»Hvor er Lotje?«, spurgte hendes nærmeste, da de en dag i 2011 var urolige for den dengang 34-årige filmskaber Lotje Sodderland og ikke fandt hende i hendes London-lejlighed, hvor der var både opkast og afføring på gulvet.
Det viste sig, at Lotje Sodderland heldigvis havde slæbt sig hen på et nærliggende hospital, hvor hun blev fundet bevidstløs på et toilet og indlagt med en stor hjerneblødning.
Var hun blevet hjemme, havde hun næppe overlevet. Nu blev hun opereret. Men da hun vågnede, var hun en anden end før, og nu lød spørgsmålet: »Hvem er Lotje?«.
I ’My Beautiful Broken Brain’ filmer både Lotje Sodderland selv og dokumentaristen Sophie Robinson den første lange svære tid efter hjerneblødningen, der har ændret den unge kvinde på mange måder. Før var hun aktiv, udadvendt og både meget læsende og skrivende.
Unik historie vækker generel genklang
Efter operationen kan hun godt tale, men hun har svært ved at huske ord, hun er meget træt, hendes bevægelser er langsomme, og hun kan hverken skrive eller læse.
»Der er ikke en korrekt ordbog i min hjerne«, siger hun til sit kamera et par uger efter blødningen.
Klichérne står i kø i spansk kræftdramaSelv om Lotje Sodderlands historie – og hjerne – er unik, vil hendes nøje kliniske og emotionelle videodagbog fra forløbet sammen med interviews med pårørende vække genklang hos mange, der er berørt af noget lignende eller interesseret i, hvordan menneskehjernen fungerer. ’My Beautiful Broken Brain’ er en indsigtsfuld og moderne fortalt sygdomsskildring, hvor instruktørerne leger med digitale gengivelser af Lotje Sodderlands syrede hallucinationer og synsforstyrrelser, så man har oplevelsen af at komme helt ind i hendes mærkelige hjerne.
Rørende usentimental
Den hjerne er et skræmmende, men også smukt sted at være. ’My Beautiful Broken Brain’ er ikke bevægende, fordi man får medlidenhed med Lotje Sodderland. Det lægger hun slet ikke op til. Tværtimod er det rørende ved dokumentaren snarere, at hun er så usentimental og så livskraftigt optaget af at få det bedre uden at være urealistisk.
Netflix-serie er som at glo på et computerspil i 26 timer og 15 minutterUndervejs i forløbet sender hun et videobrev til instruktøren David Lynch, fordi hendes tilstand minder hende om surreelle rum i hendes teenageårs store tv-serie ’Twin Peaks’. Lynch bliver optaget af hendes historie og filmprojekt, og han har medproduceret hendes fine ’My Beautiful Broken Brain’.
fortsæt med at læse
