Jeg er virkelig på dybt vand, hvad zombiefilm angår. Den genre kender jeg utroligt lidt til. Men jeg sagde ja til at spille rollen som moren Pernille i ’Sorgenfri’, fordi det kunne være sjovt at prøve noget helt nyt. Og fordi jeg godt kunne lide den nørdede begejstring, som instruktøren Bo Mikkelsen havde omkring filmen. Han er konsekvent. Han har for eksempel holdt fast i en flot og modig slutning.
Gru og uhygge i fredelige SorgenfriVi lavede nogle scener, hvor vi var omgivet af 20 mennesker, der havde været inde hos special effects-folkene. De havde blodige øjne, og tarmene hang ud af maven og alt muligt. »Det er crazy, det her«, sagde vi andre, men Bo sagde begejstret: »Vi skal have mere blod, der skal være mere af det hele«.
I ’Sorgenfri’ er der suspense i enormt lang tid, før man ser zombier. Meget længe er det lyden og stemningen, der på en enorm effektiv måde skaber gyset. Det virker.
Den »bedste danske gyser siden 'Nattevagten'« vises kun i fire biografer’Sorgenfri’ er helt anderledes end noget, jeg tidligere har været med i. Jeg var kun lige blevet færdig på teaterskolen, da jeg fik rollen som Nynne og blev lidt låst fast i at være sjov. Ingen havde set mig andre roller end den. Derefter havde jeg en periode, hvor jeg bare skulle væk fra al comedy.
Blandt andet spillede jeg titelrollen i svenske Sara Stridsbergs moderne udgave af ’Medea’. I de sidste fire år er halvdelen af min tid gået med at lave ’Rita’. Det er kommet lidt bag på mig, at en slagfærdig folkeskolelærer fra Rødovre kan appellere så meget til folk uden for Danmark.
På glatis i genrefilm
Vi har lavet tre sæsoner af ’Rita’, og endnu er det ikke besluttet, om vi skal lave en sæson mere. Jo flere sæsoner man laver, desto mere bliver man identificeret med sin rolle. Hvad laver Claire Danes ud over ’Homeland’? Og Robin Wright ud over ’House of Cards?’ Der er tendens til, at skuespillere bliver låst fast i de roller, de har i populære tv-serier.
Min karakter i ’Sorgenfri’ er ret status quo og endimensionel, synes jeg. Moren er bekymret og angst, og det har hun god grund til at være, og det er også bare det, hun bliver ved med at være.
Goodman krammer så det skræmmerPå en måde havde det været sjovere, hvis hun pludselig var vendt 180 grader og havde taget affære. Det gør hun ikke, og det betød, at jeg skulle lægge noget af det handlekraftige fra mig. Jeg skulle styre mig.
Men måske er moren i filmen præcis, som hun skal være i en genrefilm. Her er jeg lidt på glatis, for når jeg ser den, kan jeg ikke lade være med at være interesseret i dramaet. Og det skal man nok egentlig ikke kun se på, når det er en genrefilm.
Efter ’Sorgenfri’ er jeg ikke afvisende over for at spille med i andre genrefilm, men så tror jeg, at jeg skulle være en af zombierne. At jeg skulle være the villain.
Livet er så fucking uretfærdigt i ny postapokalyptisk teensagaPå billedet til avisen er jeg fremstillet lidt som klicheen på, hvordan kvinder opfører sig i gamle horrorfilm. Det ser ud, som om nogle store mænd holder mig fast og er ved at kvæle mig, men det er ikke entydigt. Horrorkvinden er bange, men samtidig er hun lidt tændt. Det er en ret skøn kombi.
fortsæt med at læse
