvordan man får fortalt ikkebrugerne, at der findes et gratis tilbud, der også kunne være noget for dem.

»Vi har fået en større viden om, hvem der ikke bruger os, og med den viden kan vi bedre ramme dem med nogle målrettede tilbud«, siger chefkonsulent Jonna Holmgaard Larsen fra Kulturstyrelsens kontor for biblioteker.
Kender bedst sig selv

Den nye viden stammer ikke mindst fra Kulturstyrelsens nye og hidtil største undersøgelse af lånernes tilfredshed med bibliotekerne. I undersøgelsen, der blev omtalt i Politiken fredag, deltog over 27.000 lånere, og et overvældende flertal var tilfredse med deres bibliotek.

Men svarpersonerne er af gode grunde de danskere, der kommer på bibliotekerne. Den store udfordring bliver at finde ud af, hvordan man rammer dem, der endnu ikke har fået øje på deres bibliotek, siger biblioteksforsker Henrik Jochumsen fra Det Informationsvidenskabelige Akademi under Københavns Universitet.

Vi har fået en større viden om, hvem der ikke bruger os, og med den viden kan vi bedre ramme dem med nogle målrettede tilbud



»Der er en blind vinkel på bibliotekerne, fordi bibliotekarerne ligner kernelåneren: den veluddannede, midaldrende kvinde. Og når vi nu ser, at bibliotekerne især rammer den befolkningsgruppe, er det nok, fordi man er god til at lave bibliotek for dem, der ligner en selv«, siger han.

»Det er derimod langt sværere at skabe tilbud for dem, man ikke har så godt fat i. For eksempel den lavtuddannede mand eller den nye generation af digitalt indfødte«.
Ensartet personalesammensætning

Problemet forstærkes for ham at se af, at personalet på bibliotekerne ikke for alvor er blevet udskiftet i mange år, og at den typiske bibliotekar er skolet fra samme uddannelsessted. Det giver et meget ensartet billede.

For få år siden begyndte bibliotekerne derfor at blande op med nye faggrupper, og det har, mener han, givet en væsentlig dynamik, men den udvikling er truet:

»De massive nedskæringer på området har sat bremser i for nyansættelser, og det betyder, at udviklingen i retning af større mangfoldighed risikerer at gå i stå. Her rammer besparelserne rigtig, rigtig hårdt«.

LÆS OGSÅ

Bibliotekerne er bevidst om problemet, understreger Jonna Holmgaard Larsen fra Kulturstyrelsens biblioteksafdeling.

»Vi skal skabe flere tilbud for de grupper, som ikke kommer så meget på bibliotekerne, og man kan jo også fremover se på personalesammensætningen, så man får en mere varieret sammensætning«.

På charmeoffensiv
Ifølge den nye biblioteksundersøgelse skal bibliotekerne også gøre mere ud af at fortælle, hvad de er gode til, og man er i gang.

20 kommuner rykker ud med børnebogspakker til nybagte familier i socialt belastede områder, andre steder griber bibliotekerne fat i unge på produktionsskoler , og der er også indsatser rettet mod små erhvervsdrivende, der har brug for it-træning.

Sidste år gennemførte de fynske biblioteker i samarbejde med Kulturstyrelsen derudover en undersøgelse blandt 'ikkebrugerne' for at få afdækket, hvem de er, og den undersøgelse afdækker den typiske ikkelåner som en lavtuddannet mand.

LÆS OGSÅ

»Den viser, hvem vi ikke er gode til at ramme«, siger bibliotekschef Kent Skov Andreasen fra Odense.

»Det gælder eksempelvis lavtuddannede mænd, lavtuddannede unge og unge mænd på 14-18 år samt små erhvervsdrivende og selvstændige«.

Med den viden er bibliotekerne på Fyn i fuld gang med en målrettet charmeoffensiv, hvor man for eksempel rykker ud på jobcentre og taler med 'ikkebrugere'.

»Vi vil gerne være sikre på, at det ikke er manglende viden om vores tilbud, der gør, at de her grupper bliver væk. Vi skylder folk at fortælle om mulighederne«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden