»Specielt om sommeren gemmer jeg mig i den lille have omme bag Glyptoteket, når jeg har brug for et åndehul. Til daglig er jeg jo omgivet af 500 mennesker, der alle sammen synes, at de er mine allerbedste venner, og som jeg skal please og servicere og underholde, og så bliver jeg sgu træt og har brug for at trække stikket ud. Så ligger jeg så afklædt som overhovedet muligt inde mellem statuerne og mærker græsset og mig eget hjerte, der slår. Lytter til ambient musik og indånder duften af varme popcorn og candy floss, der, når vindretningen er helt rigtig, siver hele vejen fra Tivoli ovre på den anden side af vejen og ind mellem træerne og hækkene,« siger Jean von Baden og fortsætter.
»Haven ligger så anonymt og hengemt, at jeg kan lade alle maskerne falde og bare være grim og fed og bleg og ligge og bøvse og prutte og være mig selv uden nogen af alle de facader, jeg ellers bærer rundt på«.
