David Bowies død blot få dage efter at han blev hyldet som kunstnerisk genopstanden med ’Blackstar’-albummet, er en exit, der er en stor dramatiker værdig. Sådan forlader de rigtig store scenen. Så sorgen næsten føles som en tryllekunst. Et af de kunstneriske svirp med håndled og stav, iscenesætteren Bowie mestrede som ingen anden.
Hvis tiden har en nerve, så har Bowie på næsten magisk måde forstået at slå den an og få verden til at få øjnene og ørerne op for den. David Bowie var den dristige musiker og den lige så flamboyante som frygtløse og strategiske selviscenesætter, der mere end nogen anden definerede rockmusikken som en ny tids kunstart. Opstået af r’n’b og rock’n’roll, men ikke mindst takket være Bowie i 1970’erne muteret til en musikalsk forvandlingskugle med berøringsflader til teater, billedkunst, konceptkunst og poesi.
Bowie blev rockkunstneren par excellence. Ham, der hele tiden udvidede rammerne for, hvordan rockmusik kunne lyde og se ud. At han samtidig var i stand til at bevæge dybt med sine sange og solgte plader i vognlæs, understreger blot formatet.
For mig har Bowie betydet mere, end jeg kan sætte ord på. Han har været med til at slå tonen an i mit liv. Så jeg sidder her med den pludselige meddelelse om Bowies død og prøver at holde balancen. Jeg sætter ’Heathen’-albummet på og hører sekundet efter Bowies sarte stemme synge »nothing remains«. Dagen er mandag, sangen er ’Sunday’ og følelsen af, at noget stort er uigenkaldeligt forbi og nu forsvinder i verdens regn og gråvejr, er til at tage og føle på.
