0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kommentar: Metropolis har sat ansigt på de nøgne og skæve kroppe

Byrumsfestivalen har atter sluppet scenekunsten ud af teatermørket med et livskraftigt opbud af vandreforestillinger og installationskunst.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Foto: Maja Nydal Eriksen
Foto: Foto: Maja Nydal Eriksen

TABUKROP. Kan man være 80 år gammel som hende her og blive udstillet splitternøgen med struttende bryster midt på Strøget? Metropolis har budt på godt udfordrende konfrontationer.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bare et enkelt menneske i en glasboks. Det var det værk, der åbnede byrumsfestivalen Metropolis. Og det er også det værk, der for mig står som festivalens top-oplevelse og samlende signaturværk, efter godt tre ugers traven rundt i København til en mangfoldighed af forestillinger og installationer, fra langt pokker ude på Refshaleøen over Kalvebod Brygge og Skt. Thomas Plads til glasboksen på Gammeltorv.

Dér bag glasset – i installationen ’Ceci n’est pas’ (’Dette er ikke’) – lige ved siden af alle de andre udstillingsvinduer på Strøget sad en dag en 80-årig kvinde splitternøgen – stillet frem til fri begloelse. Folk stimlede sammen og kommenterede med højlydt undren – de rynkede baller og knortede ben, men ansigtet var dækket af en glat, ungdommelig maske, og kunne de bryster virkelig være ægte?

Ti dage med tabukroppe

En grotesk udstilling af, hvordan vi af angst for den ældede krop forsøger at plastikoperere os væk fra forgængelighed og død.

’Dette er ikke mig’, ’Ceci n’est pas moi’, lød titlen på dagens værk af den hollandske kunstner Dries Verhoeven – med hilsen til Magrittes ’Dette er ikke en pibe’.

Ti dage i træk kunne man gå hen og se en ny tabukrop i glasmontren: en ekstremt lille dværgkvinde dresset op til lir, en barnesoldat tronende på en bunke patronhylstre, en halvnøgen far med sin lige så afklædte mindreårige datter på skødet, en bedende muslimsk mand med skudsikker vest/bombevest med flere.

Alle sammen normafvigende kroppe, sat uden for fællesskabet. Det er dem, vi helst ikke vil stå ansigt til ansigt med på åben gade, men som her kiggede direkte tilbage på os. I al deres udsathed og insisterende menneskelighed.

Nye storbyproblematikker

Det er netop den type konfrontation med byens steder og udsteder samt mennesker i alle skæve afarter, som er ideen med, at Metropolis slipper scenekunsten ud af teatermørket og ud i gademylderet samt ud i de sidste udkantslommer.

Som Katrien Verwilt, der sammen med Trevor Davies siden 2007 har stået for festivalen i regi af Københavns Internationale Teater (KIT), sagde det ved åbningen:

»Vi vil derud, hvor folk er. Og vi vil gerne præsentere nogle forestillinger, som sætter de særlige problematikker, man har i byen, i perspektiv«.

Overraskende nok var det en noget anden storbyproblematik end ved de foregående festivaler, kunstnerne under Metropolis 2015 typisk viste sig at fokusere på: det enkelte menneske, det at være alene og udsat. Og finde styrken i det.

Jord, vand, ild, lugte og lyde

Udsatheden kunne man for eksempel finde i vandreforestillingen ’12’ ude på Refshaleøen, hvor en egensindig løsgænger kunne indvie os i et omfavn et træ-ritual, mens en anden bad om assistance til at blive stenet med småsten. I ’Phoenix’ mødte man helt alene den ene gådefulde eneboer efter den anden i nærgående interaktion med jord, vand, ild, lugte og lyde. En slags overlevelsesritual til videre brug i storbyen: bliv din egen sansekriger!

Ti dage i træk kunne man gå hen og se en ny tabukrop i glasmontren

Faktisk viste en stor del af værkerne sig ligefrem at føre udsatheden ud i det absolutte ekstrem: døden. Værsgo’ at sætte af fra Vor Frue Kirke med høretelefoner på og tag på din egen dødsrute med ’Engram’: »Du har 640 åndedrag tilbage«. Eller kravl op i en kæmpe spindelvævsagtig kokon, skabt af kilometervis af tape og spændt op under hvælvingerne i Nikolaj Kirke. Mærk fryden over vægtløsheden og dødsangsten, når tapen knager faretruende under dig, for til sidst at komme frelst ud af kokonen. Genfødt.

Helt mutters alene var man dog ikke, hverken i udsatheden eller på dødskursen. Fællesskabet fulgte med som afgørende modbillede både i forestillinger, der kastede sig ud i praksisdemokrati eller danseeufori for alle, og i kraft af selve formen. Nok kunne det handle om palle-alene, men samtidig vandrede man som tilskuer typisk af sted i fælles flok. Der var rekord i vandreforestillinger i år. Et godt billede på festivalens grundpuls: hele tiden på vej.

Dette er ikke kunst

»Dette er ikke kunst«, lød Dries Verhoevens drilske åbningssalut i glasboksen. Sådan som Metropolis folder sig ud, er det ikke alene på grænsen mellem scenekunst, installation, gadeteater, koncert og lydkunst men også på grænsen mellem byvandring, legeplads og aktivistisk intervention.

Det afgørende er ikke, hvad det er, men hvad det gør ved byen og dens beboere

Det afgørende er ikke, hvad det er, men hvad det gør ved byen og dens beboere – og ved scenekunsten, idet den sættes fri til at gøre noget andet ud af bare eksperimenterende legesyge. Sæsonens frisættende frikvarter, med både fuldtræffere og forbiere. Således har Metropolis også i årene sat ekstra skub under nye former og formater så som byrumsteater, vandreforestillinger, interaktioner og tværkunstneriske aktiviteter.

Sidste udkald i 2017

Selv om næste Metropolis i 2017 bliver sidste udkald, skal KIT efter i 30 år at have ladet byen op med strømførende international scenekunst nok finde en ny måde at genopstå på. For hvad var det sidste menneske den sidste dag i glasboksen?

Det var spist, var det. Tilbage i montren var kun et mandshøjt lag af små sprællende orme. Uanset hvor meget vi som overlevelsesstrategi forsøger at skille folk ud og oute hver en afviger, så minder døden os om den menneskelige fællesnævner og forvandlingskraft no matter what. Efter os ormene: en ny form for fællesskab.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts