Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jacob Ehrbahn(Arkiv)
Foto: Jacob Ehrbahn(Arkiv)

social. For at være en god leder skal man holde af mennesker, man skal elske at samtale med dem.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bettina Heltberg: Om det sociale instinkt

En god leder er en, der holder af andre mennesker og elsker at samtale med dem. Jeg er hermed diskvalificeret.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For 77,00 kroner om måneden, regelmæssigt betalt tre dage for sent, er jeg en slags seniormedlem af Journalistforbundet og modtager derfor fagbladet Journalisten, redigeret af Øjvind Hesselager, og det er jeg glad for.

I gamle dage var Journalistforbundet en mørk skygge over livet. Det var sådan, at man i tre år på freelancebasis skulle optjene en journalistløn for at blive medlem af forbundet og derned gøre sig fortjent til ansættelse i den trykte presse. Det var lige meget, om man var cand.scient.pol. eller Fanden og hans pumpestok, optjene på sine publicistiske bidrag skulle man.

Jeg er Politikens gamle kronik- og litteraturredaktør Harald Mogensen uendelig taknemmelig for meget. Men mest fordi han lod mig anmelde fjernsyn aften ind og aften ud, så jeg kunne samle skillinger sammen.

LÆS OGSÅ

Så (stærkt forkortet!) kom den store dag, da jeg skulle ansættes. Herbert Pundik havde inviteret til frokost på Rådhuspladsen, jeg kom flyvende fra Jylland med en puls på 217, hvis det er meget. Efter en rum tid kom Pundik ind på sin kollegas kontor, hvor jeg ventede i spænding. Med sig havde han en lille smørrebrødstallerken (æg og rejer) fra kantinen, som han uforstyrret gik i gang med at tygge på. Man/han havde glemt aftalen! Jeg tog flyet hjem igen.

Uheldig udnævnelse

Efter dette indledende møde, som faldt så fortvivlende ud, blev jeg ansat. Det var en tilfældighed, eller rettere held i uheld.

Jeg blev ansat som det, der hedder en mellemleder – en medarbejder med overordnede og underordnede – mere specifikt: som litteraturredaktør.

Det er en af de uheldigste udnævnelser, nogen ledelse nogensinde har besluttet. Jeg beklager, Harald Mogensen, efter kanel kommer skidt.

Var jeg til nogen nytte? I absolut ingen henseende!

Hvad skal en litteraturredaktør nu kunne? Jeg opregner efter hukommelse og en vis intuition: læse mange bøger og være velorienteret, være ordentlig og påpasselig, få gode ideer, lede både anmelderstab og sekretariat, orientere folk opad og nedad, få de væsentlige bøger anmeldt i avisen, de vigtigste oven i købet ’på dagen’, og være flittig med foredrag og litterære arrangementer.

Var jeg til nogen nytte? I absolut ingen henseende! Desuden var der et manuskriptsystem, der hed ’den optiske læser’. Man kunne for min skyld også kalde det bøhmanden.

Bedst husker jeg de eftermiddage, da en i al hemmelighed stærkt bekymret ledende layouter forelagde mig kladden til litteratursiden – som vi derpå i tavshed betragtede og godkendte. Det kunne for mig have været et månelandskab.

Så husker jeg de sene timer oppe på 4. sal (5.?), hvor jeg skulle finde en litteraturside frem og konstatere, at den var god nok. Det mente jeg, at den måtte være, eftersom jeg ikke anede, hvad jeg yderligere skulle foretage mig, hvis den ikke var.

Et efterlyst storværk

Regelmæssigt telefonerede da også boganmelderen den følgende dag, i stort raseri over, at hans navn og ’Af’-linje var borte fra avisen – initialerne A F docent, dr.phil. Poul Pub Pedersen, for fanden! Det væsentligste udeladt.

Det var også en besynderlig forsamling anmeldere, jeg havde fået fat på til opgaven. Der var en grådkvalt Michael Strunge, en hemmeligt harmfuld og sarkastisk Ole Storm, en mængde professorer og lektorer, der ikke kunne skive dansk, mens Klaus Rifbjerg og Jørgen Gustava Brandt vred og vendte sig og ligesom aldrig ringede tilbage.

Regelmæssigt blev forlæggerne også vrede, når deres super-udgivelse, efterårets bestseller nummer 1, manglede i Politiken. Der blev indkaldt til forlæggermøde, hvor jeg kunne triumfere med den ene oplysning, at et efterlyst storværk, det, som alle talte om, dog havde været anmeldt juleaftensdag på side 8, spalten yderst til venstre, det måtte man dog vist have overset. Egentlig husker jeg kun forlægger Otto B. Lindhardt som en fin mand ved den lejlighed – forsinket tak!

Jeg er selv en okay journalist, men det er nogle helt andre egenskaber, jeg bruger som journalistisk leder. Jeg er nok mere handlende end følende

DET ER på denne sørgelige baggrund, at jeg nu vender tilbage til Journalisten. Hvad kunne jeg? Skrive. Til dels passe børn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvad skal kvinder nu kunne? Journalisten tager i sit sidste nummer i det gamle år fat på kvinder i journalistik og ledelse.

Her som i de allerfleste anliggender i livet er kvinderne bagefter, og der er få eksempler på kvinder, der er nået til tops i dagspressen.

Flere kvinder i ledelsen

Journalisten interviewer tre af dem, der er i top (og nu er Berlingerens Lisbeth Knudsen jo røget): Christina Agger, der er indlandsredaktør på Jyllands-Posten, Karen Bro, der er chefredaktør på Ekstra Bladet, og Tina Krongaard, der er rejseredaktør på Politiken. Jeg bliver forskrækket, bare jeg skriver deres navne. Christina Agger: »Det, som virkelig er fantastisk ved at være leder, er, at jeg kommer helt ind i avisens maskinrum«.

Maskinrum! Det gyser i mig. Hun fortsætter: »Man kan godt sige, at jeg har fravalgt at få børn«.

Karen Bro: »Det er et stort ansvar, og du tager en voldsom stor part ind i dit privatliv, når du siger ja til sådan et job«. Men er hun feminist? »Min feministiske kamp har været ikke at tale om det«.

Tina Krongaard: »Jeg er selv en okay journalist, men det er nogle helt andre egenskaber, jeg bruger som journalistisk leder. Jeg er nok mere handlende end følende«.

LÆS OGSÅ

Sammenfattende kan man sige, at ingen af de tre kvinder fortryder, at de alle sammen har tillid til sig selv og betragter omkostningerne ved lederskabet som nødvendige. De tab, de måske har lidt, opfatter de ikke som nederlag, men som de forudsætninger, de selv har valgt.

I samme nummer af bladet optræder også den administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov. Han fortæller, at hele koncernen har skullet lave en masterplan for, hvad de hver især vil gøre for at få flere kvinder i ledelsen. Målsætningen lyder, at i 2018 skal mindst 40 procent af cheferne i JP/Politikens hus være kvinder. I øjeblikket er andelen kun 33 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SKAL jeg SIGE jer, hvad der er galt? Hvad den allervigtigste psykologiske egenskab for en leder er?

Man skal være social.

Man skal holde af mennesker, man skal elske at samtale med dem. Præcis den kolossale og altafgørende egenskab: at elske fællesskabet – lider jeg som kvinde under at mangle. Også som mand!

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden