(Obs: Denne artikel er bragt første gang i februar 2016, men kan stadig læses med stor fornøjelse i dag)
Til musik, der blander amerikansk effektivitet og østlig mystik, besigtiger den amerikanske marineløjtnant Benjamin Franklin Pinkerton et lille hus med havudsigt, som han har købt ved bugten i Nagasaki.
I huset skal han bo sammen med den bare 15-årige geisha Cio-Cio-San, også kaldet Butterfly, som en ægteskabsmægler har skaffet ham. Hun ankommer med sine få ejendele og får de sødeste smægtende toner frem i orkestret. Butterfly er konverteret til kristendommen for at behage sin kommende mand. Men da den kejserlige kommissær har viet dem, og bryllupsfesten begynder, forbander Butterflys onkel hende, fordi hun har svigtet familiens guder. Efter at Pinkerton respektløst har sendt onklen og hele resten af Butterflys familie bort, trøster han sin ulykkelige brud, der stadig er indstillet på helt og fuldt at overgive sig til hans amerikanske verden og værdier. – pause -
Tre år er gået, siden Pinkerton er rejst tilbage til USA. Fra begyndelsen har det hele kun været useriøst tidsfordriv for den selvtilfredse yankee, men i sin store arie ’Un bel di vedremo’ synger Butterfly hjerteskærende om, hvordan han nok skal komme tilbage. Den amerikanske konsul Sharpless prøver at fortælle Butterfly, at Pinkerton har sendt et brev og nu er på vej til Nagasaki, men at han kommer sammen med sin nye amerikanske kone. Butterfly afslører, at hun i mellemtiden har født en dreng, og både barnets blå øjne og et amerikansk citat i musikken gør det klart, at barnet er Pinkertons. Et kanonskud lyder fra havnen. Jublende beder den for et øjeblik siden desperate Butterfly sin tjenestepige Suzuki plukke alt, hvad der er af blomster i haven, så de kan smykke huset, og hun gør sig klar til at modtage Pinkerton, der dog ikke kommer.
