I 2002 var jeg til et rutinetjek hos gynækologen. Jeg var 52 år, og han konstaterede, at der kun var 6-8 æg tilbage. Og så var det »overstået«, som han sagde. Jeg havde fire børn og ingen planer om at få flere, men det var virkelig et chok. En stor sorg. Og egentlig mere end det. For det var en erkendelse af, at jeg ikke længere var ung. Og at mit liv skulle til at gå ud på noget andet end at være mor. For mig var dét at få børn meningen med det hele.
Jeg blev skilt første gang, fordi min daværende mand ikke ville have flere børn. Jeg har været gift fem gange og fik det første barn som 21-årig og det sidste som 41-årig. Og da jeg fik den besked af min gynækolog, måtte jeg lave yogaøvelser og alt muligt for at forstå, at jeg var gammel nu. Det var så mærkeligt for mig. Det er også noget med erotikken. At fuldendelsen af akten er, at man kan blive gravid.
Det var lidt flovt at være så deprimeret over og optaget af, at jeg ikke kunne få flere børn, når der nu både var krig og overbefolkning i verden. Men det er, fordi det hænger sammen med alderen. En ting var, at jeg ikke kunne få flere børn. En anden ting var, at jeg var gammel. Og at livet slutter. Og det var trist at tænke på.
Da jeg ikke længere selv kunne skabe liv, begyndte jeg at fotografere liv i stedet. Billeder af gravide og billeder af nyfødte børn. Samme år lavede jeg udstillingen ’Fædre, mødre, døtre, sønner’. Jeg har tilkæmpet mig en evne til at lave billeder af det, jeg har mistet. Jeg var begyndt at fotografere, da jeg var i begyndelsen af 40’erne og skulle tjene penge, fordi jeg var blevet skilt igen. Men efter beskeden om, at jeg ikke længere var fertil, lagde jeg alle de kræfter, jeg ellers havde brugt på at få børn, over i fotografiet. Nu blev det hovedsagen.
Sidste år lavede jeg en udstilling om fødsler på Ordrupgaard med titlen ’Det første sekund’. Billederne tog jeg på Rigshospitalets fødeafdeling, hvor jeg stod og iagttog de der hjælpeløse mænd under fødslen. De er jo også opslugt af det, men de er ikke med i det på samme måde som kvinderne. Så de laver karriere i stedet, fordi der skal så meget til at matche det, at man kan lave et barn. Jeg tror, det er derfor, at mænd er meget mere intense i deres job og gennem tiden også større kunstnere. Og når man som kvinde ikke kan få børn mere, bliver man lidt mere mandig, fordi man går så meget op i sit arbejde. Sådan var det i hvert fald for mig.
I dag er jeg ligeglad med at være ung. Jeg er 65 år. Og lidt stolt over, at jeg er blevet ældre end min mor, som blev 64. Så alt, hvad der ligger ud over det, er en gave, som jeg ikke havde regnet med at få.
Jeg synes, at skønhed er vigtigere end alder. Det er det, jeg fokuserer på i mine billeder, jeg fokuserer ikke på alder. Og jeg mærker det heller ikke selv. Det gjorde jeg nok mere i den der overgangsperiode, da det gik op for mig, at jeg ikke kunne få børn længere. Der skal jo et eller andet til at tiltrække mændene, for at de kan lave børnene på én. Men det kunne jeg godt pakke sammen det hele, da jeg ikke var fertil længere. Og det gjorde heller ikke noget.
For nogle år siden flyttede jeg til Bornholm, fordi jeg blev forelsket i et hus derovre. Så lavede jeg en bog om øen, og da det sidste billede var taget, var der igen ikke flere æg i kurven. Så anede jeg ikke, hvad jeg skulle derovre, der var ingen mening med det længere. Og der havde jeg ellers fortalt alle, at jeg havde bosat mig på Bornholm. Men nu er jeg flyttet tilbage til København.
Nu om dage forelsker jeg mig i huse i stedet for mænd. Jeg er i gang med at lave en bog om fredede huse, og hvordan forelskelsen kan flytte sig fra et andet menneske til et rum. I modsætning til mennesker er det en værdi for et hus, at det er gammelt. Man værdsætter ikke revner i ansigter, men man værdsætter det i gulvbrædder.
Publiceret 17. juli 2014