Kontrol. I Sverige fik alle passagerer igen tjekket id. »Hurra for 2016«, sagde Iben Bjørnsson (tv.) ironisk. »Hvor heldig kan man være at have dansk pas«, sagde Emma Holten (th.) og mente det.
Foto: Peter Hove Olesen

Kontrol. I Sverige fik alle passagerer igen tjekket id. »Hurra for 2016«, sagde Iben Bjørnsson (tv.) ironisk. »Hvor heldig kan man være at have dansk pas«, sagde Emma Holten (th.) og mente det.

Kultur

»Se, der er hegnet«, sagde Holten. »Ja, nogen Berlinmur er det jo ikke«, svarede Bjørnsson

Vi sendte to svenskofile danskere over Øresund på grænsekontrollens første dag. På overfladen er det forandrede Europa en lille forhindring for folk med rødebedefarvet pas, fandt debattøren og historikeren ud af. Men nedenunder er det en stor bunke sten til den mentale mur mellem broderfolkene.

Kultur

Det sammenhængende Europas kollaps føltes overraskende udramatisk, da vi mandag morgen stod der på perronen i Kastrup Lufthavn og gloede.

En flok vagtmænd i neongule jakker åndede frossent og ventede på, at endnu en passager skulle komme ned ad lufthavnens skrå rullebånd, fumle et id-kort frem fra lommen og lade vagtmanden tjekke og fotografere det inden afgang mod Sverige. Sådan var de nye regler, sådan var det nye Europa.

»Hvis man skal være lidt højtidelig og sige ’her går grænsen’ ...«, sagde historiker Iben Bjørnsson og kastede med hovedet mod det byggehegn, der er knaldet op mellem de to perroner, så de rejsende til Sverige ikke kan snige sig uden om de gule jakker.

»... så kan man også sige, at her kollapser Schengen«, fortsatte hun – nu med blikket rettet mod vagtfolkene.

Den medrejsende Emma Holten, halvsvensker, debattør og ret forfrossen, tog ordet:

»Afskaffelsen af paskontrol betød rigtig meget for folk, fordi det har en kæmpe symbolsk værdi i forhold til den fri bevægelighed og i forhold til alle menneskers ligeværd. Paskontrol og legitimation er jo det, man altid har brugt til at sige: Dig vil vi gerne, og dig vil vi ikke«, fortsatte hun.

»Lige nu virker det ret udramatisk, men det jo nok, fordi vi alle sammen har pas. Det er jo rimelig fucking dramatisk for dem, der ikke får lov at komme igennem«.

Sprækker i kærligheden

Det grå øresundstog hvinede ind på perronen og slog dørene op til varmen. Størstedelen af perronfolket blev dog stående udenfor. Det var journalister, der rapporterede fra en virkelighed så ny, at ingen rigtig kendte konsekvenserne. Ligesom os. Men vores lille hold skulle videre. Ideen var at tage to mennesker med viden om Sverige og følge deres rejse over Øresund på denne grænsekontrollens allerførste morgen.

Grænsekontrollen viser, at det altid har været en fantasi, at vi var det samme land

Det var sådan, det var gået til, at Iben Bjørnson og Emma Holten var mødtes under uret på Københavns Hovedbanegård lidt i otte.

Bjørnsson er koldkrigshistoriker, har skrevet en ph.d.-afhandling med titlen ’Brødrefolk’ og har tidligere boet i Sverige i fire år.

Emma Holten er studerende, dobbelt statsborger – både svensk og dansk – og en aktiv debattør, nok mest kendt fra diskussioner om identitet og rettigheder. De viste sig at være enige om ganske mange ting. Enige om en kærlighed til Sverige, enige om at rulle øjne af den udprægede danske svenskerbashing og enige om, at verden er et o.k. fucked up sted.

Men undervejs viste der sig også sprækker i kærligheden til svenskernes måde at håndtere problemer på.

Lillebror og den tabte tale

Klokken otte kørte et tog fra Hovedbanegården mod Amager og lufthavnen, og ved et vindue ud til mørket sad de to nye rejsekammerater over for hinanden og talte.

Emma Holten (EH): »Der har ikke været grænsekontrol mellem Danmark og Sverige i over 50 år. Det er da om noget et symbol på nye tider«.

Vi kunne ikke lave en forsvarsunion i sin tid, fordi holdningerne var for forskellige. Det er et klasseeksempel på, hvordan vi gerne vil, men ikke kan



Iben Bjørnsson (IB): »Jeg ser tv-serien ’Broen’ for mig. Hvad skal de nu gøre? Den bygger på forestillingen om, at vi har en region, der ved at smelte sammen«.

EH: »Der er ikke noget mere komisk end at se ’Broen’, for danskere og svenskere kan jo ikke forstå hinandens sprog. Grænsekontrollen viser, at det altid har været en fantasi, at vi var det samme land, at vi var én region, at vi var to byer, der skulle smelte sammen. Så snart det brænder på, bare en lille bitte smule, er det ...«.

Hun laver stoptegn med hænderne, slår et klik med tungen: »... hertil og ikke længere«.

IB: »Der er et sorteperspil, hvor danske politikere reagerer med en skadefryd over, hvad Sverige ikke kan. Hvis man havde samarbejdet i Europa, behøvede det jo ikke være sådan. Der har altid været det her ideal om broderfolket, men det ramler, hver gang det bliver politisk alvorligt. Vi kunne ikke lave en forsvarsunion i sin tid, fordi holdningerne var for forskellige. Det er et klasseeksempel på, hvordan vi gerne vil, men ikke kan«.

EH: »Jeg snakkede med nogle til en fest efter EU-valget, og jeg foreslog at lave en nordisk region. Vi har alligevel nogle ret ens systemer. Men folk var nærmest mere i opposition til at forene sig med Sverige end til at gå ind i EU. »Svenskerne er fandme så politisk korrekte«, sagde de«.

IB: »Det er det der lillebrorkompleks. Du finder ikke nogen i Sverige, der er lige så optaget af Danmark, som danskerne er af Sverige«.

Politiken:I Danmark siger vi tit, at den svenske udlændingedebat er undertrykt – at der er meget, man ikke kan sige. Hvordan har I oplevet det?

IB: »Jeg oplevede, at tonen var anderledes, da jeg boede i Sverige. Man diskuterer integration der – ganske meget endda – men på en måde, der ikke er helt nede i sølet. Hvis nogle begyndte at sige direkte racistiske ting, blev der sagt stop. Det kan jeg faktisk ikke se problemet ...«.

Hun bliver afbrudt af kvindestemme fra togets højttalersystem:

»Om ganske få øjeblikke ankommer vi til Københavns Lufthavn. Toget her kører ikke videre. Skal du videre til Sverige, skal du skifte tog. Toget til Sverige kører fra spor 1. Du får tjekket dit id, inden du kommer med toget«.

Emma Holten samlede tråden op.

EH: »Da jeg boede i Sverige, oplevede jeg, at folk med reaktionære, vilde holdninger ytrede dem mindre – eller i mindre fora. For de findes jo. Der bliver sat ild til flygtningelejre, ikkehvide svenskere bliver slået ned – det er en evig udfordring, hvordan man skal håndtere racistiske, radikaliserede mennesker ...«

Politiken:Der er vel også en stor gruppe, som langtfra er radikaliseret, og som ville stemme på Sverigedemokraterna?

EH: »Ja, og jeg tror, at det er rigtigt, at der er mange af dem, der ikke lufter deres holdninger offentligt. Jeg talte med en af mine svenske venner i weekenden, og han sagde: »Vi har større problemer, end mange vil indse, med at integrere alle de her nye mennesker«. Så der er en benægtelse i Sverige omkring, hvor stort et problem det er, hvor stor en byrde det er. Der er en fremherskende holdning, som lyder: Det er ikke et problem. Du er racist, hvis du siger, at det er et problem«.

Toget rullede ind på perronen i Københavns Lufthavn. Begge rejsende stirrede på de gule jakker på den anden side af banegraven.

»Se, der er hegnet«, sagde Holten.

»Ja, nogen berlinmur er det jo ikke«, svarede Bjørnsson.

Sammenbundet og frastødt

Kort efter stod de to kvinder på den anden side. Nu med registrerede pas – fotograferet af en vagt med en iPhone.

Vi talte om, hvad formålet med det hele var, og jeg fortalte dem, hvad Hans Mouritzen, seniorforsker ved DIIS, havde forklaret mig aftenen før. At grænsekontrollen var den måde, svenskerne kunne få færre flygtninge og indvandrere til landet på uden at bryde med retten til asyl. Svensken kunne ikke håndtere mere, sagde han, men ville ikke opgive principperne.

Hvor heldig kan man være at have dansk pas. Der er ikke et sted på Jorden, hvor jeg ikke kan tage hen med det

Så derfor fik vi nu den her tekniske konstruktion, der skulle føre til, at de kom ned på 1.000 asylansøgere om ugen – 10 gange færre, end da der i efteråret kom flest. Svenskernes idé var altså, at ordningen skulle være midlertidig, forklarede han, men sagde så: »Midlertidige løsninger har det jo med at blive permanente«.

Kvinderne nikkede, og kort efter rullede toget ind. Jeg nåede slet ikke at fortælle dem om, hvad seniorforskeren ellers havde sagt om danskernes og svenskernes blik på hinanden. Det kommer her:

Han fortalte om, hvordan danskernes og svenskernes myter om hinanden har ændret sig de seneste 15 år. Hvor svenskerne tidligere har idylliseret Danmark som kontinentalt og europæisk, er idylliseringen svundet ind – særligt på grund af udlændingepolitikken. Omvendt er danskernes idé om svenskerne som lige lovlig hellige kun blevet bestyrket i samme periode.

Det er sigende for de identitetsmæssige forskelle, at det at være udansk er udtryk for noget negativt i Danmark, mens det i Sverige bliver betragtet som noget positivt at være usvensk. Også sigende er termen broderfolk gledet mere ud af de danske medier til fordel for det mere afmålte ’nabofolk’, havde Mouritzen set.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Altså: De to lande, som i 2000 blev bundet fysisk sammen af Øresundsforbindelsen, er i samme periode gledet længere fra hinanden mentalt.

Så hvad står vi egentlig for?

Toget svævede over havet. Ret forude lå Sverige gyldent oplyst af en ny dags sol. Med sine siloer og skorstene lignende Malmø ikke ligefrem et stykke vidt fremmed land. Men det var det. På første stop, Hyllie, fik vi tjekket vores pas igen. Af svensk polis. Nu var vi officielt inde.

»Tænk at jeg har et pas«, sagde Emma Holten.

I den svenske debat må man ikke sige, at der er noget, der hedder svensk majoritetskultur - man må ikke sige, at Sverige har en kultur

»Hvor heldig kan man være at have dansk pas. Der er ikke et sted på Jorden, hvor jeg ikke kan tage hen med det«.

Vi stod af på Triangeln, og mens vi ventede på tilbagetoget, talte de to rejsende om, hvorfor de trods kulturforskellene stadig anså Sverige som et broderfolk.

IB: »’Brødrefolk’ er faktisk titlen på min ph.d.-afhandling – men den er på engelsk, og sådan et ord findes slet ikke. Det nærmeste er sister nations, hvilket misser pointen – for der jo forskel på nation og folk. Selv om politikerne ikke kan samarbejde, har vi jo en idé om et broderskab på et andet niveau«.

EH: »Jeg ser ’broderfolk’ som den perfekte beskrivelse, for brødre og søstre driller hinanden. Vi har en basal forståelse for hinandens særheder, men der skal intet til, før man bliver irriteret«.

Der var stille kort. Så sagde Holten:

EH: »Jeg hørte noget ret vildt. Jeg spiste middag med en svensk ven forleden. Han fortalte, at han havde tre jødiske venner, der var flyttet fra Malmø, fordi de følte, at der var kommet for mange muslimer, der var antisemitter«.

IB: »Vildt nok«.

EH: »Det er fandeme et problem. Der tror jeg, at svenskerne løber ind i det samme, som mange danske aktivister gør – at man bliver bange for at påtale de problemer, der kan være inden for en muslimsk minoritet, fordi man bliver bange for at skrive sig ind i islamofobien. Der er så mange ting, der ikke bliver sagt«.

Toget rullede ind, og Holten fortsatte:

»I Danmark opererer man i antiracistiske miljøer med et begreb, der hedder dansk majoritetskultur. Det er juletræer og Poul Reichhardt og hele pivtøjet, ik’. I den svenske debat må man ikke sige, at der er noget, der hedder svensk majoritetskultur – man må ikke sige, at Sverige har en kultur. Det, synes jeg, er ret sindssygt. For det er jo løgn«.

IB: »Det begrænser en masse ting, man ellers kunne tale om«.

EH: »Jeg tror, det bliver den store diskussion nu. Med flygtninge og multikultur skal vi jo indse, at der er noget, der hedder dansk kultur – og så skal vi finde ud af, hvad vi synes er vigtigt, og hvad vi skal overlevere til de her mennesker – er det det teologiske, der er vigtigt, er det menneskers ligeværd? For når der kommer en masse mennesker, der kan have et andet forhold til staten, sex, arbejde, og hvad ved jeg, kan det jo ikke andet end at afføde samtalen om: Hvad er vores kultur?«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: OLESEN PETER HOVE

IB: »Det er heller ikke dårligt med den samtale. Jeg er hippiebarn og synes, at jeg skylder mine forældre rigtig meget frigørelse fra en undertrykkende kultur på alle mulige måder – ikke kun kvindefrigørelsen. Det er jo sket, fordi de havde en samtale om, hvad de ville have og ikke have«.

EH: »Det oplever jeg, at svenskerne er dårligere til. At sige: ’Vi har bestemt os for, at kvinder og mænd skal være lige, vi har bestemt os for, at begge parter skal arbejde, at vi har en kultur, hvor man ikke slår sine børn«. Ikke at den samtale er hamrende nuanceret i Danmark heller. Men jeg synes, at det, vi har i Skandinavien, er bedre end andre steder, at vi har fat i den lange ende på rigtig mange punkter«.

»Men se, hvad vi har været igennem på den her tur. Vi står i en situation, hvor mennesker med pas og dem uden pas ikke er lige. Det er ikke en særlig dansk værdi. Det er et knæfald, i forhold til at vi som kultur har bestemt, at mennesker skal være lige. Papirløse mennesker er ikke længere lige i Danmark og Sverige. Det er pludselig andre værdier end alle menneskers ligeværd, der er det vigtige«.

To en halv time efter at de mødtes første gang, annoncerede højttalerstemmen, at de var tilbage på på Københavns Hovedbanegård.

Emma Holten og Iben Bjørnsson steg ud og gav hånd. Gik hver til sit.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce