Kommentar: Metropolis har sat ansigt på de nøgne og skæve kroppe

Bare et enkelt menneske i en glasboks. Det var det værk, der åbnede byrumsfestivalen Metropolis. Og det er også det værk, der for mig står som festivalens top-oplevelse og samlende signaturværk, efter godt tre ugers traven rundt i København til en mangfoldighed af forestillinger og installationer, fra langt pokker ude på Refshaleøen over Kalvebod Brygge og Skt. Thomas Plads til glasboksen på Gammeltorv.

Dér bag glasset – i installationen ’Ceci n’est pas’ (’Dette er ikke’) – lige ved siden af alle de andre udstillingsvinduer på Strøget sad en dag en 80-årig kvinde splitternøgen – stillet frem til fri begloelse. Folk stimlede sammen og kommenterede med højlydt undren – de rynkede baller og knortede ben, men ansigtet var dækket af en glat, ungdommelig maske, og kunne de bryster virkelig være ægte?