Rødder. Tyskland og Grækenland må grave ned i deres frugtbare politiske traditioner for at finde en løsning. Illustration: Liv Ajse.

Rødder. Tyskland og Grækenland må grave ned i deres frugtbare politiske traditioner for at finde en løsning. Illustration: Liv Ajse.

Kultur

Hvordan tyskerne blev så tyske og grækerne så græske

De to EU-landes sammenstød har lange kulturhistoriske forudsætninger.

Kultur

Glem antikken. Den er et eventyr, grækerne elsker at fortælle sig selv. Om demokratiets vugge og altings begyndelse.

Grækernes historiske førsteplads. En fortælling om et stykke civiliseret, kristent Europa anbragt som yderste palisade mod det barbariske Asien: de grumme tyrkere.

Og den historie har også vi andre betaget fortalt videre på.

De har hyret venner og bekendte, dog ikke med krav om, at de skulle møde på arbejde. Der var ikke engang skriveborde til alle

»Alle vi venner af det gamle Grækenland, der har lært græsk i gymnasiet og haft oldtidskundskab, har jo dyrket den. Man refererede også til det, da Grækenland blev optaget i EU i 1981. Og så er vi begejstret draget derned«, siger historiker og professor i europæisk historie ved CBS, Uffe Østergård.

Men er ankommet til en anden verden. For, som professoren siger:

»De indfødte går jo ikke rundt i hvide lagener, taler oldgræsk og filosoferer. Og man misforstår Grækenland, hvis man tolker den moderne politiske kultur i landet ud fra antikken«.

Fælles rødder

Engang var Uffe Østergård på dansk lederkursus i Grækenland med folkemusik og folkedans.

»Men altså: Det var jo Balkandanse og tyrkisk musik«, griner han.

»Græsk kaffe er identisk med tyrkisk kaffe. Og sådan er der en hel masse træk i folkekulturen, som slet ikke har rødder i det antikke Grækenland. Vaner og tøj har de til fælles med tyrkerne. Selv indretningen af husene. Derfor er det så vigtigt for dem, at der er afgørende forskel på græsk og tyrkisk kaffe«.

Vil man kende tilløbet til den politiske kultur, som har bragt den græske økonomi i knæ og sat Alexis Tsipras på kollisionskurs med Angela Merkel, er det åbenbart andre steder i historien end i antikken, man skal søge.

Og det er netop, hvad vi har bedt professoren om. At tage os med op gennem århundrederne og udpege de kræfter og begivenheder, som har gjort grækerne så græske og tyskerne så tyske, at de fremstår som folk fra hver sit kontinent.

Den politiske dannelsesrejse

Grækenland er først og sidst et Balkanland, mener han. Og har langt mere til fælles med Tyrkiet, Bosnien, Serbien og sågar Bulgarien end med antikkens Sparta og Athen.

Og som andre folkeslag i regionen har grækerne været underlagt skiftende imperier, men med religionen som anker. Den ortodokse kristendom.

Og det er det første øjeblik i den politiske dannelsesrejse, vi bør dvæle ved. Opdelingen af det kristne Romerske Rige i et katolsk vestrige og et ortodokst østrige Byzans i år 395.

»I østriget blev kristendommen statsreligion, kirken smeltede simpelt hen sammen med kejsermagten. Der var slet ikke den adskillelse mellem religion og stat, som blev grundlagt i middelalderen i Vesteuropa og med reformationen«, siger Uffe Østergård.

Men hvordan kan det tusind år senere få nogen til at låne milliarder af euro, fordi de er kommet til at ansætte deres venner i overflødige offentlige stillinger, glemme at opkræve skatter og forkæle visse grupper med tidlig pension?

»Byzans var et meget bureaukratisk og indviklet system. Og ikke med embedsmænd i moderne forstand, der rationelt adskiller politik, administration og religion. Det hele var fedtet sammen«, siger Uffe Østergård.

Fraværet af en stat

Heller ikke dengang så grækerne staten som et fælles fartøj, enhver måtte bidrage til at holde tæt, så det kunne holde rumpetten over vandlinjen for alle. Sin loyalitet skyldte man andre. Sin patron. I et system kaldet klientelisme.

»Systemet har form af en pyramide med patronen i toppen og hans klienter nedenunder, som så igen har deres egne klienter. De stemmer på patronen, og han skaffer dem så goder fra staten. Et job eller en pension til dem eller deres familie«, siger Uffe Østergård.

Og korruption og nepotisme er en næsten naturlig følge.

»Du har pligt til at skaffe fordele til dine familiemedlemmer – også ret langt ude i familien. Og når Grækenland selv med en ungdomsarbejdsløshed på 50 procent ikke er gået fuldstændig i spåner, skyldes det, at unge bliver forsørget af de ældres pensioner«.

Systemet er velkendt i Spanien, Italien, Tyrkiet og de arabiske lande. Og sådan har mennesker nok organiseret sig siden tiden som jægere og samlere, mener han.

»I fraværet af en stat er et klientsystem en måde at få samfundet til at fungere på. Det minder om feudalisme og er nok det mest udbredte samfundssystem i verden«, siger han.

»Det passer bare meget dårligt til en moderne stat. For i nationen erstatter vi familien og alliancerne med det store, nationale fællesskab«.

Fra moskeer til pissoirer

Næste ophold på rejsen gør professoren i år 1453, da osmannerne besejrede Konstantinopels kristne kejser, og grækerne de næste 500 år kom under muslimsk herredømme.

Hvilket heller ikke ligefrem klædte dem på til forhandlinger med Angela Merkel. For også under den osmanniske sultan trivedes klientelismen. Og da den ortodokse kirke fik lov at styre det græske samfund, forblev det meste, som det havde været.

»Hovedforklaringen på, at det blev i Europa, at oplysningstiden, industrialismen og kapitalismen udfoldede sig, er, at vores del af verden var opsplittet i så mange stater, at ingen magthaver var stærk nok til for stedse at undertrykke nye ideer«, siger Uffe Østergård.

I Nordeuropa førte Martin Luthers reformation til, at kirken blev brudt op.

Hvert land fik den religion, som dets hersker havde, i lutheranske lande blev præsterne embedsmænd under kongerne, og fordi protestanterne lagde vægt på, at hver enkelt kunne læse Bibelen, spirede langsomt et mere demokratisk sindelag med øje for almen dannelse.

Men i østkirken lægger man mere vægt på sangen og gudstjenesten.

Selv omtaler grækerne det halve årtusind under osmannerne som et diktatorisk »tyrkerstyre«. Som kristen skulle man betale en særlig skat til sultanen i det fjerne Konstantinopel, hvilket næppe har bidraget til grækernes kærlighed til hverken statsmagt eller skattevæsen.

Et græsktalende Istanbul

Men Konstantinopel var græsktalende. Selv dens senere navn Istanbul er græsk.

Og mange grækere arbejdede i osmannernes administration, bemandede i vid udstrækning den osmanniske handels- og krigsflåde og fandt sig, mener Uffe Østergård, ganske godt til rette med det.

»Det er meget omstridt. Selv mener jeg, at grækere, armeniere og jøder havde en anerkendt position. Det kan de bare ikke huske i dag. For siden har de delvis opfundet en erindring om den tyrkiske undertrykkelse«, siger professoren.

En forklaring finder man på tidsrejsens næste stop.

Allerede i 1830 havde grækerne frigjort sig fra imperiet, men mange grækere levede stadig under sultanens styre, da Osmannerriget ved udgangen af Første Verdenskrig blev opløst.

I 1922 nedkæmpede den unge tyrkiske stats styrker en græsk invasion og indtog byen Smyrna, i dag Izmir. Følgen blev en enorm folkevandring.

Knap to millioner ordokse kristne marcherede fra Tyrkiet til Grækenland, mens 700.000 muslimer gik den anden vej.

»Det var et forfærdeligt folkedrab og etnisk udrensning. De kristne blev udnævnt til grækere, muslimerne til tyrkere«, siger Uffe Østergård.

Og så faldt et jerntæppe ned mellem de to. Hvilket opmærksomme turister i byen Khania på Kreta ifølge professoren ved selvsyn kan konstatere. For her har grækerne konsekvent indrettet de stedlige moskeer som pissoirer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Korruptionens nye guldalder

I 1940 angreb Mussolinis fascistiske Italien Grækenland. Og fik bank. Hvilket ikke ligefrem svækkede grækernes selvforståelse som et stolt folk, der ikke lod sig regere udefra.

Derefter fulgte en tysk besættelse, som grækerne heller ikke har glemt.

»Deres forhold til Tyskland er vældig belastet efter Anden Verdenskrig. For det var en meget brutal besættelse, som har sat sig som et had, der er meget let at mobilisere, hvad vi også har set i tegninger af Merkel med Hitleroverskæg og støvler«, siger Uffe Østergård.

Modstandskampen delte grækerne i en venstre- og en højrefløj, som fortsatte med at kæmpe efter krigen. Nu bare mod hinanden. I 1967 tog militæret magten, i 1975 fik landet en ny, demokratisk forfatning. Men det er ikke uden grund, at nogle frygter et tilbagefald. For, siger Uffe Østergård:

»Både i Grækenland og Tyrkiet har militæret længe været den mest moderne, rationelle institution. Det er også derfor, at man er bange for, at nogen nu skal få gode ideer«.

Og så er vi ved turens sidste stop. Da Andreas Papandreou i spidsen for det socialdemokratiske parti Pasok i 1980’erne og første halvdel af 1990’erne regerede. Med ren populisme.

»Han benyttede sig af alle de gamle tricks, befæstede sin magt ved at fordoble statsadministrationen og få ansat en masse mennesker, som så var afhængige af ham«, siger Uffe Østergård.

Som i andre middelhavslande har Grækenland en stor, statsejet sektor – ikke bare af havne og infrastruktur, men også med industri og værfter.

Den moderne tyske politiske kultur er først og fremmest et resultat af de to nederlag i de to verdenskrige, som fik tyskerne helt ned i skidtet. »Stunde Null« kalder de det.

»Så har patronen jo noget at dele ud af«, som Uffe Østergård siger.

»Og hver gang man skiftede fra Pasok til det borgerlige Nea Demokratia, voksede antallet af offentligt ansatte, fordi de har hyret venner og bekendte, dog ikke med krav om, at de skulle møde på arbejde. Der var ikke engang skriveborde til alle. Imens har de brugt EU-tilskud til at belønne de kommuner, der stemte rigtigt. Så i én kommune kan du se blå flag på flotte veje, og i nabokommunen er det så igen æsler«.

Tyskerne rejser sig af asken

Tyskernes vej til vore dage er som bekendt alt andet end ublodig. Med nederlag på slagmarken og sejre i fredstid.

Og måske var det Tysklands store held, at der længe ikke fandtes noget Tyskland, men flere hundrede forskellige småstater og fyrstendømmer, hvor Martin Luthers tyske bibel havde lagt grunden til en fælles folkelig og religiøs kultur.

Det er i hvert fald det ene af de to stop, professoren gør i historien om tilblivelsen af tysk politisk kultur.

»Nationalstaten har ikke tromlet sig ind som mange andre steder. Den er vokset ud af lokale traditioner. Så tyskerne har ikke følt, at staten var en fremmed magt«, siger Uffe Østergård.

I 1871 blev det tyske kejserrige grundlagt, stadig som en slags føderation, men domineret af Preussen, der havde vokset sig stærk ved at lammetæve danskerne, østrigerne og franskmændene.

Og for alvor var blevet stærke, da Storbritannien i 1815 forærede dem Rhinlandet, for at det ikke skulle blive fransk – og dermed gav dem Ruhr, som lagde grunden til den industrielle revolution, der byggede på stål i vest og rug i øst.

Preussen var ellers ikke et land, man ville forvente at møde på verdensscenen. »En fattig og ret lille stat på nogle tørre steppeområder i det østlige Tyskland«, kalder Uffe Østergård det.

»Men for at kompensere for sin fattigdom var det en meget centraliseret, militariseret og ukorrupt stat«.

Tysklands første kansler blev den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck, og mange af de dyder, vi opfatter som tyske, er i virkeligheden preussiske, siger Uffe Østergård, der til gengæld mener, at forestillingen om tyskerne som særligt disciplinerede og regelrette er en myte.

»I virkeligheden tror jeg, at de rigtige tyskere er danskerne«, siger han.

Men de preussiske dyder duede. Fra 1871 og frem til 1914 var Tyskland den hurtigst voksende industristat i verden.

Indtil de kom til at udfordre den engelske flåde. Og et par verdenskrige senere kommer vi til det sidste stop, han gør i den tyske historie.

Tyskernes »Stunde Null«

»Den moderne tyske politiske kultur er først og fremmest et resultat af de to nederlag i de to verdenskrige, som fik tyskerne helt ned i skidtet. »Stunde Null«, kalder de det. Derfra byggede de nogle andre traditioner op«, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Vesttyskland blev socialister til socialdemokrater, og kristelige demokrater talte både arbejdstagere og arbejdsgivere. Det samarbejdende folkestyre.

I de første mange år med kristendemokraten Konrad Adenauer som kansler.

Man misforstår Grækenland, hvis man tolker den moderne politiske kultur i landet ud fra antikken

»Og med en form for kapitalisme, ordoliberalisme, en knap så egoistisk og freerunning udgave som den angelsaksisk-amerikanske. Man aftalte sig frem og fik derfor et effektivt samarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere«, siger Uffe Østergård. Og det må være hovedforklaringen, mener han.

»De to enorme nederlag fik tyskerne så langt ned i skidtet, at eneste mulighed var at begynde forfra«, siger han.

»Plus det, at de havde et ukorrupt embedsmandssystem, som de havde arvet fra Preussen. Og det kan måske blive det optimistiske svar til Grækenland i dag«.

»Nu er I trådt helt ned i skidtet, så nu er I nødt til at finde nogle mere frugtbare politiske traditioner i jeres kultur«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce