Helt inde i hjertet af Lemvig, lige over for den hvide kirke med løgkuplen, ligger en treetages bygning, som ser solid og statelig ud, men inde bag facaden er der noget, der ikke stemmer, for det er her, Vestjysk Bank har sit hovedsæde, og banken er, hvis man skal tro analytikerne, i fare for at gå rabundus. »De har lånt alt for mange penge ud til bønderne«, sagde folk til os allerede den første dag, vi begyndte at slentre rundt i byen. Vi taler om svimlende summer, som muligvis aldrig vender hjem til banken. Landbruget har simpelthen ikke pengene. »Det kunne godt lyde, som om bankdirektøren har været lige lovlig solidarisk med bønderne«, bemærker jeg til fotografen, mens vi spiser vores morgenæg på Hotel Lidenlund.
LÆS OGSÅ Solidaritet i Lemvig del 3: »Kærlighed gør meget«
Hvis Vestjysk Bank lukker eller opkøbes af en anden bank, kan det få dramatiske følger for Lemvig og omegn. Banken sponsorerer håndbold og basketball og har i det hele taget aktier i det meste af det, der foregår i byen.
Vi beslutter os for at få en snak med bankdirektøren, eller rettere med den tidligere bankdirektør, for de store nedskrivninger kostede ham jobbet for nogle måneder siden.
Han hedder Frank Kristensen, og vi finder ud af, at han bor i en stor gulstensvilla på Niels Bjerres Vej, højt hævet over Lemvig.
Skæg for sig og snot for sig
Både han og konen Birthe tager imod os på trappen og byder os indenfor i de rummelige og velpolerede stuer. Over en døråbning hænger en tand fra en narhval. Parret boede tolv år i Nuuk, hvor Frank Kristensen var direktør i Grønlandsbanken. Han nåede at være chef for Vestjysk Bank i nogenlunde lige så lang tid.
Frank Kristensen er 60 år og ser ud til at være i fin form. Vi sætter os i et af sofaarrangementerne. Jeg skubber lidt til en sælskindspude og spørger eksbankdirektøren, om det ikke kan være svært at være bankdirektør i en så lille by som Lemvig, hvor alle kender alle:
»Har folk ikke skældt dig ud på gaden, hvis de har fået nej til et lån?«.
Solidaritet i Lemvig del 2: »Det irriterer mig, at jeg ikke kan være solidarisk« »Næ, egentlig ikke. Folk kan godt holde skæg for sig og snot for sig. Og nu var det heller ikke mig personligt, der behandlede sagerne ... Men jeg havde selvfølgelig direkte kontakt med virksomhedsledere ...«, siger han. Jo, landbruget presser da på »Hmm, ja«, siger jeg og tager tilløb til det spørgsmål, jeg især gerne vil have svar på. »Man kunne godt få den tanke, at du har været alt for solidarisk med bønderne?«. »Det har vi da snakket om i banken«, svarer Frank Kristensen. »Landbrugsforeningerne presser jo hele tiden på, men vi har faktisk sagt nej at udlåne millioner og milliarder. Og er det nu også gået så galt, som man siger? Bønderne er jo ikke gået ned endnu«. »Nej, men det ser vel ikke alt for godt ud?«. »For seks-syv år siden var det minkfarmerne, der havde problemer. Nu høvler de penge ind. Svineproducenterne har længe haft det skidt, men nu går det faktisk bedre med priserne på svinekød. Selv om der selvfølgelig er et stykke vej til, at de kan begynde at tilbagebetale lånene«. »Er det ikke den lille mand, der betaler regningen«, spørger fotografen. »Nej, jeg synes ikke, man er usolidarisk med de små indskydere. De har fornuftige vilkår«, siger Frank Kristensen. Han taler engageret om den solidaritet, eller loyalitet, som ansatte kan føle i forhold til den virksomhed, de arbejder i. Man lægger sin sjæl i arbejdet.
