Nogle dage efter at jeg har interviewet Peter Laugesen foran hans hus i Brabrand, dukker båndudskrifterne af samtalen op med en e-mail. De fylder flere A4-sider, og jeg læser dem igennem fra en ende af.
Det allerførste, jeg siger til ham efter at have tændt optageren og lagt den på det lille kvadratiske havebord, er, at jeg har fået en ung fyr til at skrive båndet ud, så vi bare kan snakke løs.
Da jeg ser det på tryk, husker jeg, at bemærkningen får Peter Laugesen til at le. Og nu, hvor jeg skal forsøge at præsentere det meningsfuldt, har jeg en formodning om hvorfor.
Jeg tror, at Peter Laugesen lufter sin lidt generte totrinslatter lige dér, fordi det giver ham en vis fornøjelse, at vores samtale, allerede inden den finder sted, har karakter af et mindre tandhjul i et større maskineri, der kommer til at involvere lytning, sætning og forsendelse af sprog og skrift og ord og flere individers utrættelige arbejde mod et fælles mål.
