Fotografen og jeg parkerer foran plejehjemmet Solgården, hvor vi skal besøge Ellen Koldsø. Hun er gået med til at tale lidt med os om solidaritet. Det er solidariteten, vi er ude for at granske nærmere. Passer det, at den er forduftet fra dagens Danmark? Vi går op på anden sal og hen ad en lang gang. På væggene hænger gulnede malerier af fiskere, landskaber og lignende. Gangen vider sig ud og bliver til en opholdsstue, hvor der sidder en håndfuld tavse mennesker. En plejer dukker op og begynder at tale begejstret om udsigten over Lemvig Sø. »Du skal næsten med ud på balkonen, så du bedre kan se det«, siger hun. Så jeg går med ud og ser på søen. Vendte tilbage Længere nede ad gangen bor Ellen Koldsø på 84. Hun sidder i en kørestol bag et bord og venter på os. Foran hende ligger en Mayland-kalender, på et chatol bagved ligger en opslået bibel, og i en ramme står et fotografi af en ung, sort kvinde. »Solidaritet«, siger Ellen Koldsø, »det er at hjælpe hinanden, når man har brug for det«. Hun fik selv en smagsprøve på fænomenet, da hun i sin tid fik en ny hofte og mærkede, hvor hjælpsomme hendes naboer var. Det var det samme for et par år siden, da hun fik en blodprop i hjernen.
»De kom hjem til mig og snakkede med mig og hentede ting til mig«, siger Ellen Koldsø med lidt rystende stemme. Plejeren dukker op med kaffe til fotografen og mig. Der er også et stykke grøn kage. Ellen Koldsø har en lille termokande med te. Hun boede i udkanten af Aarhus, men efter blodproppen valgte hun at komme på plejehjem, og det skulle være i Lemvig, for det var på disse kanter, hun voksede op, og det er her, søsteren og hendes to børn bor. Kvinden på billedet Selv har Ellen Koldsø aldrig været gift, og hun har ingen børn. Hun arbejdede i årevis som modist, lige til folk holdt op med at gå med hat. Så fik hun job på en fabrik, der fremstillede måleinstrumenter. Jeg spørger, hvem den unge kvinde på fotografiet er. »Det er Lulhassan, hun er fra Somalia«. Lulhassan kom til Aarhus for tyve år siden, og Ellen sludrede en del med hende, så hun kunne vænne sig til at tale dansk. I mange år så de ikke hinanden, men for nylig var Lulhassan på besøg i Lemvig. »Hun er et meget kærligt menneske«, siger Ellen Koldsø. Det ser sort ud Vi tænker, det er en god ide at tale med en præst, da kirken jo drejer sig om næstekærlighed. Efter en del ringen rundt får vi fat i provst Knud Erik Nissen, der er overhoved for de 14 præster i Lemvig Provsti. Provstegården ligger i udkanten af Bøvlingbjerg. Et stort skrummel af et hus, hvor Knud Erik Nissen har resideret i 31 år. Han viser os ind i arbejdsværelset, der er foret med bøger. Og vi går direkte til makronerne, manden er jo professionel. »Det er mit indtryk, at det går ned ad bakke med solidariteten«, begynder provsten. »Folk vil selv iscenesætte deres liv, de kan klare sig selv, mener de, og de bliver i stigende grad væk fra gudstjenesten«. »Hvorfor er det sådan, tror du?«, spørger jeg. »Der er bare ikke den samme fællesskabsfølelse som tidligere. Folk kører langt for at komme på arbejde, og i weekenden har de brug for at hvile ud. Og de unge kommer kun, hvis der laves noget specielt i kirken«.
