Ordene ært og bønne havde vi altså i forvejen

Nok kom indoeuropæerne rejsende fra de ukrainske stepper for fem tusind år siden med splinterny teknologi som hjulet og vognen. I munden havde de sproget indoeuropæisk, som med tiden fortrængte de lokale sprog i hele Europa. De indoeuropæiske kvægnomader kom også til Danmark og var særligt glade for den jyske hede. Men på Sjælland fortsatte den tidligere bondekultur og lånte en række ord ud til indoeuropæisk, som stadig findes i de germanske sprog. Nemlig ord som i vore dage hedder ært, bønne, kristtjørn og bregne. Det viser et nyt – og relativt usædvanligt – samarbejde mellem en arkæolog og en sprogforsker fra Københavns Universitet.

Hidtil har man troet, at de lokale kulturer underlagde sig indoeuropæerne. Men den nye forskning viser, at der snarere har fundet en kulturudveksling sted. Indoeuropæerne var kvægnomader, og selv om det lykkedes dem at tæmme hesten, havde de ikke nogen idé om, hvad man skulle bruge den fede landbrugsjord i Østdanmark til. Derfor overlevede den eksisterende landbrugskultur på Sjælland og i Østjylland i 200-300 år og føjede en række ord for dyr, planter og afgrøder til indoeuropæernes ordforråd.