Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Komiker. 27-årige Sofie Hagen har siden 2012 boet i London, hvor hendes comedy-karriere har taget fart. Hun har vundet flere priser, blandt andet den eftertragtede pris 'Best Newcomer' på Edinburgh Fringe Festival for debutshowet 'Bubblewrap', der blandt andet handler om depression, Westlife og sex.
Foto: Karla Gowlett

Komiker. 27-årige Sofie Hagen har siden 2012 boet i London, hvor hendes comedy-karriere har taget fart. Hun har vundet flere priser, blandt andet den eftertragtede pris 'Best Newcomer' på Edinburgh Fringe Festival for debutshowet 'Bubblewrap', der blandt andet handler om depression, Westlife og sex.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Komiker: »Mit første set handlede om cutting, dyremishandling og porno«

Sofie Hagen har premiere i dag på sit show i London. Hun laver comedy om at være tyk, at elske sin krop og skrive erotiske noveller om Westlife.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Scenen er så hellig for mig. Det er mit perfekte sted. Ind til nu har jeg ikke mødt en mand, der har gjort sig fortjent til at blive nævnt i mit comedy – kærlighedsmæssigt altså. Jeg vil gerne tale om hans pik. Det er fint.

Ind til jeg var 10 år gammel, boede jeg på Fyn i en by, der mere var én vej med nogle huse end en egentlig by. Vi flyttede, da der kom en tyrkisk mand til byen. Det var ikke noget, man havde set før. Da min ven og jeg stødte på ham, sagde hun, at vi skulle gemme os. Det viste sig, at mange af byens forældre havde sagt til deres børn, at de skulle gemme sig, hvis de så tyrkeren. Min mor blev så rasende, at hun valgt at flytte os til ghettoen Farum Midtpunkt på Sjælland.

I Farum fik jeg min første computer som 11-årig af Peter Brixtofte, inden han blev opdaget. Jeg er helt klart pro Brixtofte.

Jeg har aldrig tænkt på mig selv, som hende den sjove. Jeg var hende der gik med træsko og mest gik for mig selv. Der er meget få af mine gamle klassekammerater, der har set mine shows. Jeg tror ikke, de kan forestille sig, det vil være sjovt.

Som teenager skrev jeg en masse erotisk fanfiktion om tykke 13-årige brunetter, der mødte Westlife. I historierne blev jeg gift med dem, men drengene havde sex med hinanden. Man kunne ikke skrive en historie, hvor de havde sex med en anden pige end en selv, men jeg var jo selv en 13-årig jomfru, så sex var stadig sådan »Ad, ulækkert«.

Når jeg siger, jeg elsker min krop til et show her i England, får jeg en positiv respons. I Danmark griner folk af det, som om det kun kunne være en joke.

Min mor var fabriksarbejder. Hun har givet mig og min søster meget på det følelsesmæssige plan, men ikke så meget det akademiske. Det har jeg selv skulle lære. Ind til jeg var 18 år, vidste jeg for eksempel ikke, hvordan verden så ud, sådan fysisk. Det var først, da jeg satte mig ned sammen med min meget akademiske kæreste med et atlas, at det gik op for mig. Jeg var sådan: »Er det der Australien? Okay, jeg troede det var Kina«.

Min far skred lige efter, jeg var blevet født. Så kom han tilbage fem år senere og lavede min søster, og så skred han igen, da hun var blevet født. Han var ikke parat til at få børn. Eller til at bo på Fyn.

Jeg har ikke tilgivet ham, men jeg forstår det lidt bedre i dag. Det er kommet efter, jeg selv har fundet ud af, jeg ikke vil have børn. Hvis det var den omvendte situation, og jeg gjorde en mand gravid, så ville jeg heller ikke ane, hvad jeg skulle stille op.

Jeg ville have børn, lige indtil min veninde fik et barn. Der gik det op for mig, at børn er 24 timer. Før var det at få børn sådan en montage inde i mit hoved, hvor jeg løb efter det i en park og lagde det til at sove.

For fem år siden vidste jeg ikke, jeg ville have en karriere. Jeg troede jeg ville have et job, måske skolelærer. Med comedy har jeg fået en karriere, jeg ELSKER. Jeg har fundet min plads i verden, der hvor jeg passer ind. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig en verden, hvor jeg kunne tage 18 år ud og ikke fokusere på det 100 procent.

Jeg udviklede en spiseforstyrrelse som 8-årig. Ikke en af de sexede som anoreksi, men overspisning. Jeg spiste, indtil jeg ikke kunne mærke mig selv mere. En psykolog bad mig engang om at spise en vingummi langsomt. Det kunne jeg ikke. Det handlede ikke om at nyde maden, men om at lamme hele sit nervesystem.

Langt de fleste overvægtige mennesker, jeg kender, hader deres krop. Vi lærer det fra medierne og damebladene. Det er konsensus, at hvis man er tyk, skal man hade sig selv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg har altid elsket comedy. Gennem min depression, da jeg var teenager, var det det eneste, jeg kunne grine af. Det var det bedste i hele verden. Det var det eneste, der kunne gøre mig glad.

Mit første comedy set var for fem år siden og handlede om cutting, dyremishandling og porno. Det var ret dystert.

Jeg er dårlig til forhold, mest fordi jeg har det meget svært med uvished. Bliver vi kærester eller gør vi ikke – det er jeg nødt til at vide på første date. Begge dele er fint, men jeg er nødt til at vide det. Og det vil de så som regel ikke på første date. Min største frygt er mangel på kontrol

For nyligt fandt jeg 30 slankebøger i min mors kælder. Den første fik jeg, da jeg var 8 år og fik en seddel med hjem fra sundhedsplejersken, hvor der stod, at jeg var ved at være »svært overvægtig«. Størstedelen af mit liv har jeg spildt på, at ville tabe mig – det er aldrig lykkedes, fordi det ikke handler om kalorier, men om at ændre sindsopfattelse.

Da jeg læste russisk, mødte jeg en veninde, der introducerede mig for en helt ny måde at se min krop på. Hun fortalte mig om det her kæmpe onlinemiljø, hvor en masse fantastisk smukke, tykke kvinder fra hele verden har det godt med sig selv. Jeg løb hjem og gik på tumblr og alle mulige andre netfora. Et af de første billeder, jeg så, var en kvinde, der sad på en stol i rød top og underbukser. Hun var tyk, og hun var så sexet, smuk og lækker. Det var første gang, jeg havde set en tyk kvinde og tænkt »selvfølgelig er hun sexet«. Før da havde jeg kun set tykke mennesker på tv og i blade blive til grin. Pludselig var der en verden, hvor man ikke behøvede at hade sig selv.

Fatshaming er hverdag. At blive kaldt »fede luder«, »tykke svin« eller »klamme so« af fremmede mennesker, er sådan noget, der sker. Det gider jeg ikke forholde mig til. Derfor plejer jeg at tage høretelefoner på, når jeg går på gaden.

Når jeg siger, jeg elsker min krop til et show her i England, får jeg en positiv respons. I Danmark griner folk af det, som om det kun kunne være en joke. På den måde er Danmark og England ret forskelligt.

I dag kan jeg godt nyde mad. I søndags smagte jeg for første gang desserten Eton Mess. I to nætter har jeg drømt om at købe ingredienserne, lave den og spise den. Mad smager mere af hævn nu. Hver gang jeg hører sådan noget bodyshaming-lort som »at intet smager bedre end at være tynd«, så tager jeg lige en bid ekstra – det er noget fuck jer over at tage en ekstra bid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En time før jeg dør, kunne jeg godt tænke mig at blive hjulet ind på en scene. Det er sådan, jeg håndterer alt i mit liv. Gennem comedy. Selv om jeg lå på mit på mit dødsleje, ville jeg nok alligevel lave en pikjoke.

Se Sofie Hagens standup her.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden