En aften for et par år siden var Tim Christensen på bar med en af sine gode venner, der går for at være en flot fyr. Omtrent samtidig fik de øje på den samme smukke pige. De kastede lange blikke efter hende i lang tid, og pludselig var der kontakt. Men desværre for Tim Christensen var det kammeraten, pigen interesserede sig for. Alene luskede Tim Christensen hjem mod sin lejlighed på Frederiksberg, mens han undrede og ærgrede sig over »den grimme mands lod her i tilværelsen«. Et par dage senere sad han, tro mod sin daglige rutine, og fiflede i timevis med guitaren derhjemme. Pludselig dukkede nogle akkorder op, og deres melankoli sugede sangeren til sig. Han tænkte igen på pigen i baren og begyndte pludselig at nynne: »What if we were meant to be together/ what if you were meant to be the one ...«. Melodien voksede på den lille diktafon, Christensen altid tænder, hvis noget stort er ved at folde sig ud mellem guitarens strenge. »Den passede godt til et omkvæd, jeg havde skrevet og gemt. Noget med at være »right next to the real one« uden at opdage det. Det ændrede jeg til det mere musikalske »right one«, og så var det sgu pludselig en ganske god sang. Det syntes DR også, da de nogle uger senere ringede og spurgte, om jeg ikke havde noget, de kunne bruge til en sang om et par, der er ved at gå fra hinanden«, smiler Tim Christensen. Selv om det var hans ven, som i første omgang løb med opmærksomheden den aften i baren, er det nemlig sangeren, der har scoret den helt store gevinst på »den skide sang fra Nikolaj og Julie«, som han selv kalder den. Tv-serien er på vej ud i verden, og med til tv-skærme i første omgang i Norge og Sverige rejser naturligvis Christensens 'Right Next To The Right One'. I første omgang har den dog været på alles læber i hjemlandet. Længe inden den endelig udkommer på albummet 'Honeyburst' 1. september. »Jeg har indtryk af, at selv folk, der bor i en lille by uden for en mindre by i Jylland, kan finde på at købe min cd på grund af den sang og stille den hjem i hylden ved siden af kassettebåndene med Kandis 1, 2 og 3. Og det er fandeme stort at nå så bredt ud. Jeg har fået et hav af henvendelser fra danskere, som vil have mig ud at spille den til deres bryllup og selvfølgelig sagt nej tak til alle. Men jeg er da vildt stolt over det, hvis jeg virkelig har skrevet et alternativ til 'Brudevalsen'. Også selv om det for mig er en trist sang«, siger Tim Christensen og fortsætter efter lidt tøven: »For mig er den vigtigste linje i sangen den om, at »a pretty face can take you places you don't wanna go« Det smukke kommer indefra. Sagde den grimme mand«, griner han. Skrid ud af mit liv Lige inden en blød augustregn bestemmer sig for at drysse ned over os for at sætte en helt perfekt stemning, er Tim Christensen netop ankommet til sit øvelokale i nordvestkvarteret i København på sin gamle sorte herrecykel. Omgivet af bilværksteder og lagre med billige sodavand til kioskerne ligger lokalet klemt inde bagest i en baggård. Christensen skifter konstant position mellem trommeslagerens lille taburet og skrædderstilling på gulvet, mens minutter bliver til timer og smøgerne til røg oppe under loftet i rummet uden vinduer. »Næsten alle mine sange bliver skabt, når der pludselig dukker en følelse frem under min daglige seance derhjemme med guitaren, som giver mig selv gåsehud. I de senere år er musikken blevet mere og mere rolig, følsom og melankolsk for mig. Det er helt klart, fordi jeg har fundet en kanal for min egen følsomhed og er blevet mere og mere ligeglad med det rent tekniske og blærede. Nu er det langt vigtigere for mig, at sangene repræsenterer mig, at den er ærlig«, siger komponisten. Med sit halvlange og let pjuskede hår og »studieskægget«, der har fået lov at blive stående, fordi »det er dejligt at kradse i, og jeg har åbenbart ikke helt opdaget, at vi er færdige med at lave pladen«, ligner Tim Christensen prototypen på den bløde mand, mange ellers har haft så travlt med at aflive. »Ja, jeg er Danmarks sidste bløde mand. Eller i hvert fald er jeg en blød person«, erkender han og fastholder mit blik med et lille fnis. Fordi Christensen godt er klar over, at der er en voldsom kontrast mellem hans stilfærdige væsen og de personlige og voldsomme udladninger i sangene. Som nu for eksempel hilsenen til ekskæresten Pernille Rosendahl fra Swan Lee, 'Get The Fuck Out Of My Life', fra det sidste album, 'Secrets On Parade', eller 'hævnen' over pigen fra baren. »Der er selvfølgelig en dyb ironi i at være en meget privat, hemmelig og genert person og så krænge det hele ud i nogle popsange med meget store armbevægelser. Men det fungerer for mig, og sjovt nok er jeg ikke genert ved at synge meget følelsesladede sange på scenen. Og jeg har lagt mærke til, at andre sangere, der gerne taler om sig selv og deres følelser, ofte synger noget langt mere og udvendigt og upersonligt i deres sange«, siger han. Mens debuten som solist, 'Secrets On Parade', blev indspillet,var Tim Christensen i en fase af brud, smerte og tvivl. Dansk rocks vidunderbarn havde opløst trioen Dizzy Mizz Lizzy efter at have oplevet 1990'ernes mest markante gennembrud og succes i udlandet med gruppens to album. Næsten samtidig gik kæresten Pernille Rosendahl fra ham, og pludselig var hun en i offentligheden kendt diva fra Swan Lee, der hittede med Christensens egen sang 'Tomorrow Never Dies'. Så fik sangene om forholdets afslutning pludselig en hel anden karakter. »De sange var ikke skrevet til en kendt sangerinde, men til min ekskæreste, der kunne være hvilken som helst pige. Faktisk handlede de jo om mig selv og mine følelser efter et brud. Men nu flippede alle helt ud over det, og min ærlighed i teksterne virkede voldsom. Men altså de numre kan jo godt handle om noget, jeg slet ikke har oplevet - eller være løgn«. Har du nogensinde skrevet sådan en sang? »Næh«. Min ven Michael Bolton Vi griner lidt, og Tim Christensen ser ud, som om han er glad for, at øvelokalet er lydisoleret, da han siger: »I sådan en situation er det utroligt, hvordan banale popsange kommer til at rumme den dybeste sandhed for en. Lige da Pernille var gået, hørte jeg tilfældigvis Michael Bolton synge 'How am I supposed to live without you' i radioen. Jeg forstod præcis, hvad han mente. Lige dér var vi de bedste kammerater i verden, mig og Bolton«. I dag er det smertelige brud kommet på afstand. Selv om kærligheden og dens mange blindgyder stadig er emnet på 'Honeyburst' - en titel, musiknørden Christensen har taget fra navnet på en Les Paul-guitar, er overvejelserne af mere filosofisk end personlig karakter. »Jeg er lidt af en tvivler, der altid går og stiller mig selv spørgsmål om tilværelsen og ikke mindst kærligheden. Med alle de spørgsmål, jeg har afkrævet mig selv svar på, bliver jeg sgu den perfekte kæreste, når jeg engang finder en kvinde. Jeg betragter det da også absolut som en tilfældighed, at jeg ikke har en nu. Eller også er det bare, fordi det spørgsmål, jeg aldrig har fået svar på, er,hvorfor det med kærligheden er så svært«, siger han og puster en stor røgsky ud med smilet. »Jeg er et forvirret væsen, hvilket fremgår af mine tekster. Og så har min stemme en naturlig klang i retning af det melankolske. Måske er det i virkeligheden det, de andre danskere kan lide, når de falder for min musik. Men jeg kunne da godt tænke mig at skrive en rigtig munter sang«, fabulerer han. Har du prøvet? »Næh. Faktisk ikke. Men mine melodier er jo trods alt heller ikke uhyggelige, bare sådan undrende. Efter de vilde udladninger med Dizzy Mizz Lizzy har jeg fundet mit eget lille felt med rolig rockmusik. Der er da nogen, som er stået af og kalder det 'bøsserock', og hvad ved jeg. Men dem om det, det er sådan her, jeg har det, og indimellem går vi da også vildt til den ved koncerterne«. »Hvad fanden vil de have?« Den 29-årige Tim Christensen erkender dog, at hans helt store idol, John Lennon, også har smittet af på både musik og vokal. »Jeg har altid hørt Beatles, og det fantastiske ved dem er, at man kan blive ved at opdage nye dybder og sider af deres sange, efterhånden som man bliver ældre. Efter jeg forlod Dizzy og blev solist, er der ingen, som står og råber stop, hver gang inspirationen fra Beatles bliver for tydelig«, siger han og tæller hurtigt og let rødmende op i hovedet, at der vist står omkring 300 sjældne vinylplader med Beatles derhjemme. »Jeg må vist hellere se at få solgt nogle af dem«, siger han. Hvilket naturligvis ikke sker. For når han taler om sin musik, lyser selvtilliden ud af Tim Christensen. »Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men lige siden jeg fik min første guitar som 7-årig, har jeg haft fornemmelsen af, at her var noget, jeg var rigtig god til. Noget jeg skulle og måtte gøre hele tiden. Det giver ro og tillid til egne evner, i hvert fald på det punkt. Indtil videre er jeg da heller ikke stødt på noget i livet, jeg føler, at jeg har måttet ofre for at give plads til musikken. Den erkendelse kommer måske nok en dag. Men indtil da kan jeg konstatere, at min drøm om at gøre musik til en udfordring og en levevej er lykkedes. Uden at tale alt for meget om sig selv i ugebladene og gå til biografpremierer for at få opmærksomhed. Det er et privilegium, jeg er svært godt tilfreds med«. Han mindes en anmeldelse i Ekstra Bladet fra denne sommer, hvori kritikeren besværede sig over, at Christensen ikke minder mere om Iggy Pop. »Jamen, hvad fanden vil de have? Jeg er ikke entertainer. Hvis man stillede mig op ved siden af Robbie Williams, ville jeg fremstå som verdens kedeligste mand på mindre end et minut. Til gengæld mener jeg i al beskedenhed, at jeg har skrevet nogle sange, som Robbie Williams med fordel kunne tage på sit repertoire. Det må være nok«.