Bare et enkelt menneske i en glasboks. Det var det værk, der åbnede byrumsfestivalen Metropolis. Og det er også det værk, der for mig står som festivalens top-oplevelse og samlende signaturværk, efter godt tre ugers traven rundt i København til en mangfoldighed af forestillinger og installationer, fra langt pokker ude på Refshaleøen over Kalvebod Brygge og Skt. Thomas Plads til glasboksen på Gammeltorv.
Dér bag glasset – i installationen ’Ceci n’est pas’ (’Dette er ikke’) – lige ved siden af alle de andre udstillingsvinduer på Strøget sad en dag en 80-årig kvinde splitternøgen – stillet frem til fri begloelse. Folk stimlede sammen og kommenterede med højlydt undren – de rynkede baller og knortede ben, men ansigtet var dækket af en glat, ungdommelig maske, og kunne de bryster virkelig være ægte?
En grotesk udstilling af, hvordan vi af angst for den ældede krop forsøger at plastikoperere os væk fra forgængelighed og død.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
