Selv om modtagelsen af Peter Thorsboe og Mai Brostrøms spændingsdrama-serie ’Livvagterne’ har været blandet, er der bred enighed om en ting:
Den er godt lavet.
Man kan imidlertid diskutere, om det i sig selv udgør en kvalitet; for hvad nytter det, hvis skuespillerne agerer fint, lyden er i orden og billederne pænt belyst og skarpe, hvis replikkerne er urealistiske, handlingen vidtløftig og figurerne forekommer at være indvandret fra en anden planet i forgårs?
Og det er selvfølgelig rigtigt, men i tilfældet ’Livvagterne’ medvirkede vellavetheden, altså den generelle håndværksmæssige kvalitet, til at understøtte seriens andre kvaliteter og hjalp med at få et par kameler til at glide ned, som man nok ellers ville have haft svært ved at sluge, hvis der havde været andre mærkbare knaster i setuppet.
Kvaliteten af de enkelte dobbeltafsnit har været svingende.
For nogles vedkommende, eksempelvis det afsluttende, har problemet bestået i, at den egentlige handling har været lige lovlig længe om at komme i gang.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
