Nyt psykiatrisk sygehus er velfærdsarkitektur, vi kan være stolte af

På afstand ligner Psykiatrisygehuset i Slagelse ingen nyskabelse. En gul murstensbygning i fem etager og et vidtstrakt anlæg i ét plan. Det er en stor institution omgivet af en motorvej, vidtstrakte parkeringspladser og Slagelse Sygehus’ øvrige store enheder pakket ind af jordvolde og infrastruktur. Når man samler en hel regions behandling på et sted, bliver resultatet naturligvis stort.

Helbredende arkitektur

Men det nye sygehus’ arkitektur kan noget, som de somatiske hospitaler har haft svært ved, og som ikke er opnået i samme grad på tidligere psykiatriske behandlingssteder: Det tilpasser sig patienten.

Sygehuset er bygget over ideen om, at patienten så vidt muligt skal føle sig velkommen og anerkendt som en ligeværdig med personalet og de øvrige patienter. Arkitektur alene kan ikke helbrede sygdomme, men den kan understøtte processen.

Og her er det bemærkelsesværdigt, at de forhold, der understøtter patienterne, i høj grad også gør raske mennesker glade. At kunne bruge og styrke sin krop, at være sammen med andre, at kunne have et helle i sit eget rum og at kunne komme lidt ud i det fri.

Sankt Hans på hovedet

Man har vendt ideen fra de gamle sindssygehospitaler, som Risskov, Sct. Hans og Oringe på hovedet. Dengang mimede man landadelens måde at bo på med et slot i en park, fordi man mente, at de vidtstrakte grønne omgivelser ville have en beroligende effekt på patienterne. Men en tur i parken kan bogstavelig talt virke overvældende på et sygt sind.

Det grønne, tror man dog stadig på, men nu er det i en langt mindre skala. I Slagelse er ’parken flyttet ind i huset’. Man har lagt patientafdelingerne ud i et afvekslende system af små gårdhaver. Igen er det ud fra betragtningen om, at hvis man har brug for indlæggelse, har man også brug for små og overskuelige rumligheder. Langsomt kan man så få låst sin frihed op og indgå i større sammenhænge.

Blid ankomst

Landskabet er kun ved at være på plads, men det bliver en afgørende faktor. Allerede ved ankomsten er der gjort meget for at afdramatisere mødet med ’institutionen’.

Det er meget svært helt at forestille sig, hvor skræmmende hverdagsfænomener kan være, når psyken er slået af led. En af de forholdsregler, der er taget, er, at belægningen på stien ikke har regulære mellemrum. Striberne mellem fliser kan nemlig være uoverstigelige forhindringer. Her er stierne støbt i ét stykke i en lys, børstet beton.

Små bakker med en god variation i beplantningen sørger for at hive storskalaen ned til små overskuelige rum, og indgangen er asymmetrisk placeret.

Selv om der arbejdes livligt på færdiggørelse, da jeg ser det, virker ankomsten allerede forholdsvis tryg, oplevelsesrig og imødekommende. Landskabet er tegnet af Schønherr, og bygningerne er tegnet af Karlsson Arkitekter sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter, og alt sammen er udviklet sammen med brugerne.

Afvekslende dæmpede farver

Husets stemning er afslappet, varm og transparent. Der er en udstrakt brug af glas mellem de forskellige rum i sygehuset.

Den kunstneriske udsmykning er udviklet i overensstemmelse med den stemning, arkitekturen sætter. Der er brugt birkefiner til vægbeklædning, og træbetonlofterne og gulvene står i samme varme beige nuance.

Væggene er farvesat af billedkunstneren Malene Landgreen, der har skabt en afdæmpet farvekode gennem hele huset i en behageligt vekslende dynamik, der blidt understøtter orienteringen.

Alt efter hvor godt man har det, og hvor meget man er i stand til at se andre i øjnene, kan man enten være helt privat på sit eget værelse, eller man kan åbne sit rum og gøre det til en del af fællesskabet. Fællesområderne er der gjort særlig meget ud af, fra fitnessrum, idrætssale og en lille svømmehal til hver afdelings køkken, der kan åbnes til smukke gårdrum.

Lyset skifter

Selv møderum er transparente klædt i glas med digte skabt af Ursula Andkjær Olsen i samarbejde med patienter. De tager alle udgangspunkt i omgivelserne og værelsets nummer. Således er det kunsten, der hjælper én til at finde rundt i huset.

Et særligt aspekt, som jeg ikke så i funktion, er styringen af kunstlyset, som er udviklet af østrigske Bartenbach Licht. Lyset vil følge døgnets varme og styrke, så det er køligt og kraftigt om dagen og om natten er varmt og dæmpet. Det hjælper både patienter til at få en normal døgnrytme og giver et bedre arbejdsmiljø til personalet, der ikke i samme grad får vendt deres døgnrytme.

Afdeling for særligt farlige

Selv om patienterne kan være der mod deres vilje, er det hverken straf eller afretning, som arkitekturen signalerer.

Faren for at patienter vil tage livet af sig selv, stikke af eller gøre skade på andre er til stede og er i sagens natur højt prioriteret, men sikkerheden er diskret indbygget i organiseringen og indretningen af sygehuset. Man oplever således knap det høje sikkerhedsniveau, der omgiver den retspsykiatriske afdeling.

LÆS OGSÅ Henrik Palles anmeldelse af 'På ubestemt tid' om livet på en retpsykiatrisk afdeling -

I den særligt sikrede afdeling sidder de allerfarligste patienter, der kan mangle basal forståelse for, at man ikke må slå ihjel. Her er der flere mekanismer til sikring af personalet, og mod indbrud og flugt, men holdningen er basalt den samme.

Patienterne mødes med respekt og ligeværd, og deres sygdom, der forhindrer dem i at nyde frihed, skal ikke betyde, at de ikke må nyde kvaliteten af gode rumlige omgivelser.

Humanisme er blevet en kliché i omtalen af nordisk arkitektur, men her er den i fuldt flor. Alt er indrettet på at understøtte den enkelte patients unikke behandling. Sigtet er altid, at man skal vende tilbage til samfundet som normalt fungerende. En psykiatrisk patient er et menneske, der skal hjælpes til at fungere selvstændigt.

Nobel velfærdsarkitektur

Det er ikke billigt at bygge godt og med gode materialer, men i længden er det altid billigere end noget, der skal ændres på eller kræver særligt vedligehold.

De nye rammer har ikke kostet mere, end hvad der svarer til et års drift. Kan arkitekturen være med til at nedbringe medicinforbruget og accelerere helbredelsen, er det i sig selv økonomisk sundt. Men fra dag 1 er det et kæmpe løft til patienter, personale og et medicinsk speciale, der ikke altid har nydt anerkendelse på linje med de somatiske specialer.

Man kan kende et samfunds civilniveau på måden, hvorpå det behandler sine svageste, hedder det. Her er vi kommet langt. Det er nobel velfærdsarkitektur, vi godt kan være stolte af. Og man kunne ønske, at denne omhu i at tilpasse rammerne var model for vores behandling af alle de mest udsatte grupper, fra demente til asylsøgere.

Doku-miniserien ’På ubestemt tid’ om livet på en retspsykiatrisk afdeling på Fyn kan ses på dr.dk