Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mondadori Press/Mondadori Press
Foto: Mondadori Press/Mondadori Press

»Jeg tror ikke, at der har eksisteret et menneske i verdenshistorien, som var mere politisk ukorrekt på ethvert givet tidspunkt end Borges«

Næsten tre årtier efter hans død diskuterer Latinamerikans litterære miljø stadig, om den argentinske forfatter Jorge Luis Borges virkelig var reaktionær, racistisk og konservativ. Og alt det var han, indrømmer hans enke, María Kodama, som selv er en kontroversiel kulturperson i Argentina.

Det var i september 1976, i en treværelses lejlighed på gaden Maipú i det centrale Buenos Aires, at María Kodama så en af litteraturhistoriens største forfattere smadre sin chance for at vinde nobelprisen. For altid.

Lejligheden vrimlede med bøger. De stod på hylder, lå i stakke, flød i møblerne og tårnede sig op på gulvene. Midt i virvaret ringede telefonen. María Kodama tog den og skyndte sig så ind for at hente Borges – Jorge Luis Borges, den gamle blinde mand, som hun havde kendt, siden hun var 16, og som nu var hendes elskede, selv om hun var fire årtier yngre end ham.

»Borges, der er telefon fra Sverige!«.

Arkivfoto/Ukendt fotograf
Foto: Arkivfoto/Ukendt fotograf

Det gav et sæt i den 77-årige Borges. Men han svarede roligt:

»Lad os nu ikke sætte forventningerne for højt«.

Opringningen var ikke fra Det Svenske Akademi. Det var en journalist fra Stockholm. Og han ringede for at give Borges et godt råd.

Borges takkede venligt. Så erklærede han, at der er to ting, et menneske aldrig bør gøre: bestikke andre eller lade sig bestikke.

»Efter det, De har sagt mig, er det min pligt at rejse til Chile«, sagde Borges.

»God eftermiddag«.

María Kodama vidste, hvad det handlede om. Borges skulle senere på måneden modtage en pris på Det Katolske Universitet i Chiles hovedstad, Santiago. Kun tre år efter diktatoren Augusto Pinochets brutale militærkup. Intet kunne være mere politisk ukorrekt.

Og der var bare en måned til uddelingen af nobelprisen.

Da Borges havde lagt røret på, udbrød María Kodama:

»De kunne jo sige, at De er blevet syg«.

Borges lagde hovedet mod hendes pande.

»Ville De selv gøre det?«.

Hun svarede, at han i det mindste burde tænke over det. Men Borges sagde:

»Nej, det er afgjort. Vi taler ikke mere om emnet«.

Reaktionær, konservativ, racist

I nutidens Buenos Aires afslutter María Kodama anekdoten og griner med sin spinkle, lidt hæse stemme. Hun står i et halvmørkt rum med mindst fire meter til loftet, hvor luften kradser i halsen som i et gammelt pulterrum, og bogskabene med glaslåger giver et støvet pust, når man åbner dem.

Hun er lille og sart som et papirklip. Glat, stålgråt hår indrammer hendes ansigt.

Det er anden gang, hun fortæller mig historien – med fuldstændig identiske detaljer og replikker. Som om det hele har skrevet sig ind i hendes hukommelse ord for ord i et manuskript, der ikke længere kan streges og redigeres i.

Første gang, vi mødtes, var et par måneder før på en café i en hotellobby i Buenos Aires’ centrum. Hun ville se mig an. María Kodama bryder sig ikke meget om pressen – især ikke den argentinske, som efter Jorge Luis Borges’ død i 1986 holdt mikrofonen for folk, der beskyldte hende for at have giftet sig med forfatteren på dødslejet for at rage hans penge og litterære rettigheder til sig.

María Kodama bliver stadig set som kontroversiel – præcis som Borges også var det. Selv i dag afsætter latinamerikanske tv-stationer hele kulturprogrammer til at analysere, hvor højreorienteret Borges egentlig var.

Mine venner spurgte, hvad jeg ville med sådan en reaktionær gammel nar



Derfor er María Kodama også nøglen til at forstå mennesket Jorge Luis Borges. Hans korte geniale fortællinger og digte er oversat til de fleste sprog. Lægmænd og litterater hylder ham, også i Danmark, hvor Aarhus Universitet i mange år ligefrem drev et Borges-institut. Men kan vi elske en forfatter, hvis han var stokkonservativ, reaktionær og sågar racist?

María Kodama kunne. Selv om hun medgiver, at han var disse ting.

»Jeg tror ikke, at der har eksisteret et menneske i verdenshistorien, som var mere politisk ukorrekt på ethvert givet tidspunkt end Borges«, siger hun.

»Mine venner spurgte, hvad jeg ville med sådan en reaktionær gammel nar. Vi var jo alle sammen kommunister dengang – af den slags, der går på universitetet og får bilen betalt af forældrene. Men han forrådte aldrig sig selv. Det var derfor, jeg kunne elske ham. Det var det smukke ved vores – vil jeg gerne indrømme – meget mærkelige historie«.

Elev, ven, elskede

Da María Kodama så Borges for første gang, var hun 12 år gammel. Hun flød rundt i Buenos Aires’ smeltedigel af immigranter som datter af en japansk far og en tysk mor, der lod sig separere, da hun var ganske lille – en stor skam i datidens Argentina.

Hun drømte om at studere litteratur, og en af farens venner foreslog, at hun gik med til en forelæsning med en forfatter, »som man skulle unde sig selv at høre mindst én gang i livet«.

Da den næsten blinde Borges trådte ind i auditoriet i Buenos Aires, hvor folk sad tæt pakket på bænkene og gulvene, gennemskuede María Kodama straks, at Borges var sky over for menneskemængder ligesom hun selv. Men han satte sig bare og talte med så lav stemme, at publikum var tvunget til at være musestille og lytte.

Indholdet fattede hun ikke et ord af. Men hun glemte aldrig den generte forfatter, og da hun fire år senere, som 16-årig, drejede om et hjørne i Buenos Aires, var hun bogstaveligt talt ved at vælte ham.

»Da jeg var en lille pige, hørte jeg Dem forelæse«, udbrød hun.

Folk siger, at jeg var Borges’ sekretær, men jeg arbejde aldrig for ham. Helt fra begyndelsen var jeg hans elev, så hans ven og senere hans elskede



»Ja, for De er selvfølgelig gammel nu«, sagde Borges og kom så med en replik, der må stå som en af verdenshistoriens mærkeligste scorebemærkninger:

»Hvad vil De sige til, at vi studerer oldengelsk sammen?«.

María Kodama sagde, at hun syntes, at det lød svært. Borges lovede, at det nok skulle gå. Så i weekenderne begyndte hun at mødes med ham på den navnkundige – engelske – Café Richmond i centrum af Buenos Aires, hvor de terpede i timevis.

»Folk siger, at jeg var Borges’ sekretær, men jeg arbejde aldrig for ham. Helt fra begyndelsen var jeg hans elev, så hans ven og senere hans elskede – og han dikterede selvfølgelig også for mig, fordi vi var så meget sammen, og han var blind. Men jeg har altid selv tjent mine penge«, siger María Kodama.

»Til Borges’ store fortrydelse«.

»Negre« er laverestående

I 1960’erne udviklede Borges sig til en litterær verdensstjerne, men han blev boende i den lille lejlighed på Maipú sammen med sin mor – bortset fra en kort periode, hvor han havde giftet sig med den midaldrende argentinske enke Elsa Astete Millán. Ægteskabet var udtænkt af moren, som frygtede, at hendes blinde søn ikke kunne klare sig alene, når hun var død, men hendes egen jalousi forpestede angiveligt forholdet, og efter mindre end tre år, i 1970, lod Borges sig separere og flyttede tilbage.

I den ligning passede María Kodama langt bedre ind. Hun blev ved med at være Des med Borges, og deres forhold lignede en professionel forbindelse mellem en elev og en nærmest alvidende litterær mester. María Kodama rapporterede til gengæld, når Borges dukkede op i popkulturen – som i den eksperimenterende film ’Performance’, hvor Mick Jagger i en af filmens mest syrede scener læser op af en Borges-antologi.

I 1975 døde Borges’ mor i en alder af 99 år, og María Kodama overtog helt rollen som den, der holdt Borges med selskab og fulgte ham ud i verden, når han forelæste.

De skulle på en amerikansk turné. Nogle dage før ringede arrangørerne til María Kodama og bad hende tale med Borges om at skrue ned for racismen. Han havde eksempelvis udtalt offentligt, at »negre« ikke havde bidraget til verdens litterære rigdom ligesom grækere, kinesere, japanere og andre civilisationer og derfor måtte siges at være laverestående.

Hvis han sagde den slags på amerikanske universiteter – et af dem havde endda en sort rektor – ville helvede bryde løs. María Kodama svarede, at hun ikke kunne fortælle andre, hvad de skulle mene, og da slet ikke Borges.

Men et par dage senere sagde hun til ham, at hun var nødt til at revidere deres forhold.

»De er racist. Og hvis jeg kan være forelsket i Dem, må det betyde, at jeg også har en mørk side i mig«, sagde hun.

»De er jo sindssyg«, udbrød Borges, der erklærede, at hendes venstreorienterede venner havde forskruet hendes tanker.

I USA opførte han sig dog eksemplarisk. Da en smuk teenagepige kom og bad om at blive fotograferet sammen med sit litterære idol – og María Kodama hviskede ham i øret, at pigen var lige så kulsort som en nat uden stjerner – svarede han blot:

»Med glæde«.

Tilbage i Buenos Aires talte de ikke om emnet. Men så forærede Borges hende en dag en lille antikvarisk bog. Det var et værk af den tyske etnolog Leo Frobenius. Eventyreren havde afdækket de afrikanske imperiers historie – og bevist, at også det kontinent havde skabt storslået kultur.

Selvfølgelig skulle Borges indrømme en fejl ved at give hende en bog. Men María Kodama godtede sig.

Nærmest pacifistisk

Hvad Borges politiske holdninger angik, blev han – trods den svenske journalists advarsel – prisbelønnet og fotograferet i Chile sammen med diktatoren Pinochet, og i sin takketale roste han ligefrem militærregeringerne i både Chile og Argentina for at have skabt orden med »sværdets magt«.

Et par år senere blev han imidlertid opsøgt personligt af de argentinske mødre og bedstemødre til militærdiktaturets ofre, som var begyndt at demonstrere mod rædselsregimet på pladsen foran regeringsbygningen Casa Rosada.

Venstreorienteret blev Borges aldrig. Men fra det øjeblik begyndte han at kritisere diktaturet i interviews, både med argentinske og internationale medier. Efter at generalerne i et sidste desperat forsøg på at vinde folkets gunst havde kastet Argentina ud i Falklandskrigen mod Storbritannien, skrev han et digt om to soldater i krigen, ’Juan López og John Ward’, der nærmest må betegnes som pacifistisk.

Folk har måske ret i ting, de kritiserer Borges for at have sagt og ment gennem tiden – men det er absurd at tage et øjebliksbillede af et menneske og påstå, at netop dét er ham



»Borges kom fra en soldaterfamilie, og for ham var militæret noget mytisk. Han elskede den angelsaksiske litteratur med historier om helten, der befrier en by, og det var selvfølgelig en naiv opfattelse«, siger María Kodama.

»Folk har måske ret i ting, de kritiserer Borges for at have sagt og ment gennem tiden – men det er absurd at tage et øjebliksbillede af et menneske og påstå, at netop dét er ham. Borges var et produkt af en bestemt konservativ opdragelse med værdier fra 1800-tallet. Men han blev også klogere og var ikke bange for at indrømme, når han tog fejl. Hvis han havde været alt det, folk siger, han var, kunne vi aldrig have været sammen«.

Mødet med Mick Jagger

For på én måde fremstod Borges lige så håbløst gammeldags som en victoriansk gentleman. Han friede flere gange til María Kodama og brugte som argument, at folk ville tænke det værste, når de rejste rundt som par uden at være gift. Han tilbød også at forsørge hende – men María Kodama foretrak at tjene sine egne penge ved at undervise udlændinge i spansk på universitetet. I et svagt øjeblik lovede hun dog at gifte sig med ham, »inden én af dem døde«.

På den anden side jagtede Borges eventyr, som om han var en ung eventyrer. De fløj i luftballon over Californien, overnattede i den arabiske ørken og tog ud i et zoologisk reservat, hvor Borges kunne prøve at omfavne en tiger – et dyr, der nærmest var en besættelse for ham og optræder i mange af hans værker. Tempoet lod ikke til at påvirke den gamle blinde mand, og på rejserne sad María Kodama i flysædet ved siden af og iagttog misundeligt, hvordan han lignede et kattedyr i sædet og nærmest virkede knogleløs, når han sov.

En aften i juli 1982 sad de i vestibulen på Hotel Palace i Madrid og ventede på nogle spanske litterater, som skulle køre dem til et middagsselskab.

Pludselig så María Kodama, at en ung mager fyr havde sat sig på knæ foran 82-årige Borges. Han tog hans hånd og rystede den.

»Maestro, jeg beundrer deres arbejde«, sagde han på engelsk.

»Hvem er De?«, spurgte Borges.

»Jeg hedder Mick Jagger«.

»Nå, en af The Rolling Stones«, konstaterede Borges.

Rockstjernen gloede vantro, mens Borges tilføjede, at han skam også kendte Mick Jaggers arbejde.

I de år tænkte María Kodama aldrig på døden og følte, at Borges kunne leve i 200 år. Men i 1985 fik han konstateret uhelbredelig leverkræft.

Hun arrangerede en rejse til Italien. Og derefter Genève. Borges havde boet i den schweiziske by som teenager, mens hans far forgæves blev behandlet for den samme arvelige blindhed, han selv led af.

María Kodama opfattede det som en sidste afsked med byen. Men da de nåede frem, sagde Borges:

»Vi vender ikke tilbage. Vi bliver her«.

Han foreslog, at de begyndte at studere arabisk sammen den sidste tid. På den måde var ringen sluttet. Deres forhold begyndte jo også med sprogstudier.

Nu skyldte hun ham blot det ægteskab, hun havde lovet. Inden døden.

Vielsespapirerne kom. Men hun kunne ikke skrive dem under. Hun følte, at hun satte sit navn under en dødsdom. Indtil Borges’ italienske forlægger, Franco Maria Ricci, som ofte besøgte dem, sagde, at hun skulle tage sig sammen.

Hun havde været sammen med Borges næsten hele livet. Og det var den sidste lykke, hun kunne give ham.

María Kodama og Borges’ ægteskab blev formelt indgået 26.april 1986. Mindre end to måneder senere, 14. juni, døde Jorge Luis Borges.

Kampen om rettigheder

I nutidens Buenos Aires træder María Kodama hen til en bogreol i halvmørket. Hun rækker hånden frem og tager ’Dantes guddommelige komedie’ ned.

Læderryggen er skjoldet. Titelbladet gulner. Med små hieroglyffer har Borges noteret året ’1943’ og sidetallet ’184’, som om han har villet finde tilbage til en detalje netop der, som kun han kendte betydningen af.

På hylderne står også James Joyces ’Ulysses’. Joseph Conrads ’Under Western Eyes’. John Masefields ’Collected Poems’. Og Cervantes ’Don Quijote’. Nogle af bindene svulmer i dyre indbindinger. Andre er lurvede paperbacks.

Biblioteket udgør hjertet i et lille museum for Jorge Luis Borges i Palermokvarteret – i naboejendommen til det hus, hvor Borges’ familie boede i hans unge år. Her driver María Kodama sammen med et par ansatte den fond, hun har skabt for at promovere hans forfatterskab og håndhæve rettighederne til Borges’ værker. De rettigheder, María Kodama er enearving til.

»Da vi giftede os, blev det jo en kæmpeskandale. Jeg blev beskyldt for at ville rage formuen til mig. Men for det første var Borges ikke en mand med formue. For det andet viste det sig, at han allerede havde gjort mig til sin arving med to testamenter mange år før«, siger María Kodama.

Den detalje afvæbnede bestemt ikke modstanden mod Kodama. Hun måtte forsvare sin arv helt til Argentinas højesteret. Balladen blev ikke mindre, da hun begyndte at håndhæve Borges’ rettigheder strengt og blandt andet bestilte en ny engelsk oversættelse af hans værker i stedet for Borges nære samarbejdspartner Thomas di Giovannis versioner. Også det franske forlag Gallimard røg ud i en uforsonlig strid med hende.

Borges var også en mand. Og den mand ville gerne have mig, og jeg ville have ham. Så han er ikke andres ejendom



Siden har gemytterne lagt sig, men hadske angreb dukker stadig op. Som da hun for nogle år siden fortalte til et spansk medie, at Borges kunne lide Pink Floyds musik – hvortil den argentinske journalist Hernán Casciari konstaterede i en klumme, at hvis Pink Floyd virkelig havde betydet noget for Borges, ville han nok have nævnt det i de utallige interviews, han gav, da han levede.

»Der er så mange idioter, der forsvarer koalabjørne mod udryddelse, at det gør mig rasende, at ingen forsvarer Borges mod María Kodama«, skrev han.

Det seneste slagsmål brød ud, da en gruppe argentinske litterater og politikere foreslog, at Borges’ lig skulle graves op og flyttes fra Genève til Buenos Aires. María Kodama nægtede og sagde, at Borges havde ønsket at blive begravet i Genève – hvad et brev, Borges skrev til det spanske nyhedsbureau EFE få uger før sin død, da også bekræftede.

Men sandheden er selvfølgelig, at man må tro María Kodama eller lade være. Præcis hvordan ord er faldet – og hvordan mennesket Jorge Luis Borges virkelig var – har María Kodama en version af, som er endnu mere eksklusiv end rettighederne til hans litteratur.

»Borges litterære værk tilhører verden, kan man sige. Og hans bøger vil blive læst, elsket, studeret og pillet fra hinanden. Men Borges var også en mand. Og den mand ville gerne have mig, og jeg ville have ham. Så han er ikke andres ejendom«, siger María Kodama.

»Jeg undskylder. Men sådan er det«.

Publiceret 23. april 2014

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden