Gratulanter. Palle Mikkelborg fejrede sin fødselsdagsfest omgivet af bl.a. slagtøjsspilleren Marilyn Mazur, DR Big Bandet og sin kone, Helen Davis, på harpe.
Foto: Peter Hove Olesen

Gratulanter. Palle Mikkelborg fejrede sin fødselsdagsfest omgivet af bl.a. slagtøjsspilleren Marilyn Mazur, DR Big Bandet og sin kone, Helen Davis, på harpe.

Kultur

Der var både magi og melankoli til trompetists jubilæum

Palle Mikkelborg skabte sarte klange med et potent bigband, da han fejrede sin 75-års fødselsdag med musikalske rejsekammerater.

Kultur

Palle Mikkelborgs trompetklang består halvt af luft, halvt af tone. Andre har måske et kraftigere trut i trompeten, men aldrig samme skrøbelighed eller porøsitet. Skulle man samle Mikkelborgs klang op med hænderne, måtte man tage varsomt fat, for at ikke noget skulle krakelere eller gå i stykker.

Denne klang fyldte 75 år i søndags, og DR havde givet ham en aften til rådighed med musikalske venner i Koncerthuset.

De tog heldigvis ikke alle varsomt fat, da trompeten blev understøttet af det musikalske akkompagnement. Slagtøjsspilleren Marilyn Mazur, DR Big Bandet og Helen Davis på harpe var de gennemgående gratulanter denne meget vellykkede aften, og klangbilledet fik også en ekstra dimension ved brug af drengekor og den unge Mike Sheridan på krystalharpe og computerlyde.

’The Mind Behind ...’ kaldte Mikkelborg sin suite af kompositioner denne aften, for han har altid følt, at en skytshelgen har taget sig af ham og gjort den musikalske rejse mulig.

Rejsemetaforen har han brugt, før det blev populært for os alle sammen at kalde vores liv en rejse. 1984-albummet hedder ’Journey To ...’, og for den spirituelt overbeviste Palle Mikkelborg er der ingen tvivl om, at livet er en rejse mod noget andet. Den åndelige dimension er altdominerende i hans musik.

Som en ræv over marken

Som en togrejse gennem Europa virkede ’The Mind Behind ...’ i søndags i Koncerthuset. Oftest kører man igennem marklandskaber uden umiddelbar variation – musikken består her af ubrudte flader af enkle klange, der kun veksler lidt.

Her er ingen puls eller musik, der skal svinge, men kun væren og små enkle motiver med fuld rumklang, der stikker ud som en hjort eller ræv, der piler over marken, langt ude i horisonten. Dette afbrydes abrupt, når toget kører igennem en by – pludselig er der variation, puls, bygninger og mennesker, der skiller sig ud. Musikken samles om et fast beat og har en drift mod det næste på turen.

Sådan er mange af Mikkelborgs plader også bygget op, ikke mindst mesterværket ’Aura’ skrevet til Miles Davis.

De ubrudte klangflader – markerne på begge sider af togskinnerne – er hele tiden på vippen til den behagelystne eller føleagtige newage-musik. Men det tipper ikke, for der er alligevel tilpas meget åndelig styrke i de små skrøbelige trompet- eller flygelhornmotiver til at give saft til de lange øde klangflader.

Glæden forstærkes, når toget når en by, og en fast puls giver næring til den indre rytmefornemmelse.

Mazur doserede præcis det rette krydderi på sit arsenal af percussion-instrumenter. Stærk var især hendes lange solo i sidste del af ’The Mind Behind ...’, der både bestod af nyskrevne kompositioner og brug af Mikkelborgs tidligere værker som ’Simple Prayer’ og ’Prince of Peace’.

Melankolien flød

De klare drengestemmer fra Københavns Drengekor indledte aftenen med vokale klange, da de entrerede koncertsalen i mindre grupper fra fire forskellige steder i rummet.

De sluttede værket af i samlet korformation, med hørbare ord som »eternal love« – munkesang på moderne præmisser. Korsang bliver også brugt på værket ’My God and My All’ fra 1999 med tekst af Frans af Assisi, hvormed den åndelige dimension igen blev fremhævet.

Som et klart genkendeligt stop på den musikalske færd brød pludselig jazzstandarden ’Nature Boy’ frem, med hovedpersonen alene på flygelhorn. Den bløde klang og de melankolske kromatiske toneløb stod stærkt i rummet. Helen Davis – Mikkelborgs hustru og musikalske rejsefælle gennem næsten 30 år – overtog melodien i variationer på sin harpe, og et magisk øjeblik opstod.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SE OGSÅ:

Toget ankom pludselig til næste station med den reggaeagtige ’Blue’ fra ’Aura’ i den specielle 7/8-taktart. Et mærkværdigt skift – men det fungerede påfaldende godt. ’Nature Boy’ var nok ikke tilfældigt valgt, da den oprindelige tekst slutter: »The greatest thing you’ll ever learn/ is just to love and be loved in return«.

Måske er lyden i Koncertsalen ikke den bedste, salen er ikke skabt til skarpe trommer og korte beat. Men vi fik et generøst indblik i Palle Mikkelborgs åndelige rejse, som forhåbentlig varer mange år endnu.

Koncerten kan høres på DR’s netside – og er i den grad et genhør værd.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce