Der var messingfanfarer fra balkonen i foyeren ved premieren. Dystre temaer fra dramaet om svaneridderen Lohengrin og hans ulyksalige brud Elsa gjaldede højtideligt ved afslutningen af hver pause, når publikum skulle tilbage ind i auditoriet. Som var man slet ikke i nedskæringsramte København, men i det evig og altid skandaleramte Wagnermekka i Bayreuth.
Fuldstændig som at være i Bayreuth føltes det nu ikke. Blandt andet fordi sangerbesætningen i denne nyopsætning af Wagners romantiske eventyrdrama, som Det Kongelige har haft oppe så mange gange før, er påfaldende ujævn. Den gik ved premieren fra det misforståede over det gode til det rigtig fremragende.








