Pjotr Pavlenskij sidder afslappet tilbagelænet på briksen, iført shorts og med bare fødder i sandalerne. Bag tremmer i et lille aflukke, sådan som traditionen byder for den tiltalte i et russisk retslokale.
Den magre, 32-årige mand har et næsten kronraget hoved, indsunkne kinder og et træt, lidt melankolsk blik i øjnene. Han ser ud til at kede sig bravt, mens hans to forsvarsadvokater udfritter den offentlige anklagers ekspertvidner med byger af tekniske spørgsmål om hoveddøren ind til den russiske sikkerhedstjeneste FSB’s hovedkvarter i Moskva.







