Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

kunst. Ragnhild May og Vagn E. Olsson er enige om, at titlen på udstillingen hverken er særlig sjov eller god, men kunstnerne fejler ingenting.
Foto: Jacob Ehrbahn

kunst. Ragnhild May og Vagn E. Olsson er enige om, at titlen på udstillingen hverken er særlig sjov eller god, men kunstnerne fejler ingenting.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Københavneriet: Overgaden gentager sig selv med et koncept fra 1989

Heldigvis synes kunstnerne, at konceptet betyder noget helt andet i dag.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Engang i udkanten af de onde firsere stod digter mm. Vagn E. Olsson fra punkbandet No Knox i spidsen for en udstilling på galleri Overgaden med den lange og oplysende titel ’Musikerne maler, malerne musicerer og digterne holder kæft’.

Michael Kvium og Christian Lemmerz var med, T.S. Høeg var med, Lars H.U.G. var med, og Annette Finnsdottir og Lone Høyer. Kort sagt: ’Alle’ var der.

Carsten Jensen var med til ferniseringen, hvor performancegruppen Værst havde melklister med i en spand. Ude i haven hakkede en høg løs i en død due, og et par dage efter skrev Poul Borum i Ekstra Bladet om udstillingen, at den da var meget god. Teoretisk kunne billedkunstneren Ragnhild May også have været med. Hun var i hvert fald født. Året før: i 1988.

Som et led i udstillingsserien ’Revisit’ har Overgaden bedt en række yngre, nutidige kunstnere deltage i en opdateret version af udstillingen – igen med Vagn E. Olsson som ankermand. Overgaden foreslår selv, at Københavneriet skal spørge nogle af kunstnerne, om der er punk i det, de laver. Så det gør jeg.

Ragnhild May: »Det er jo lidt fjollet at begynde at lede efter punk i vores tid. For mig er punk mest sådan en lidt nostalgisk og kitschet tøjstil«.

Det, I laver i dag, virker meget kuratordrevet. De kalder det en ’Revisit’. Men når I går med til at genopføre en 25 år gammel udstilling, er I vel mere rekvisitter end kunstnere?

»We are only in it for the money«, svarer Vagn og belærer os om, at det er titlen på en Frank Zappa-plade. Han uddyber tålmodigt:

»Vi er jo i underholdningsbranchen. Vi er prostituerede eller i det mindste lønarbejdere, for at sige det på en pæn måde. Den oprindelige udstilling var jo en form for antikunst. Det, vi lavede dengang, var fuldstændig selvorganiseret. Men til forskel fra dengang er der i dag superkuratorer på alle udstillingssteder – også her på Overgaden. Og det er da også dem, der har sat os sammen i dette projekt. Vi får ligefrem et honorar for det. Dengang var der ingen gysser involveret. Dengang sagde vi: »Vi vil da skide på, hvilke rammer der eksisterer i denne institution. Vi gør det bare«, og så knaldede vi tingene op på væggen.

Jeg er gået ind i det på den præmis, at vi ikke skulle lave en gentagelse af udstillingen for 25 år siden. Vi kan lave det samme, men på en helt anden måde. Derfra var det et spørgsmål om, hvem der var med, og hvordan rollefordelingen blev. Jeg fik så rollen som den sure gamle mand. Ragnhild og de andre spiller idealistiske, unge mennesker«.

Ragnhild: »Som er ligeglade med punkere«.

»Det skal I da også være«, siger Vagn. »I har jo heller aldrig set en rigtig punker. Udstillingen dengang var nu heller ikke særlig punk. Men det skulle vise sig senere, at det blev den sidste samlede manifestation af den generation, af det miljø, om man vil«.

Tværdisciplinær er det nye sort

Ragnhild: »De, der er med til denne udstilling, er jo med som de kunstnere, de er. Fordi de er gode til at lave det, de gør. De skal ikke lave noget, de ikke kan. Det er der ingen pointe i. I dag er der jo netop også mange af unge kunstnere, der arbejder med flere kunstarter, for eksempel både musik og billedkunst«.

Vagn: »Der har været en diskussion, om vi skulle ændre titlen, fordi den var ekskluderende over for digterne«.

Det er den vel også, hvis der ligefrem står, at de skal holde kæft?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg synes heller ikke, det er en god titel – heller ikke dengang. Men det er jo netop det gode ved den. Der er faktisk også tre digtere, som er kuratorer. Og de holder ikke kæft. Men den titel var dengang en finger til det hele: »Nu skal I ikke komme her på vores kunstudstilling og lave det samme, som I altid laver. Og det med at digterne skulle holde kæft, var bare en finger til dem. »Prøv noget nyt, hold kæft!«. Det var også en joke. Det var sjovt«.

Men er det også sjovt i dag?

»Nej«.

Ragnhild: »Titlen er heller ikke særlig morsom eller provokerende i dag. Fordi mange af de kunstnere i forvejen arbejder tværdisciplinært. Det er helt naturligt for mange af os. Dem, vi har inviteret til at udstille, er jo heller ikke amatører. Vi har inviteret dem, fordi de er gode til det, de gør«.

»Jeg synes nu heller ikke, vi var amatører dengang«, siger Vagn. »Andet end i den forstand at vi ikke fik penge for det«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden