Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sproglig præcision og teologisk dybde varslede langfredags tragedie

Gudstjenesten i Sønderho Kirke var elegant komponeret.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da aftenklokken klinger ud over det gamle fiskerleje, sidder vi omkring 40 mennesker i det spartanske kirkerum i Sønderho på Fanø.

Byen var en overgang regionens centrum for søfart. I 1800-tallet sejlede mænd ud på farefulde rejser, mens deres koner bad for dem derhjemme. Gudfrygtigheden her har rod i den længsel og angst, der fulgte, men også i taknemmelighed over, at sømanden som regel kom hjem igen.

I dag har kirken landets største samling af kirkeskibe; fuldriggere, fyrskibe og fregatter hænger fra loftet. På alterbordet er der malet en skonnert på åbent vand, og rundtom står der med gylden skrift: »Jeg segler tryg og vel igiennem verdens Bølger. Gud som min Soel og Skiold evig hver en Time følger«.

LÆS OGSÅ

Trods den faste ramme kan en gudstjeneste komponeres mere eller mindre elegant. Denne aften i Sønderho er eksemplarisk og de enkelte dele fint afstemt i forhold til hinanden. Salmerne er vidunderlige og godt blandet, men med skærtorsdags tema som stamme.

Menigheden er stor nok til, at det lyder af noget, og trosbekendelsen bliver messet med præcis den alvor, som hører til. Vi synger ’Vor Herres Jesu mindefest’ af Grundtvig, og da den er slut, står præsten på sin prædikestol.

Moderne fortolkning og ældgammel fortælling

Passagen om Jesus, der vasker disciplenes fødder før den sidste nadver, bruger hun til at tale om den renselse, som er essensen i både afvaskningen og selve nadveren. Om hvordan vi skal tjene hinanden, men også lade os tjene. Og om de tunge skridt mod Golgata, der betyder, at vi kan få fodfæste i livet.

Prædikenen er ikke for lang og med sproglig præcision og teologisk dybde. Den indvarsler langfredags tragedie uden at blive hverken patetisk eller dyster, og den vanskelige blanding af en moderne fortolkning og den ældgamle fortælling er perfekt. Præsten er venlig uden at virke indsmigrende og bestemt uden at være grov.

LÆS OGSÅ

Det er ikke nogen nem balance både at tale til vante kirkegængere og samtidig byde velkommen til nye, der ikke kender så meget til ritualerne. Hvis højtideligheden forsvinder, mister gudstjenesten sin funktion. Prisen er, at den kan virke indforstået, og flere gange undervejs bliver der sunget salmevers, som ikke er anført på tavlen. Men som så meget andet er en gudstjeneste noget, man bliver nødt til at bruge lidt tid på at lære at kende.

Oblaten er lige så tør, som den plejer, og det undrer mig altid, at man ikke kan peppe brødet lidt op. Vinen er uden alkohol. Kedeligt, men det skyldes nok, at børn og folk på antabus skal kunne være med.

Eneste egentlige overraskelse kommer helt til sidst. Som symbol på det drama, kirken markerer disse dage, bliver alterbordet ryddet under postludiet. Det er ikke demonstrativt, men en underspillet handling, der skal gøre tragedien virkelig. Alt sammen – med et af de elskelige ord, som kirken vedligeholder – til ihukommelse af den fortælling, som mere end nogen anden har præget vores verdenssyn.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden