En hund med blank og gylden pels bjæffer venligt velkommen, idet jeg går ind ad døren til lejligheden.
»Hun hedder Laika«, siger Maria Dønvang, der er initiativtager til non-profit boghandlen Ark Books.
»Hun er en gadehund adopteret fra Grækenland«, siger Maya Zachariassen, boghandlens anden initiativtager.
De to unge kvinder står i køkkenet i deres loppefundsindrettede delelejlighed i Nordvest og laver aftensmad. Et 100 procent vegetarisk, CO2-fattigt måltid af bønner, grønkål og halloumi-ost.
»Vil du ikke spise med?«, spørger Maria Dønvang, mens hun hakker grønkålen.
Jeg nikker, men føler mig mere end en anelse beklemt ved middagsinvitationen. Det her er ikke et høflighedsvisit.
Jeg er cyklet til Nordvest med klare indicier på, at de unge, idealistiske boghandlere står bag en nøje udtænkt løgnehistorie. Lige nu peger alle spor på, at det mystiske tyveri af boghandlens sjældne Paul Auster og Siri Hustvedt-bog, som jeg har forsøgt at opklare i ugevis, i virkeligheden er en udspekuleret måde at få omtale og opmærksomhed til deres lille, crowdfundede boghandel på Nørrebro.
Med mig har jeg reklamedirektør Frederik Preislers argumenter for, hvorfor den professionelt udførte efterlysningsvideo, kvinderne lagde på Facebook efter tyveriet, ligner en viral kampagne.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hele denne Moder Teresa-velkomst i virkeligheden er en måde endnu en gang at få mig på vildspor. Det er som om, de prøver at få mig til at tænke:
Kunne så vegetariske og hunde-reddende personer virkelig finde på noget så udspekuleret?
Et perfekt narrativ: De idealistiske boghandlere og den onde bogtyv
Men der skal mere end en grønkålssalat og en nuttet gadehund til at afspore mig fra min plan, som er simpel: At konfrontere de to kvinder, indtil de til sidst knækker og tilstår alt.
Jeg har taget en computer med, hvorfra jeg kan afspille Frederik Preislers argumenter. Det første, der vakte reklamedirektørens mistanke, var, at boghandlens efterlysningsvideo var så professionelt lavet, at det er svært at tro, at nogle ulønnede boghandlere har smækket den sammen i deres fritid. Videoens 36 sekunder er et perfekt fortalt narrativ om den onde tyv og de gode boghandlere - og det minder efter reklamedirektørens mening uhyggeligt meget om viralmarkedsføringens karakteristiske sammenblanding af virkelighed og fiktion.
Maria Dønvang og Maya Zachariassen griner højt, da de hører klippet. Moder Teresa-attituden er væk og erstattet af en tohovedet argumentationsmaskine, der færdiggør hinandens sætninger.
»Det er immervæk lidt naivt at tro, at vi kun ved noget om støvede bøger og ikke samtidig også kan vide noget om, hvordan man laver en video til Facebook«, siger Maria Dønvang.
»Jeg vil da næsten blive såret på min professionelle stolthed, hvis I ikke syntes, videoen var godt lavet«, siger Maria Zachariassen.
»Nu ser den jo sådan ud, fordi vi rent faktisk ved noget om, hvordan man klipper, filmer og fortæller historier«.
Maya Zachariassen er i gang med at uddanne sig til tv-tilrettelægger, mens Maria Dønvang er i praktik som radiodokumentarist. Da de konstaterede, at bogen var blevet stjålet, blev de derfor enige om, at den bedste måde at gøre bogen usælgelig på, var at bruge deres forenede fortællemæssige superkræfter til at lave en velproduceret, velfortalt efterlysningsvideo, der kunne gå viralt og sprede budskabet.
»Hvis jeg nu var en gudsbenådet troubadour, havde jeg nok stillet mig op ved Storkespringvandet og sunget en sang om tyveriet. Det er jeg så ikke. Det her er det, vi kan«, siger Maya Zachariassen.
»Og hvis ikke vi vidste noget om at producere en video og få folk til at se den på Facebook, så havde vi slet ikke haft en boghandel«, siger hun og begynder så at fortælle historien om, hvordan det hele begyndte.
Begyndelsen på en boghandel
For 2 1/2 år siden, da de to kvinder fik ideen til at starte en boghandel over en masse vin i deres køkken, var første skridt også at finde kameraet frem.
Dengang var det en crowdfundingvideo lavet med et eneste formål: at blive set og delt på nettet, så folk fik lyst til at give dem nogle penge til at lave en boghandel fuld af fremmedsprogede bøger. En boghandel, hvor der altid var gratis kaffe på kanden og en litterat bag disken til at hjælpe kunderne med at finde »de bedste historier, du endnu ikke har hørt«.
Og i modsætning til så mange andre påfund klækket i en brandert blev deres drøm om en boghandel til virkelighed - 287 mennesker donerede knap 70.000 kroner til Ark Books tilblivelse efter at have set deres crowdfundingvideo. Og det ledte i sidste ende til, at de fik produceret Paul Auster og Siri Hustvedt-bogen, som blev stjålet fra boghandlens glasmontre.
Historien om, hvordan deres gode ide, ukuelige idealisme og entreprenante gåpåmod kombineret med deres fortælle-evner blev til en boghandel på Nørrebro, er virkelig medrivende og beundringsværdig. Men jeg er stadig ikke overbevist.
Hvordan forklarer de, at efterlysningsvideoen er blevet set næsten 13.000 gange? Det er meget mere end alle deres andre videoer tilsammen, inklusive crowdfundingvideoen. Frederik Preisler mente, at det kunne tyde på, at de havde boostet den, altså betalt sig fra at komme ud til et større Facebook-publikum, som man ofte gør med virale videoer.
»Det har vi faktisk gjort før. Dengang vi skulle sælge en af Auster-bøgerne på auktion, betalte jeg 173 kroner af mine egne penge for at nå ud til Facebook-brugere, der interesserede sig for kombinationen 'rare books' og 'Paul Auster'«, siger Maya Zachariassen og hiver så sin Macbook frem for at vise mig noget.
»Men som du kan se i vores back end på Facebook, så er efterlysningsvideoen kun kommet ud via organic reach. Altså ikke-betalte views«.
Selv om hun lyder som en, der arbejder på et reklamebureau, må jeg give hende ret. Jeg kan selv se det. Videoen er ikke blevet boostet.
Ikke den første til at mistænke et viralt stunt
Men jeg har stadig ét skud tilbage, og det er samtidig det mest mistænkelige. Hvordan vil de forklare, at der gik ni dage, fra bogen blev stjålet, til de postede videoen? Og ydermere at den normalt så ivrigt Facebook-opdaterende boghandel ikke i mellemtiden skrev et eneste ord om den ulykke, der var overgået dem, på deres væg?
»Hvis det her var et markedsføringsstunt, kunne vi bare have sagt, at tyveriet var sket dagen før. Det er vel nærmest noget af det mest uprofessionelle«, svarer Maya Zachariassen.
»Og du har selv afhørt de frivillige, der var på arbejde«, siger Maria Dønvang.
»Som du måske kan huske gik der flere dage, før vi virkelig troede på, at bogen var blevet stjålet og ikke bare blevet væk«, siger hun og lyder nu som en træt fritidsklubspædagog, der for tyvende gang forklarer, hvorfor man ikke må køre mooncar ude på vejen.
»Men det forklarer så stadig ikke, at I ikke skrev noget ud om tyveriet med det samme?«, siger jeg.
»Fordi formålet jo stadig var, at det her skulle deles så vidt og bredt som overhovedet muligt«, siger Maria Dønvang.
»Vi ved, hvordan Facebook fungererer, og derfor er vi også klar over, at videoer bliver delt og set mere end tekstmeddelelser«.
»Men alt det I siger nu, får det jo til at lyde, som om det her er en gennemtænkt viral kampagne«, indskyder jeg.
»Men det er jo heller ikke så langt fra at være en viral kampagne. Den er bare ikke bygget på en løgn«, siger Maria Dønvang og Maya Zachariassen fortsætter.
»Du er heller ikke den første, der har mistænkt det for at være et stunt. Det havde vi bare slet ikke overvejet, da vi lavede den her video - at nogen kunne tro, vi kunne være så udspekulerede«, siger hun.
»Den her boghandel er vores hjertebarn, som vi har bygget på andre menneskers penge og tillid. Dens overlevelse afhænger af, at vores kunder kan stole på os. Vores troværdighed er det vigtigste, vi overhovedet har. Den kunne vi aldrig finde på at sætte på spil ved at lyve«.
Tæt på et sammenbrud
Der er nu gået tre kvarter med intensivt forhør, og jeg indser, at det ikke giver mening at blive ved. Ja, videoen ligner og opfører sig præcis som en viral kampagne, men det gør den jo kun, fordi det er meningen - ikke fordi bogtyveriet er en fabrikation.
Jeg er ikke kommet frem til den slutning på historien, jeg havde håbet på. De er ikke brudt sammen og har indrømmet noget som helst. Tværtimod er det mig, der er tæt på et sammenbrud. Uden markedsføringssporet er jeg endnu en gang tilbage til punkt nul og det samme evindelige spørgsmål, jeg har spurgt mig selv og alle andre, jeg har mødt på min vej i jagten på bogtyven:Hvem har så stjålet bogen?
Jeg kigger spørgende på dem.
Maria Dønvang kigger lidt trodsigt tilbage.
»Jamen, det var jo det, vi troede du skulle finde ud af, Sandra«, siger hun og drejer så kniven rundt endnu en gang.
»Det kan jo være, du er begyndt på det her, fordi du manglede noget mere spændende at tage dig til på arbejdet«.
»Altså, vi har jo også hørt 'Serial'«, siger Maya Zachariassen og hentyder til verdens mest hørte podcast, hvor den kvindelige journalist Sarah Koenig forsøger at opklare en mordgåde, men efter et års jagt og utallige podcast-kapitler stadigvæk ikke har opklaret forbrydelsen.
Og så indfører hun dødsstødet.
»Måske er du mere interesseret i den gode historie end i at finde bogen«, siger Maya Zachariassen og peger på den øverste hylde af deres fyldte bogreol.
»Hvis det er det, du har gang i, har vi et helt Paul Auster-forfatterskab på hylden, du kan gå i krig med. Det kan være, du kan finde nogle svar der«.
En austersk detektivroman
Det er ikke første gang, nogen har foreslået, at jeg burde kigge nærmere på Austers forfatterskab i min jagt på bogen.
Både min rolle som bogdetektiv og det mystiske bogtyveri i sig selv har utroligt mange lighedspunkter med en postmoderne austersk meta-detektivhistorie. En kriminalgåde, hvor forbrydelsen langsomt forsvinder til fordel for en gådefuld leg med virkelighed og fiktion.
Paul Austers hovedpersoner er ofte forfattere eller skribenter, hvis liv kun giver mening i kraft af skriften. Hovedkarakteren Quinn i Paul Austers tidlige hovedværk 'City of Glass' er en krimiforfatter, der påtager sig en privatdetektivs identitet ved navn Paul Auster for at opklare en forbrydelse.
I bogen beskriver Quinn/Auster-detektiven, hvordan han er nødt til at skrive alle detaljerne i sit opklaringsarbejde ned i en rød notesbog, for at handlingerne overhovedet bliver virkelige. Spor efter spor skriver han ned, indtil han til slut når frem til den sidste side i notesbogen og går i gang med at skrive den allersidste sætning: Hvad vil der ske, når der ikke er flere sider tilbage i den røde notesbog?
I 'City of Glass' ophører Quinn/Auster-detektiven med at eksistere, når notesbogens sidste side fyldes af bogstaver.
Hvad vil der ske, hvis mit sidste spor ender blindt?
Hvad sker der, hvis der længere er nogen ledetråde at beskrive og nedskrive?
Er det min tur til at forsvinde?
Sidste kapitel
Jeg har det ikke, som om vi er nået til sidste side af 'Det Lille Bogtyveri'. Det føles stadig som om, der er et kapitel, der mangler at blive skrevet. Et spor der mangler at blive udforsket.
Da jeg kommer hjem på redaktionen, åbner jeg endnu en gang min mailboks i håbet om, at der skulle være ankommet et spor i form af et tip fra en ukendt læser.
I min mailboks er der faktisk en mail fra en afsender, jeg ikke kender. Jennifer Dougherty, hedder hun.
Jennifer Dougherty er Paul Auster og Siri Hustvedts assistent.
Dette er femte af i alt seks kapitler i historien om Det Lille Bogtyveri. Første, andet, tredje og fjerde kapitel kan læses på pol.dk, hvor du nu også kan læse sjette kapitel .
Hver fredag besøger Sandra Brovall desuden podcasten Bogfolk med seneste nyt i sagen. Hør kapitel 5 her:
fortsæt med at læse
