Det begynder at blive indviklet, det her. Bjørn Nørgaard bøjer sig frem og leder efter lommeregneren på sin computer. Han taster løs. »Milliarder ... er det ni nuller?«, mumler han. »Hvor er deletegnet? ... Sådan ... Hold kæft mand ...«. Han er i gang med at regne ud, hvor mange penge landets professionelle billedkunstnere får i støtte fra staten. I gennemsnit. »Lad os se ... 16.000! Man kan altså ikke leve fedt af 16.000 kroner om året«, fnyser billedhuggeren.

Pia K. er langt ude i hampen
Vi sidder i Bjørn Nørgaards kontor oppe under taget for enden af det værksted, han har indrettet i sin firelængede og stråtækte bindingsværkgård på Møn.

Han har sat sig for at forklare, hvorfor Pia Kjærsgaard er langt ude i hampen, når hun hævder, at en del kunstnere får for mange penge i støtte fra staten.

Det er ikke det eneste, Pia Kjærsgaard har gjort sig bemærket med. Hun anklagede i sidste uge den danske kulturpolitik for at være for elitær. Desuden syntes hun, kunstnerne var for venstreorienterede og kritiske over for hende og regeringen. Og så efterlyste hun kunst, der er til at forstå. Afføring på dåse og udstoppede hundehvalpe hører ikke til i den kategori, påpegede hun.

»Jeg kan heller ikke se – selv om jeg har al mulig respekt for Bjørn Nørgaard – at hans parterede hest har noget med kunst at gøre. For det har det ikke. Punktum. Væk«, sagde lederen af Dansk Folkeparti.

Og det er så derfor, jeg er taget ned til Bjørn Nørgaard. Han har sagt i telefonen, at han ikke gider råbe tilbage i hovedet på Pia Kjærsgaard. Men han vil gerne prøve at give en mere grundig forklaring på, hvordan det hele efter hans mening hænger sammen.

Angreb mod Henrik Dahl
Han har forberedt sig. Der ligger flere bøger om kunst og økonomi på hans arbejdsbord, og han har understreget en passage i en af dem. Det er et citat af den franske filosof Diderot.

»Alle folkeslag har en form for kultur, men denne kultur kan udvikles mod stadig højere niveauer ved fornuft, viden og indsigt ...«, læser Bjørn Nørgaard.

Det er ikke bare Pia Kjærsgaard, som mangler fornuft, viden og indsigt. Det gør sociologen Henrik Dahl i den grad også, mener billedhuggeren. Dahl skrev for nylig, at man burde skrotte Statens Kunstfond og overlade kunsten til de frie markedskræfter. Så ville vi slippe for følgende:

»Romaner, der ikke handler om noget. Billeder, der ingenting forestiller. Digte, der ikke er til at forstå. Musik, der lyder ad Helvede til«.

Sådan skrev Henrik Dahl i Weekendavisen.

»Man får indtryk af, at staten vælter en hel masse penge ud i kunstnernes lommer, uden at de overhovedet gør dagens gerning«, siger Bjørn Nørgaard.

650 kroner om måneden
Selv hører han til de 275 danske kunstnere, der får en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond. Den er på rundt regnet 150.000 kroner om året. Men på grund af hans øvrige indtægter beholder staten de fleste af pengene. Han får kun cirka 14.000 kroner, før skat. Det giver ham omkring 650 kroner i hånden om måneden.

Men visse kunstnere har stort set ikke andre indtægter end ydelsen fra staten.

»Problemet er, at de inde i Folketinget ikke ved, hvad det er for en virkelighed, de diskuterer. Ingen folketingsmedlemmer forestiller sig, at man kan have de der 150.000 som indtægt, når man er en berømt digter eller billedkunstner eller instruktør ... Men det er realiteten«, siger Bjørn Nørgaard.

Så er det, han kaster sig over regnemaskinen og får tastet sig frem til forskellige tal, der alle viser, at det er småpenge, der flyder fra staten og ud til kunstnerne.

Men det er vigtige småpenge, pointerer Bjørn Nørgaard. Hvis staten ikke gav kunstnerne de penge, ville hele kunstens økosystem bryde sammen.

Det er det, han gerne vil forklare ordentligt.

De får i hoved og røv
»Altså, en ting er, at Pia Kjærsgaard gør, som hun gør. Hun er jo ligeglad med kendsgerningerne. Men det er jo fantastisk, at en sociolog som Henrik Dahl kolporterer den rene og skære nonsens ... Det er helt fantastisk, at den her kunstfonddiskussion ikke har løftet niveauet én millimeter siden 1970’erne«, siger Bjørn Nørgaard.

Dengang var det Peter Rindal, som anførte kampen mod kunststøtten. Han var medlem af Fremskridtspartiet og havde i midten af 1960’erne indsamlet en ordentlig bunke underskrifter mod Statens Kunstfond.

Hvorfor tror du, debatten kører i den samme rille?

»Det handler om nogenlunde det samme som diskussionen om vores indvandrere, tror jeg. Man kan bruge kunstnerne til at promovere nogle forskellige opfattelser af, hvordan samfundet hænger sammen ... Til at dyrke en forestilling om, at vi har en stat, hvor der sidder nogle smagsdommere og bestemmer det hele hen over hovedet på os andre og bruger vores penge«.

Frit løb for frustrationerne
Og så kan kunstnerne bruges til at afreagere på, mener Bjørn Nørgaard. Få frit løb for sine frustrationer.

»Der findes områder i samfundet, hvor man har den opfattelse, at her kan man bare hælde skraldespanden ud, når det passer en«.

Desuden er der den klassiske debat om, hvorvidt penge, der bruges på kunst, ikke kunne bruges mere fornuftigt. Som når en by vil bygge et kunstcenter til flere millioner kroner, og man diskuterer, om pengene ikke hellere skulle bruges til plejehjemspladser, børnehaver eller skoleklasser.

»Det er jo ikke, fordi de mennesker er dumme eller ubegavede. Det er, fordi de er frustrerede over udviklingen, og så kan de bruge kunsten eller indvandrerne, eller hvad det nu er, til at sige: Der kan I se, de får bare i hoved og røv. Og min morfar nede på plejehjemmet kan ikke få et bad ...«.

Når kunstnerne overfaldes og anklages for det ene og det andet, så reagerer de tit ved at blive sure og indignerede. Nørgaard mener, de burde gøre noget andet.

»Det er jo også os selv, altså kunstnerstanden, som ikke har taget den udfordring op, som hedder: Hvordan skaber man en legitimering for en kunstnerisk produktion i den form for samfund, som i hvert fald siden 1980’erne har udviklet sig til en liberalistisk markedsøkonomi«.

Tilbage i historien
Han griber tilbage i historien for at forklare, hvad han mener.

Tilbage til 1960’erne, da den socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt skabte Statens Kunstfond, fordi han mente, at staten ikke bare havde et ansvar for vores sociale velfærd, men også for, at vi var kulturelt godt kørende. Til et dynamisk samfund hørte et rigt kunstliv, og den slags kunne man ikke overlade til det private initiativ, mente Bomholt. I øvrigt skulle kunsten ikke bare være til de særligt interesserede, den skulle ud på skolerne og på fabrikkerne. Kunsten skulle være for alle. Op gennem 1980’erne og 1990’erne eroderede ideen om det statsstøttede velfærdsparadis. Markedsøkonomien vandt frem. »Der burde kunstnerne sådan set være gået forrest. Vi går jo ikke ind og siger: Jamen, nu begynder samfundet at ændre sig, og så skal der simpelt hen udvikles en ny legitimering af, at staten stadig skal have en aktiv rolle i den kunstneriske produktion – for at fastholde den på et højt niveau. Ligesom staten bliver ved med at støtte landbrug og skibsfart og alt muligt andet. Vi kan ikke læne os tilbage i den der bomholtske, trygge vugge«, siger Bjørn Nørgaard. Kunstnerne må ganske enkelt give deres bud på, hvilken rolle kunsten skal spille i dag. I stedet for bare at sidde og jamre over dem, der vil dem det ondt. Og for at vide, hvor man står, er man nødt til at vide, hvordan man er kommet så langt. Man må kende sin historie. Avantgarden er død Bjørn Nørgaard hanker op i mig og fører mig i rask tempo gennem kunsthistorien. Han fortæller, hvordan kunsten i tidernes morgen gjorde sig uafhængig af stat og kirke og kejser og konge og skabte sin egen måde at erkende verden på. Hvordan fantasien først blev opfundet i romantikken. Hvordan modernismen udviklede sig op gennem 1900-tallet og bragte avantgardebegrebet med sig. Man forestillede sig, at de nyskabende kunstnere afspejlede de sociale bevægelser i samfundet. »Man antager oven i købet, at de kunstneriske spring sker, før de sker i samfundet. Deraf kommer navnet avantgarde, altså kunstnerne går foran«. Den rolle havde kunstnerne helt op til 1960’erne. De viste vejen. Men så sluttede det. »Efter 1960’erne er det sådan set noget vrøvl at bruge ordet avantgarde«, siger Bjørn Nørgaard. Ingen fælles frontlinje
Det skyldes, at kunstnerne siden da ikke har foretaget nogen banebrydende spring inden for form og flade og farve. Der findes ikke længere en fælles frontlinje i kunsten. »Nu har vi en kæmpe fond af kunstneriske udtryksformer, og dem bruger folk så mere eller mindre frit. Så er der kommet en række nye medier, altså video og internet ... Så man kan sige, at der er opstået nye genrer, men de har endnu ikke påvirket den kunstneriske udtryksform på et essentielt, formelt plan. Vi har en stor mangfoldighed af udtryksformer og eksperimenter, både formelt og mediemæssigt«. Og det gør det sværere at legitimere kunsten? »Nej, det mener jeg jo ikke, det gør«. Men nogen mener det? »Ja, når du både kulturelt og i kunsten går ud fra, at ethvert udsagn er ligeværdigt, så er det utroligt svært at gå ind og lave en samlet overordnet definition af, hvad legitimeringen er. Fordi den autoritet simpelt hen er væk. Bob Dylan synger et eller andet sted: For at leve uden for loven må du være ærlig. Det er sådan set det, der er kravet her«, siger Bjørn Nørgaard.